Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen
1980ernes realisme. R.S. Jones’ roman Frit fald er en døende yuppies historie. Bret Easton Ellis' berømte American Psycho tematiserer en “dræberyuppis” ubehagelige færd.
R.S. Jones i frit fald
Der findes endnu ingen kur mod hiv og aids. Er man smittet, bliver man ikke rask igen. Sidst i 1970erne begyndte homoseksuelle i Amerika at have sygdommens symptomer, men diagnosen blev først stillet i 1981. Herefter hærgede aids som en epidemi gennem 1980erne, uden muligheder for behandling af de smittede og de syge: at blive smittet var således en stensikker dødsdom. Idag er det muligt at behandle sygdommen, og de smittede kan beholde livet med medicin og bivirkninger. Det forudsætter selvfølgelig at man bor i en verdensdel med fungerende offentlige eller private sygeforsikringer. For de fleste afrikanere er hiv derfor stadig en dræber.
At den nuværende amerikanske administration officielt mener (iøvrigt ligesom paven), at afholdenhed er den bedste eksisterende forebyggelse mod hiv/aids, har ikke forbedret forholdene for hr. og fru Botswana og deres smittede børn. Men det er altsammen en helt anden og meget nedslående historie.
R.S. Jones har skrevet en roman om en aids-syg, homoseksuel børsmægler, William. Romanen foregår angiveligt i 1980erne – der eksisterer ingen medicin i romanens univers – og læseren følger William fra sygdommens udbrud og til den uafvendelige slutning. Romanen hedder på dansk Frit fald (1997). Det er en oversættelse af den amerikanske titel Walking on Air (1995).
Hvordan oversættelsen af titlen er kommet i stand, er lidt af en gåde: “to be walking on air” betyder noget i retning af “at være i strålende humør”, og titlen spiller i den forstand sarkastisk på det deprimerende humør, som romanens dødssyge hovedperson spreder omkring sig. Frit fald. Det lyder som en actionmættet film med Wesley Snipes, ikke en roman om aids i New York i 1980erne.
Hvis man bevarer interessen efter titlen, spørger man måske til forfatteren. Hvem er denne R.S. Jones, som på bogforsiden er fortrængt af en forstørret, seksfoldig gentagelse af den tvivlsomme oversættelse af romanens originale titel? Herom meddeler den danske version ingenting, så måske er det ikke meningen, at man skal kende forfatteren?
Man kan selvfølgelig hævde, at det principielt er underordnet, hvem ordene tilhører, hvis de er gode. Men når romanen synes at have udpræget biografiske træk, bliver man alligevel nysgerrig. Man googler. Internettet er også sparsomt med oplysninger, men man erfarer dog, at R.S. Jones er stifteren af den globale anti-aids-organisation ACT UP’s afdeling i New York, og at R.S. Jones tilsyneladende er død, måske af aids: forfatteren er overalt omtalt i datid; ”han var”, hedder det. Men ingen oplysninger er sikre på nettet, så forfatterens eksistens forbliver uvis.
Aids & the City
Bagved den forvirring, som den danske oversættelse giver anledning til, finder man historien om William Adams. William vokser op på landet, og det ligger i familiens tradition, at han skal overtage gården.
Men William er nysgerrig efter livet i østkystens storbyer, og han flygter fra sin midvestskæbne, og realiserer i stedet den foreskrevne tilværelse med modsætningen som homoseksuel og børsmægler på Manhattan; efternavnet bliver til Addams og båndene til familien kappes. Det er baggrunden for handlingen, der i hovedtræk følger William fra den første feber i een af romanens første kapitler til kroppens totale opløsning mod slutningen, fra indvoldenes desintegration til hudens ydre forvitring. Det er ganske makabert. En bogstavelig version af hvad det vil sige at dø af aids.
Sideløbende med den aids-syges fysiske ødelæggelse handler romanen om forholdet mellem Williams og de to nærmeste pårørende, ejendomshandleren Susan og Williams ekskæreste, den hiv-smittede Henry, som på nært hold erfarer, hvad der venter ham. Ligesom kroppen angribes af sygdommen, beskrives det hvordan den syges personlighed også undergår forvandlinger mod det værre: Williams smerter vokser med sygdommens fremadskriden, og det udmønter sig i en mere og mere utålelig adfærd. Selvom Susan og Henry er fuldkomment opofrende, bliver Williams attitude fortsat mere urimelig.
Det kulminerer da Henry gennem Susan erfarer, at den arv, William har stillet ham i udsigt, ikke skal tilfalde ham alligevel; Henry er rasende over at have nærkontakt med sygdomsforløbet under falske forudsætninger og skammer sig samtidig over at have kalkuleret sit engagement i forhold til sin del af arven. Sygdommen er ikke længere et helvede for William, men også for alle han omgås.
Frit fald er en temmelig dyster affære, og i romanens afslutning, som ikke skal afsløres her, spiller hele det melodramatiske orkester: forfatteren nøjes ikke med at lade den syge dø under normale omstændigheder. Derudover er Frit fald et historisk billede, i hvert fald for den vestlige verden, da den hiv-smittede her ikke længere er dømt til den fysiske og psykiske fornedrelse som ledsager aids i udbrud. Men i 1980erne var aids et levende billede af døden; det var en tid, hvor det ikke var ualmindeligt at se unge mænd blive kørt gennem New Yorks gader i rullestole.
Døden i yuppieland
Hvis man er interesseret i kombinationen af døden, børsmæglere, 1980erne og New York, men synes at Frit fald lyder for deprimerende, kan man i stedet forsøge sig med Bret Easton Ellis’ (f.1964) legendariske American Psycho (1991).
Williams død i Frit fald er ovenfor beskrevet som makaber, men det er nok for stærkt et ord, hvis en sammenligning med dødens former hos Ellis skal være mulig. American Psycho handler nemlig om den Harvarduddannede børsmæglerkomet Patrick Bateman og de ualmindeligt bestialske aflivningsmetoder han gennem romanen udsætter både mennesker og dyr for. Her er beskrivelser, som kan vende indvoldene selv på de mest hærdede læsere. Feministiske organisationer forsøgte ligefrem at få romanen forbudt, i henhold til det chauvinistiske kvindebillede Bateman repræsenterer.
Endnu mere skræmmende er imidlertid fortællingens motivering af hovedpersonens totale bersærkergang på Manhattan; alting trætter Bateman, herunder medmenneskelighed, og detaljerne omkring et rovmord bliver derfor af samme art, som detaljerne omkring Batemans personlige pleje: DKNY, Armani, Versace og Hugo Boss sideordnet med brutalt myrdede callgirls.
Romanens mening samler sig ikke om mordene, som i en klassisk kriminalroman; mordet er en banalitet, mens Whitney Houstons The greatest love of all bringer hovedpersonen i filosofisk humør. Og helt i tråd med romanens amoral lykkes det vedvarende for hovedpersonen at undslippe de anklager, som kredser om hans person. Batemans verden stinker af lig, han tilstår sågar alle mordene overfor kollegaflokken, som allerede er reduceret efter “heltens” killing spree.
Men symptomatisk for romanuniverset bliver bekendelsen bagatelliseret, eller som det hedder i et dystert slogan i romanen, hentet fra popgruppen Talking Heads’ sang Nothing but Flowers:
"And as things fell apart
Nobody paid much attention".
Kommentarer