Anden akt af Joan Didions personlige tragedie om tabet af ægtemand og datter er samtidig velskreven essayistik om det at blive gammel. For er bogens virkelige hovedperson ikke Didion selv?
En romantisk gyserhistorie om to unge, uskyldige, engelske piger, som en grum skæbne bringer i kløerne på en gammel, skotsk præst, der viser sig at være den inkarnerede ondskab.
En foruroligende fortælling – typisk for forfatterskabet, og den rummer så mange elementer og synspunkter, at der er rigelige tolkningsmuligheder. Men som stort set alle Karen Blixens tekster kan ’Sorg-Agre’ også læses som et eventyr, en god historie.