Analyse
Broby-Johansen, Rudolf - Blod
Rudolf Broby-Johansens Blod fra 1922 blev af samtiden opfattet som utugtig, ufuldstændig kunst, men har siden vundet anerkendelse for at være en del af startskuddet på modernismen i Danmark.
Blod, lig, legemer, død, angst, tåge, prostituerede, selvmordere og skrig fylder et blegt, isnet og blåligt univers, mens de flænges, ryster, kravler, svulmer, vælter, voldtager, bløder, ruster, knæler, borer, kryber og brister. Råheden gennemsyrer de 16 digte i Blod. Broby-Johansen blev på baggrund af samlingen anklaget og dømt for utugtighed. Straffen var 14 dages fængsel og en bøde. Digtsamlingen er derfor interessant som et eksempel på kunstens rolle i forhold til ytringsfrihed og pornografi. Broby-Johansen appellerede dommen, da han mente, den var for mild. I sin forsvarstale for digtsamlingen under retssagen udtaler han, at det er klart ”at et nutidsmenneske, der ikke er for fej eller imbecil til at se sin samtid i øjnene ikke har bevidstheden fyldt af elverdans og elskovsdrømme.” Hvad, der i stedet optager Broby-Johansen, er ”de militære millionmord” og ”kapitalens sjælelige milliardmord”. Den ubærlige vished om 1. Verdenskrigs menneskelige omkostninger gennemsyrer digtet ”Stridsmænd for det vi elsker”: LANGSOMT KRAVLER ORM-ÅRER UNDER RØD-VABLET HALSHUD / UNIFORM RIVES OP (KNAPPER REGNRASLER) / FRÅDE / FRA FINGRE SPRINGER BLOD / SÅ SLÅS DE. De minutiøse sansninger af den kropslige nedbrydning står ikke tilbage for horrorgenrens effektdyrkelse. Gruen anvendes dog ikke som en underholdningseffekt, men med et tydeligt politisk sigte.
Blod er også interessant som et formbevidst og sikkert æstetisk eksperiment. Visuelt bærer samlingen præg af en leg med det grafiske udtryk. Alle 16 digte er sat med versaler og samlingen fremstår som én lang udskrigelse, en teknik som også Michael Strunge benyttede i 1980erne. Overskrifterne skiller sig ud ved at være bredt ud, så de fylder hele sidens bredde, og de er yderligere adskilt fra teksten med en dobbelt understregning. I digtet ”Natlig plads” er der desuden anvendt små tegninger som integrerede illustrationer i selve teksten, og digtet fremstår som et selvstændigt visuelt eksperiment. Lydligt er der i hele samlingen leget med bogstavrim, og den hyppige forekomst af nykonstruerede ord med to komponenter, ofte substantiver, som eksempelvis ”blod-hulk”, ”skøge-sko”, ”gab-sår” og ”blok-hoved”, giver digtene en tungt markeret rytme. Der ikke er brugt punktummer eller kommaer til at adskille tekstlige enheder og ordne udsagnene hierarkisk. I stedet er skråstregen anvendt til at adskille og sidestille sætninger. Sætningsstrukturen er nedbrudt, ofte til sætningsfragmenter eller løsrevne ord, og det giver udtrykkene troværdighed som et desillusioneret subjekts isolerede sansninger. Digtene eksemplificerer ikke en realistisk eller impressionistisk omverdensbeskrivelse, men derimod er de isolerede enkeltsansninger et ekspressionistisk udtryk for en indre verden, og Blod bærer da også undertitlen Expressionære Digte. Forfatteren forklarer selv om det ekspressionistiske kunstværk i sin forsvarstale for digtsamlingen, at kunstværket opstår og får skikkelse ud fra en indre nødvendighed, at det følger sin egen indre lov, og at der i denne intet tilfældigt gives. Den frie association må derfor lade livet for formens nødvendighed.
I den særlige spænding der opstår, når den kunstneriske formfasthed møder råheden i enkeltsansningerne, ligger digtenes chokeffekt, som det tydeligt ses i ”Bordelpige dræber ufødt”, der sendte chokbølger gennem samtiden: SKAMSLIDT DIVAN // PÅ RYGGEN TØS / MED CHEMIS-VALK OVER MAVE / SPREDBEN / BORER STRIKKEPIND / I KULHÅRS VULVA / GURGLENDE // LIG KØNS-KRYBER. Digtet er typisk for samlingen ved udelukkende at fokusere på den tabubelagte enkeltsansning, et træk, der også var fremtrædende ved den tyske modernisme, som Broby-Johansen var tydeligt inspireret af. Gennem læsning af en tidlig ekspressionist som August Stramm, men også de russiske futurister som Majakovskij er Broby-Johansen blevet opmærksom på brugen af den nedkortede syntaks som middel til et brud med den klassiske metriks versefødder.
Da Blod udkom i 1922, blev forfatteren som nævnt anklaget og dømt for utugtighed, og digtsamlingen blev kritiseret for at være ufuldstændig kunst. I løbet af de efterfølgende 60 år vandt den - sammen med Harald Landt Mombergs Parole fra samme år - anerkendelse for at være startskuddet på modernismen i Danmark i kraft af digtsamlingernes eksperimenterende formbevidsthed. I den mellemliggende tid ændredes synet på pornografi markant. Blod er derfor også interessant som et eksempel på, at den videnskabelige debat om, hvad der er god litteratur, er påvirkelig af samfundsmæssige og politiske omstændigheder. Mombergs Parole, der udkom på samme forlag som Blod, DNSS, et lille studenterdrevet forlag, er skrevet i en køligere tone, men er, som Blod, et stilsikkert formeksperiment. Parole led desuden en tilsvarende skæbne, idet den gled ind i delvis glemsel, indtil Poul Borum genopdagede den i 1960erne.
Den danske ekspressionisme fik en relativ kort levetid. En af periodens centrale skikkelser, Emil Bønnelycke, eksperimenterer i Asfaltens sange fra 1918 med ekspressionistiske og futuristiske stiltræk. Asfaltens sange har i sin hyldest til storbyen en optimisme og en effektdyrkelse, som Tom Kristensen i et essay fra 1925 forbinder med den danske ekspressionisme som helhed, og som han gør til årsagen til dens hurtige uddøen. Blod kan derfor ses som et bidsk alternativ til den populære ekspressionisme i kraft af sin vilje til tabuoverskridelse og i kraft af interessen for proletariatet og samfundsmæssige forhold.
Af Cand. mag. Mette Henriksen
Rudolf Broby-Johansens Blod fra 1922 blev af samtiden opfattet som utugtig, ufuldstændig kunst, men har siden vundet anerkendelse for at være en del af startskuddet på modernismen i Danmark.
Blod, lig, legemer, død, angst, tåge, prostituerede, selvmordere og skrig fylder et blegt, isnet og blåligt univers, mens de flænges, ryster, kravler, svulmer, vælter, voldtager, bløder, ruster, knæler, borer, kryber og brister. Råheden gennemsyrer de 16 digte i Blod. Broby-Johansen blev på baggrund af samlingen anklaget og dømt for utugtighed. Straffen var 14 dages fængsel og en bøde. Digtsamlingen er derfor interessant som et eksempel på kunstens rolle i forhold til ytringsfrihed og pornografi. Broby-Johansen appellerede dommen, da han mente, den var for mild. I sin forsvarstale for digtsamlingen under retssagen udtaler han, at det er klart ”at et nutidsmenneske, der ikke er for fej eller imbecil til at se sin samtid i øjnene ikke har bevidstheden fyldt af elverdans og elskovsdrømme.” Hvad, der i stedet optager Broby-Johansen, er ”de militære millionmord” og ”kapitalens sjælelige milliardmord”. Den ubærlige vished om 1. Verdenskrigs menneskelige omkostninger gennemsyrer digtet ”Stridsmænd for det vi elsker”: LANGSOMT KRAVLER ORM-ÅRER UNDER RØD-VABLET HALSHUD / UNIFORM RIVES OP (KNAPPER REGNRASLER) / FRÅDE / FRA FINGRE SPRINGER BLOD / SÅ SLÅS DE. De minutiøse sansninger af den kropslige nedbrydning står ikke tilbage for horrorgenrens effektdyrkelse. Gruen anvendes dog ikke som en underholdningseffekt, men med et tydeligt politisk sigte.
Blod er også interessant som et formbevidst og sikkert æstetisk eksperiment. Visuelt bærer samlingen præg af en leg med det grafiske udtryk. Alle 16 digte er sat med versaler og samlingen fremstår som én lang udskrigelse, en teknik som også Michael Strunge benyttede i 1980erne. Overskrifterne skiller sig ud ved at være bredt ud, så de fylder hele sidens bredde, og de er yderligere adskilt fra teksten med en dobbelt understregning. I digtet ”Natlig plads” er der desuden anvendt små tegninger som integrerede illustrationer i selve teksten, og digtet fremstår som et selvstændigt visuelt eksperiment. Lydligt er der i hele samlingen leget med bogstavrim, og den hyppige forekomst af nykonstruerede ord med to komponenter, ofte substantiver, som eksempelvis ”blod-hulk”, ”skøge-sko”, ”gab-sår” og ”blok-hoved”, giver digtene en tungt markeret rytme. Der ikke er brugt punktummer eller kommaer til at adskille tekstlige enheder og ordne udsagnene hierarkisk. I stedet er skråstregen anvendt til at adskille og sidestille sætninger. Sætningsstrukturen er nedbrudt, ofte til sætningsfragmenter eller løsrevne ord, og det giver udtrykkene troværdighed som et desillusioneret subjekts isolerede sansninger. Digtene eksemplificerer ikke en realistisk eller impressionistisk omverdensbeskrivelse, men derimod er de isolerede enkeltsansninger et ekspressionistisk udtryk for en indre verden, og Blod bærer da også undertitlen Expressionære Digte. Forfatteren forklarer selv om det ekspressionistiske kunstværk i sin forsvarstale for digtsamlingen, at kunstværket opstår og får skikkelse ud fra en indre nødvendighed, at det følger sin egen indre lov, og at der i denne intet tilfældigt gives. Den frie association må derfor lade livet for formens nødvendighed.
I den særlige spænding der opstår, når den kunstneriske formfasthed møder råheden i enkeltsansningerne, ligger digtenes chokeffekt, som det tydeligt ses i ”Bordelpige dræber ufødt”, der sendte chokbølger gennem samtiden: SKAMSLIDT DIVAN // PÅ RYGGEN TØS / MED CHEMIS-VALK OVER MAVE / SPREDBEN / BORER STRIKKEPIND / I KULHÅRS VULVA / GURGLENDE // LIG KØNS-KRYBER. Digtet er typisk for samlingen ved udelukkende at fokusere på den tabubelagte enkeltsansning, et træk, der også var fremtrædende ved den tyske modernisme, som Broby-Johansen var tydeligt inspireret af. Gennem læsning af en tidlig ekspressionist som August Stramm, men også de russiske futurister som Majakovskij er Broby-Johansen blevet opmærksom på brugen af den nedkortede syntaks som middel til et brud med den klassiske metriks versefødder.
Da Blod udkom i 1922, blev forfatteren som nævnt anklaget og dømt for utugtighed, og digtsamlingen blev kritiseret for at være ufuldstændig kunst. I løbet af de efterfølgende 60 år vandt den - sammen med Harald Landt Mombergs Parole fra samme år - anerkendelse for at være startskuddet på modernismen i Danmark i kraft af digtsamlingernes eksperimenterende formbevidsthed. I den mellemliggende tid ændredes synet på pornografi markant. Blod er derfor også interessant som et eksempel på, at den videnskabelige debat om, hvad der er god litteratur, er påvirkelig af samfundsmæssige og politiske omstændigheder. Mombergs Parole, der udkom på samme forlag som Blod, DNSS, et lille studenterdrevet forlag, er skrevet i en køligere tone, men er, som Blod, et stilsikkert formeksperiment. Parole led desuden en tilsvarende skæbne, idet den gled ind i delvis glemsel, indtil Poul Borum genopdagede den i 1960erne.
Den danske ekspressionisme fik en relativ kort levetid. En af periodens centrale skikkelser, Emil Bønnelycke, eksperimenterer i Asfaltens sange fra 1918 med ekspressionistiske og futuristiske stiltræk. Asfaltens sange har i sin hyldest til storbyen en optimisme og en effektdyrkelse, som Tom Kristensen i et essay fra 1925 forbinder med den danske ekspressionisme som helhed, og som han gør til årsagen til dens hurtige uddøen. Blod kan derfor ses som et bidsk alternativ til den populære ekspressionisme i kraft af sin vilje til tabuoverskridelse og i kraft af interessen for proletariatet og samfundsmæssige forhold.
Af Cand. mag. Mette Henriksen
Kommentarer