Logo
Bogliste

Årets bedste oversatte bøger 2020

Litteratursidens redaktion har samlet vores bud på de bedste udenlandske bøger fra året, der rinder ud.

Vilde, rå og rystende beretninger omkranses af smuk poesi og skarpe portrætter. De foruroligende hændelser og fordækte fejltrin står i kø i det barske og intense indhold. Ubehaget fylder mere end det komfortable. Til gengæld er der stor nydelse at finde, når man som læser flyder med i sproglig og stilistisk formidable bøger.

Bøger på listen

Vi er fem

Matias Faldbakken

Faldbakken viser sin litterære originalitet i denne suveræne fortælling. En elegant og uforudsigelig nutidsskrøne fuld af humoristisk lethed og urovækkende dybde.

Hvem slog bambi ihjel?

Monika Fagerholm

En gruppevoldtægt i forstaden fortrænges og forties i fragmentarisk og foruroligende fortælling, hvor mytologi møder popkultur.

Samtykket

Vanessa Springora

Afslørende fransk #metoo-roman om en 14-årig pige, der bliver en 36 år ældre, berømt forfatters elskerinde. Bogen der rystede det franske kulturparnas. 

Er mor død

Vigdis Hjorth

Når mor ikke er den bedste i verden. Vigdis Hjorths roman om en datters mor-opgør er en smuk og smertefuld fortælling om barndommens sår og bristede familiebånd.

Min mørke Vanessa

Kate Elizabeth Russell

Foruroligende, bedragerisk, snigende og hjerteskærende fortælling forfører sin læser såvel som sin hovedperson.

Underjordiske timer

Delphine de Vigan

Eminente personkarakteristikker i mørk og filosofisk roman om fortvivlelse, fortræd, angst, sorg og ensomhed i byernes by under jorden.

Tritonus : en skærgårdsfortælling

Kjell Westö

Stærke psykologiske portrætter af to mænd sidst i 50’erne, der har musikken tilfælles og mødes i en lille by i den finske skærgård.

Stormen

Steve Sem-Sandberg

Stormen er en flot og gennemført roman - på én gang meget poetisk og meget foruroligende.

Morgenstjernen

Karl Ove Knausgård

Morgenstjernen kaster nyt lys over Karl Ove Knausgårds særegne stjernevrimmel af store værker.

Præsens maskine

Gunnhild Øyehaug

Den norske sprogsnedker har skrevet en opfindsom og tankevækkende roman om parallelle universer, ensomme eksistenser og det at savne noget uden at vide, hvad det er.

Voksnes løgnagtige liv

Elena Ferrante

Dybtfølt og bevægende portræt af teenageliv i 1990’ernes Napoli med klasseforskelle, løgne og fortielser er chokerende læsning. Raffineret, uskønt og meget overbevisende.

Noget jeg gerne vil sige

Alice Munro

Der findes ingen, der kan skrive noveller som Alice Munro. Hun er skarp, men med en særlig forståelse for mennesker på de tidspunkter, hvor de er allermest sårbare.

 

Dobbelte ruder

Halldóra K. Thoroddsen

På Island møder en aldrende enke kærligheden igen i poetisk og fin fortælling om kærligheden og det levede liv.

De uadskillelige

Simone de Beauvoir

Simone de Beauvoirs smukke og vemodige roman om en barndomsveninde og to forskellige miljøer i 1920’ernes Paris er baseret på hendes egne erindringer.

Originaludgave: 1954
Foto: Denise Bellon, Paris

Vi er kortvarigt smukke her på jorden

Ocean Vuong

En poetisk og stærk roman om en søn, der prøver at blive set og hørt af sin mor, men også at forstå denne kvinde, som han har elsket og hadet.

Drengene fra Nickel

Colson Whitehead

Ubærlig og nødvendig bog om tiden omkring borgerrettighedsbevægelsens start. Colson Whitehead er en stor stilist og har skrevet endnu et mesterværk.