Anmeldelse
Din mor elskede Paris af Jon Monrad Møller
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Jon Monrad Møllers debutroman er en poetisk historie om at tegne sig selv og sin familie som et menneskeligt landkort.
Henrik får ikke rigtig lavet noget. Det bliver til for lidt med ham, han lader dagene gå, en efter en, mens han i al stilfærdighed sidder på Olriks Café og lader sig underholde af et broget stamklientel. Henriks særdeles velhavende far havde ellers store planer for sin søn. Et bizart og ekstremt detaljeret testamente - selv regler for onani er beskrevet! – skal udstikke retningen for Henrik, intet må overlades til tilfældighederne. Men Henrik er underligt ligeglad med testamentet, som hans mor, mens hun endnu levede, kaldte ”en syg mands værk”. Nu hvor de begge er døde, forsøger Henrik at samle sin familie som et puslespil i sin bevidsthed. Der er mange brikker, og en efter en placeres de et sted. Ikke nødvendigvis på deres rette sted. Det er som om, Henrik famler sig frem til sin egen historie. For det er sådan, han er: Henrik er ikke en mand, der ved, hvad han vil. Han tøver. Går i stå, prøver igen.
Henrik har ikke fået nogen uddannelse. Han har heller ingen børn, og kvinderne i hans liv er ligesom altid gledet ud igen. Hans omgangskreds er på Olriks Café; en lille samling mennesker, der mødes dagligt. De er hverken højtråbende eller voldsomt alkoholiserede; stilfærdige - men ikke uden dybde og indsigt. Det samme kan man sige om tonen i romanen. Der er en fjerlet poesi i sproget, som gør historien tidløs. Som da Henrik venter på sit snit til at byde den bedårende Amalie op til dans for tredje gang, og Carl Åge glider forbi og ”greb hendes hænder med en selvfølgelighed, som om de havde tilbragt hele aftenen med bare at vente på ham”. Sådan ville man skrive for hundrede år siden, men det virker ikke påtaget eller kunstigt i Jon Monrad Møllers litterære univers, tværtimod giver det romanen dens helt særegne tone. For nok er romanen nutidig, men der ringer ingen mobiltelefoner og ingen sender en sms eller tjekker Facebook. På den måde kunne historien lige så godt foregå for 50 år siden.
’Din mor elskede Paris’ er en historie om at finde sig selv. Om at flagre rundt på må og få uden at finde ordentligt fodfæste i tilværelsen, mens dagene bare går. ’Hvad er mennesket uden pligten? ’ spørger Henriks far retorisk i sit syge testamente. Henriks stilfærdige oprør mod sin afdøde far består i altid at undvige pligten. Afsløringen af familiehemmelighederne kommer måske nok lige lovlig bombastisk til slut i romanen, men det kan man sagtens bære over med, når de fortælles med en sproglig ynde, som man sjældent ser i litteratur skrevet i 2016.
Oprindeligt skrevet af Louise Østergaard, Litteratursiden.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Jon Monrad Møllers debutroman er en poetisk historie om at tegne sig selv og sin familie som et menneskeligt landkort.
Henrik får ikke rigtig lavet noget. Det bliver til for lidt med ham, han lader dagene gå, en efter en, mens han i al stilfærdighed sidder på Olriks Café og lader sig underholde af et broget stamklientel. Henriks særdeles velhavende far havde ellers store planer for sin søn. Et bizart og ekstremt detaljeret testamente - selv regler for onani er beskrevet! – skal udstikke retningen for Henrik, intet må overlades til tilfældighederne. Men Henrik er underligt ligeglad med testamentet, som hans mor, mens hun endnu levede, kaldte ”en syg mands værk”. Nu hvor de begge er døde, forsøger Henrik at samle sin familie som et puslespil i sin bevidsthed. Der er mange brikker, og en efter en placeres de et sted. Ikke nødvendigvis på deres rette sted. Det er som om, Henrik famler sig frem til sin egen historie. For det er sådan, han er: Henrik er ikke en mand, der ved, hvad han vil. Han tøver. Går i stå, prøver igen.
Henrik har ikke fået nogen uddannelse. Han har heller ingen børn, og kvinderne i hans liv er ligesom altid gledet ud igen. Hans omgangskreds er på Olriks Café; en lille samling mennesker, der mødes dagligt. De er hverken højtråbende eller voldsomt alkoholiserede; stilfærdige - men ikke uden dybde og indsigt. Det samme kan man sige om tonen i romanen. Der er en fjerlet poesi i sproget, som gør historien tidløs. Som da Henrik venter på sit snit til at byde den bedårende Amalie op til dans for tredje gang, og Carl Åge glider forbi og ”greb hendes hænder med en selvfølgelighed, som om de havde tilbragt hele aftenen med bare at vente på ham”. Sådan ville man skrive for hundrede år siden, men det virker ikke påtaget eller kunstigt i Jon Monrad Møllers litterære univers, tværtimod giver det romanen dens helt særegne tone. For nok er romanen nutidig, men der ringer ingen mobiltelefoner og ingen sender en sms eller tjekker Facebook. På den måde kunne historien lige så godt foregå for 50 år siden.
’Din mor elskede Paris’ er en historie om at finde sig selv. Om at flagre rundt på må og få uden at finde ordentligt fodfæste i tilværelsen, mens dagene bare går. ’Hvad er mennesket uden pligten? ’ spørger Henriks far retorisk i sit syge testamente. Henriks stilfærdige oprør mod sin afdøde far består i altid at undvige pligten. Afsløringen af familiehemmelighederne kommer måske nok lige lovlig bombastisk til slut i romanen, men det kan man sagtens bære over med, når de fortælles med en sproglig ynde, som man sjældent ser i litteratur skrevet i 2016.
Oprindeligt skrevet af Louise Østergaard, Litteratursiden.
Kommentarer