Logo
Bogliste

Muren i litteraturen

I 2019 var det præcis 30 år siden, Berlinmuren krakelerede og optøede det binære verdensbillede mellem øst og vest. Med ét var verden forandret. Det giver stadig gåsehud og hjertebanken at se de 30 år gamle billeder og videooptagelser af folk, der i målløs glædesrus og eufori indtager muren og viser hinanden den menneskelighed, som muren i 28 lange år havde forhindret dem i.

Vi har samlet en liste over væsentlige værker i Wende-litteraturen, hvor tiden under DDR samt efterdønningerne fra Murens fald fungerer som tema eller ramme for fortællingerne. 

Bøger på listen

Kampzonen : min bror, Østtyskland og hadet

Ines Geipel

Ines Geipel har skrevet en barsk og hudløs bog, hvor hun fletter sin egen families historie gennem 100 år sammen med Østtysklands.

Kærligheden når det er alvor

Daniela Krien (f. 1975)

Gribende tysk kollektivroman om fem midaldrende kvinder, der slås med livet og krydser hinanden med barndommen i DDR som fælles bagtæppe.  

Afhopperne

Jesper Clemmensen

Dokumentarisk beretning om to jødiske familier, som overlevede nazisternes koncentrationslejre og senere flugten fra kommunisternes totalitære stat. Barsk og uafrystelig læsning og en meget vigtig bog.

Syngeklubben leipzigerne og andre mennesker fra DDR

Ole Steen Hansen (f. 1957)

Ole Steen Hansen har skrevet en personlig beretning om livet bag muren i det land, der engang hed DDR, og om livet efter murens fald.

I tider med aftagende lys

Eugen Ruge

Fremragende slægtshistorie om livet i Østtyskland fra 1950’ene og frem til tiden efter murens fald – fortalt med indsigt og humor.

Tårnet

Uwe Tellkamp

Fremragende murstensroman om DDR i de sidste år før murens fald.

Englenes by

Christa Wolf

Det er klogt, det er selvreflekterende og det er selvironisk,  når den ældre skribent gør op med sin personlige, politiske og kulturelle baggrund gennem et halvt århundrede.

Syv nætter

Simon Strauss

Tysk stjerneskud imponerer med tankevækkende bog om manglen på mening og sammenhængskraft i den digitale tidsalder.

Kruso

Lutz Seiler

’Kruso’ er en storslået og fabulerende roman om DDRs sidste dage, som de udspiller sig på et lille hotel på øen Hiddensee vest for Rügen.

Land i datid

Jesper Bugge Kold

Fremragende og meget velresearchet roman om at finde sine rødder og derved finde ud af, hvem man selv er.

Pigen

Angelika Klüssendorf

Romanen trænger sig helt ind under huden på læseren og efterlader sig et uudsletteligt indtryk med beskrivelsen af en piges barske opvækst i DDR.

Dengang vi drømte

Clemens Meyer

Clemens Meyers store roman om østtysk ungdom i tiden før og efter Murens fald er fremragende fortalt, på en gang urovækkende, rystende og tragikomisk.

Skyggemand - flugthjælper i den kolde krigs Berlin

Jesper Clemmensen

Dramatisk, interessant og vedkommende dokumentarisk fortælling om nogle af de mange mennesker, som satte deres liv på spil for at hjælpe folk med at flygte fra Østberlin i de første år efter Berlinmuren. Historieskrivning når det er bedst.

Lykkebarn med far

Christoph Hein

Det er forrygende, når den politiske virkelighed og den personlige historie smelter sammen i en stor tysk efterkrigsroman om valg og vilkår i det tidligere DDR.

Erobring

Christoph Hein

Spændende og medrivende historie om en krigsflygtnings barske liv i det gamle Østtyskland med klare paralleller til vore dages flygtninge- og indvandrersituation i Europa.

I den korte ende af Sonnenallee

Thomas Brussig

Humoristisk og mildt ironisk beretning om livet og hverdagen i den ende af Sonnenallee, som kom til at ligge på østsiden af muren i Berlin, fortalt af den unge Micha.

Willenbrock

Christoph Hein

Ligeså nådesløst som Christoph Hein kritiserede systemet i DDR-tiden, beskriver han i 'Willenbrock' de genforenede Tysklande med focus på Berlin.

Sommerhus, senere

Judith Hermann (f. 1970)

Judith Hermann er en af Tysklands bedste nulevende forfattere. Dette er hendes debut, ni fine og yderst velskrevne noveller, der kredser om at udsætte livet.

Før sol går ned

Jenny Erpenbeck

Jenny Erpenbeck beskriver den lille historie i den store og giver indblik i en turbulent del af det 20. århundrede med denne langtidsholdbare læseoplevelse.