Logo
Bogliste

Det socialt skæve samfund

Vil du udfordres på din egen logik, og mærke pulsen stige, når du sætter dig i de udsattes sted? Disse danske romaner er barske og rå samtidsskildringer, som peger på uligheden i samfundet og giver stemme til de laveste samfundslag. Der er langt mellem mennesker, når forfatterne beskriver et udtalt lagdelt samfund.

Den barske læsning er ofte fyldt med groteske hændelser og sort humor, og bøgerne tilbyder både opsigtsvækkende indsigter og god, velkomponeret underholdning.

Bøger på listen

Myrna

Michael Enggaard

Michael Enggaard indfanger både vrangsiden af det moderne København og halvfemsernes kriminelle Vesterbro med sit præcise sprog. Frisørens hævn er socialrealisme til tiden.

Snydt ud af næsen

Thomas Korsgaard

I Korsgaards version af Provins med stort P har alle ondt i maven - voksen og barn, rig og fattig, karakter og læser. 

Betonhjerter

Sara Rahmeh (f. 1985)

Sara Rahmeh har kastet meget kærlighed ind i sin roman, som nedbryder fordomme om boligblokke og barrierer mellem etniciteter.

Strøm

Michael Holbek

Michael Holbeks debutroman er et sympatisk og stolt tidsportræt af en håndværkerfamilies uindfriede, knuste og realiserede drømme.

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Glenn Bech

Glenn Bech retter et glødende og kraftfuldt opråb mod klassesamfundets evige ekskludering i voldsomt sympatisk projekt.

 

Vindueskiggeren

Erling Jepsen (f. 1956)

Årets Erling er et vidunderligt og absurd eksempel på, hvor svært det er at være ung mønsterbryder og kunstnerspire uden netværk. Erling Jepsen, når han er bedst. 

Nøjsomheden

Stine Askov

Stine Askovs velskrevne roman går helt tæt på det autentiske og mangfoldige miljø i Nøjsomheden. Skævheden i samfundet er udtalt, og snobberiet får en velplaceret lammer.

Habibi

Sebastian Bune

Bunes barske roman om en ung, der forsøger at frigøre sig fra en voldelig opvækst, er hjerteskærende virkelighedsnær. Stærk indignation og vrede bølger efter læsningen.

Lalandia

Jens Vilstrup

Ligger lykken på Lolland? Jens Vilstrup har skrevet en både barsk og smuk fortælling, der fortjener meget opmærksomhed.

De andre

Mikael P. Josephsen

Bo sover på et offentligt toilet, Konen i en container. Sammen med de andre hjemløse slås de for overlevelsen i rystende og menneskelig kollektivroman om livet som hjemløs.

Man skulle nok have været der

Thomas Korsgaard

Overbevisende og rørende afslutning på Korsgaards eminente trilogi om Tue, som nu er 17 år og forsøger at finde fodfæste i København.

Farskibet

Glenn Bech (f. 1991)

Debutanten Glenn Bech tager med sit affektive og storslåede sørgeskrift erindringslitteraturen til et nyt sted, hvor sorgen sidder i selve sproget. 

I ruiner

Morten Pape (f. 1986)

Pape vil meget med sin sidste roman i Amager-trilogien, men stråler i sine miljøbeskrivelser, hvor man mærker hans indgående kendskab og kærlighed til Amager.

Fra blokken

Jonas T. Bengtsson

Danny, Malik og Christian har været venner siden barndommen og er det stadig, selvom de er gået hver sin vej. Hårdtslående og potent roman leveret med udsøgt sprogligt overskud.

Det Danmark du kender

Peder Frederik Jensen

Peder Frederik Jensen har skrevet en hårdtslående samtidsroman og et harskt portræt af det Danmark, du måske ikke kender. 

 

Penge på lommen

Asta Olivia Nordenhof

Med stor psykologisk indsigt og et smukt og følsomt sprog, selv når handlingen er barskest, skyder Nordenhof sin romanføljeton om Scandinavian Star flot i gang.

 

Guds bedste børn

Morten Pape (f. 1986)

Morten Pape har skrevet sin anden roman, en hjerteskærende og kvalmende fortælling om racisme, vold og svigt.

Gennem natten og vinden

Maja Lucas

Maja Lucas skriver endnu engang skarpt og ublufærdigt om moderskabets mislyde og tabubelagte problematikker i stilsikker roman.

Frank vender hjem

Kristian Bang Foss

Det er en svær kunst at balancere mellem humor og alvor, men det lykkes på blændende vis for Bang Foss i samtidsromanen om to familier fra vidt forskellige samfundslag.

Planen

Morten Pape

De seneste 20 års danmarkshistorie set fra ghettoen Urbanplanen danner rammen om denne moderne dannelseshistorie. En gribende og barsk historie, der kryber ind under huden.

Min familie

Sebastian Bune

Romandebutanten Sebastian Bune beskriver gennem barnets øjne en voldsramt familie og et system, der varetager forældrenes tarv frem for børnenes.

En dag vil vi grine af det

Thomas Korsgaard (f. 1995)

Tues mor har fået en millionerstatning fra Patientklagenævnet. Alligevel er der ikke meget at grine af i Korsgaards overbevisende toer.

Hvis der skulle komme et menneske forbi

Thomas Korsgaard

Debutromanen om en drengs miserable opvækst i en socialt belastet familie ude på landet er stærk læsning.

Stormen i 99

Kristian Bang Foss

Vejrudsigten varsler storm over Danmark, al unødig udkørsel frarådes, så bliv indendørs og lad dig blive blæst omkuld af Bang Foss' vanvittigt velskrevne roman om livet på lageret.

Vor tids helt

Jacob Skyggebjerg

Stoffer, svigt og spanskundervisning. Forelskelse og forældre. Kriminalitet og klamme kælderrum. Det er historien om en ung mands liv på skyggesiden af Danmark.

Opland

Jens Vilstrup

En ufiltreret skildring af en dysfunktionel familie i et nødspor, hvor fysisk vold og psykisk terror har gennemtæret al fernis i husets fire vægge. 

Sus

Jonas T. Bengtsson

Sus har et projekt. Hun forbereder sig på sin fars løsladelse, hun vil nemlig slå ham ihjel. Ingen kan som Bengtsson skrive om personer og miljøer fra Danmarks bagside.

Submarino

Jonas T. Bengtsson

Nick er vred og selvdestruktiv, hans bror er alene med sin 6-årige søn, som han prøver at sikre en god opvækst midt i sin evige jagt på heroin.

Filmatiseret i 2010.