Logo
Bogliste

Uhyggelige graphic novels og tegneserier

Der er noget særligt ved uhyggen, når den manifesteres i form af graphic novels og tegneserier. Billederne og tegningerne i disse værker har en enestående evne til at skabe en dyb, urovækkende atmosfære, der klamrer sig til læseren længe efter sidste side er vendt.

Her møder vi historier, der foruroliger, overrasker og grænser til det mareridtsagtige. De kombinerer det bedste fra tegneseriekunsten med elementer af horror og suspense, hvilket gør dem til en frydefuld skrækoplevelse for dem, der tør kigge og læse.

Bøger på listen

Natteræd

John Kenn Mortensen

Nogle mareridt er så skræmmende, at ord ikke slår til. Men så er det godt, vi har John Kenn Mortensen.

Børnenes jord

Gipi/ Gianni Pacinotti

Samfundet er kollapset og dermed også vores menneskelighed i postapokalyptisk dystopi. Mesterlig graphic novel viser brutalitet, tomhed og forfald, men også svage håb.

Shirley Jacksons Lotteriet

Miles Hyman

Grafisk roman baseret på Shirley Jacksons horror klassiker. Miles Hyman indfanger fornemt den ildevarslende undertone i hele den vanvittige og rystende historie.

Alena

Kim W. Andersson

Vildt flot og enormt uhyggelig tegneserie om vold og mobning på en kostskole, hvor mobningen eskalerer til frygtelige handlinger, man slet ikke kan fatte.

Rovdyrenes klub: Bogeyman

Valérie Mangin & Steven Dupré

Historisk tegneserie af fineste karat. Den grumme og fængslende historie er et fint eksempel på, at den ”rigtige” tegneserie stadig findes.

Fribryderen

John Kenn Mortensen

Moderne fortolkning af myten om Faust af mesterlige John Kenn Mortensen anbefales til alle voksne mennesker, der kan tåle en tur til helvede.

Grimm : grumme eventyr genfortalt for gamle og unge

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker

Tænderklaprende uhyggelig genfortælling af brødrene Grimms skræmmende eventyr. Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker er to erfarne herrer ud i gysets genre, og det kan mærkes!

Grimm II : grumme eventyr genfortalt for gamle og unge

Kenneth Bøgh Andersen

Brøluhyggelig og imponerende flot gendigtning af udvalgte Grimm eventyr fremstår som et samlerobjekt med internationalt format.

Thornhill

Pam Smy

En sindsoprivende stærk og dyster graphic novel, der tager udgangspunkt i emner som ensomhed, mobning og omsorgssvigt. Hele historien forgår i rammerne af en klassisk gyserfortælling.

Maus

Art Spiegelman

Spiegelmann skildrer igennem fantastiske tegninger de komplikationer, der opstår, når man er efterfølger af en overlever fra Auschwitz.

Fuglemanden

Sarah Engell

Angst er ikke for børn. Det burde det ikke være. Men Sarah Engell og Lilian Brøggers grafiske roman om angst og psykisk sygdom er i den grad for både (store) børn og voksne.