Logo
Bogliste

Afropolitanske stemmer

Hvad vil det sige at være afrikaner lige nu? Hvad gør livet i diasporaen ved individet og dets tilhørsforhold til kontinentet? Hvor bevæger Afrika sig hen? Dette er afropolitanske spørgsmål. Afropolitanisme er en særlig kosmopolitisme med afrikanske rødder, som balancerer mellem genkendelighed og fremmedhed, og det er at give en stemme til mennesker, som har mærket kolonialismen og lever med den i hud og hår. Vi har samlet en liste af bøger til dig, der vil lytte, lære og forstå.

Bøger på listen

Menneskets dybeste erindring

Mohamed Mbougar Sarr

Filosofisk og dyster jagt ind i litteraturen sætter spot på kolonialismen og de ar, den sætter i flere generationer. 

På min huds sorthed

Aaiún Nin

Rasende, sårbart, stærkt og sanseligt manifest over den sorte kvindes virkelighed og kampen mod stilheden, umenneskeliggørelsen og afmagten.

Pige, kvinde, andet

Bernardine Evaristo

Et polyfonisk værk om køn, race, seksualitet og klasse fortæller om og spidder med en sprudlende lethed, humor og vid det moderne flamboyante kvindeliv i London.

Mit hjerte er en automat

Olivia Wenzel

Overbevisende romandebut bearbejder en ung, farvet kvindes liv i et land med hvide traditioner. 

Kollektivt hukommelsestab

Koleka Putuma

Sydafrikansk digtsamling rammer læseren lige i hjertekulen med soleklare, uprætentiøse og rørende digte om at være sort, kvinde, queer og kristen.

Som et muldyr der bringer flødeis til solen

Sarah Ladipo Manyika

Nigerianske Morayo har levet et langt liv i flere forskellige lande med racisme som ledsager. Romanen er en varm hyldest til mangfoldighed i verden.

Fuglenes gråd

Chigozie Obioma (f. 1986)

Originalt fortalt afrikansk tragedie om en ung mand i sine følelsers vold, der ikke forstår kunsten at vende ryggen til fortiden, men opsluges af had og vrede.

Og spøgelser : (Melanin II) : hjemsøgelser

Mikas Lang

Velskrevet og rytmisk digtsamling arbejder med racisme og tab. Mikas Lang har skrevet en intens digtsamling, der kan læses af mange.

Americanah

Chimamanda Ngozi Adichie

Helt fantastisk og meget dragende roman, der skarpt, præcist og nuanceret behandler forholdet mellem race, identitet, kultur og kærlighed i en globaliseret verden.

Drømmemestrene

Imbolo Mbue (f. 1982)

Drømmemestrene er en historie med meget på hjerte og hjertet på rette sted. Sød, men aldrig fjollet. Alvorlig, men aldrig kedelig.

Åben By

Teju Cole

Fortælleren skaber en fortættet stemning, mens han vandrer i New Yorks gader. Han tænker over livet, historien, 9/11’s indvirkning på verden, væggelus og venskab. 

Vi var fiskere

Chigozie Obioma

En knugende og rørende fortælling om en familie som falder fra hinanden og samtidig en beretning om Nigerias turbulente historie. 

Hjemfærd

Yaa Gyasi

Fantastisk debutroman om to halvsøstre og deres slægt igennem syv generationer.

 

Gå væk, Ghana

Taiye Selasi

Hvad sker der med en kernefamile, når kernen forsvinder? Har man en fortid, hvis man ikke kender den? Og hvad betyder ens etnicitet og oprindelse? Disse spørgsmål – og mange flere – tematiseres i Taiye Selasis velskevne værk.

En halv gul sol

Chimamanda Ngozi Adichie

Tvillingsøstrene Olanna og Kainene er omdrejningspunkterne i denne sansemættede, lidenskabelige og frem for alt mesterligt skrevne fortælling fra Biafraoprøret i 1960-erne.

Vi skal have nye navne

NoViolet Bulawayo

Man får næsten ondt i maven af følelsesindtrykkene fra Bulawayos debutroman om pigen Darling fra Zimbabwes slum.

Det du har om halsen

Chimamanda Ngozi Adichie

Betagende og barske noveller om kultursammenstødet mellem Nigeria og USA, som er Nigerianernes forjættede land på godt og ondt.

Spor 83

Fiston Mwanza Mujila

Fiston Mwanza Mujilas roman 'Spor 83' er en absurd, rablende, eskapistisk fortælling om bagsiden af det neokoloniale Afrika. Smuk poesi skabt af vold, håbløshed og livsdrift.

Drømme i krigens tid

Ngugi wa Thiongo

Den ene uforglemmelige scene efter den anden afløser hinanden i disse stærke barndomserindringer fra Kenya under kolonistyret. Centralt står en kultur under pres og drømmen om en uddannelse.

I fortolkerens hus

Ngugi wa Thiongo

Andet bind af den store afrikanske forfatters lavmælte erindringstrilogi om opvæksten i Kenya efterlader et stort indtryk.

En drømmemagers fødsel

Ngugi wa Thiongo

Østafrikas nobelprisdarling afslutter sin erindringstrilogi med at tage hul på forfatterlivet og kradse i den strukturelle racismes fernis med en blød negl.