Logo
Bogliste

Årets bedste danske bøger 2020

Årets bedste romaner stiller store spørgsmål - om at være menneske i en dilemmafyldt opvækst, om at tage ansvar under katastrofer og samfundskriser og om modet til at finde accept i livet, kærligheden og kunsten.

Kast dig ud i gribende læsning. Der er masser at fordybe sig i og blive forført af. Glæd dig til læsningen af de bedste af de bedste.

Bøger på listen

Tabita

Iben Mondrup

Endnu en stærk roman af Iben Mondrup, som på mageløs vis skildrer et nådesløst sammenstød mellem den grønlandske og danske verden gennem pigen Tabitas møde med en dansk familie.

Indtil vanvid, indtil døden

Kirsten Thorup

Fremragende og tankevækkende roman om en dansk kvinde, der efter sin mands død i 1942 tager på rekreation i München og oplever hverdagen i det nazistiske Tyskland.

Mit arbejde

Olga Ravn

Anna er forfatter og nybagt mor og bruger skriften i et forsøg på at komme overens med det skrækindjagende ved moderskabet i modigt og storslået værk om skabertrang og angst.

Det Danmark du kender

Peder Frederik Jensen

Peder Frederik Jensen har skrevet en hårdtslående samtidsroman og et harskt portræt af det Danmark, du måske ikke kender. 

 

Margrete I

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Martstrand-Jørgensen har skrevet et poetisk og detaljerigt psykologisk portræt af en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder.

 

Penge på lommen

Asta Olivia Nordenhof

Med stor psykologisk indsigt og et smukt og følsomt sprog, selv når handlingen er barskest, skyder Nordenhof sin romanføljeton om Scandinavian Star flot i gang.

 

Katalog over katastrofer

Stine Askov

Bengt forbereder sin 14-årige datter Helle på alverdens katastrofer, men dét bliver i sig selv en katastrofe i rasende god roman, der bør blive forfatterens store gennembrud.

Hvor lyset er

Malene Ravn (f. 1971)

Gribende og velkomponeret roman om Carl Fischer går bag om kunstneren og former den betagende skildring, så blikket vandrer mellem lyset og de mørke skyggesider.

Kaptajnen og Ann Barbara

Ida Jessen (f. 1964)

Ida Jessens mageløse og stilsikre roman har præmiere på det store lærred under navnet 'Bastarden'.

Rampen

Jesper Stein

Hudløst ærlig biografisk roman om, hvordan en smertefuld skilsmisse trækker spor langt ind i fremtiden.

Meter i sekundet

Stine Pilgaard

Stine Pilgaard har skrevet en sprogligt veloplagt komedie om kærlighed og normalitet og om at blive voksen i Vestjylland. 

 

Klinten

Jens Smærup Sørensen

Smærup Sørensen stiller skarpt på menneskets manglende fællesskaber, fremmedgørelse og klimaforandringer i et højaktuelt, stille og gribende villavejsdrama.

Paradis først

Kristina Stoltz

En dansk kvinde møder sin fortidige kærlighed i et politisk forarmet USA med vold og racisme i stærkt erindringsfletværk, hvor kroppen genoplever datid i nutid.

Blomsterdalen

Niviaq Korneliussen

Blomsterdalen er en vanvittig smuk og grum roman om selvmord blandt Grønlandske unge. En vigtig bog, der tager plads i sin læser og bør skabe debat.

Det, du ikke vil vide

Birgithe Kosović

Birgithe Kosovic har skrevet en stærk og modig bog om livet i sin multikulturelle familie med afstikkere til landet, der engang hed Jugoslavien.