Anmeldelse
Jeg mødte Jesus af Charlotte Rørth
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Journalist Charlotte Rørth har mødt Jesus – endda mere end en gang. Den oplevelse gik hun stort set alene med i årevis, inden hun fik modet til nu at dele den med alle.
Journalist Charlotte Rørth mødte Jesus en dag i et kapel i en kirke i byen Úbeda i Spanien. Mødet var pludseligt – men så alligevel på en måde forberedt. Rørth har nemlig inden mødet oplevet at være blevet gennemstrømmet af, hvad man må kalde et helligt lys, hun har oplevet at lyse, og hun har oplevet, at andre har set det hos hende. "Du er udvalgt", siger en lille sort spansk kone til hende kort før det første møde. Mødet finder sted i sakristiet i en spansk kirke, hvor Rørth møder Jesus som om han var et hologram, som i en scene fra et af hans vandringsår med apostlene et sted i Israel, på en støvet vej, med træer i vejkanten:
"Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår er en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blåt og fyldt med venlighed (...)
- Velkommen, godt at se dig.
Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods alle mine løgne, små og store, min surhed og smålighed (...)"
Rørth er ikke egentlig kristen, ikke troende, ikke søgende. Så med journalistisk grundighed og redelighed begynder hun at søge forklaring på oplevelsen, at opsøge forskning i tilsvarende fænomener – en omfattende litteraturliste dokumenterer hendes dybe seriøsitet. Og for hende ville det være meget nemmere at kunne forklare – eller bortforklare – oplevelsen som blot et fænomen, selv om hun kan opleve lysstråler fra sine fingre.
Hun holder oplevelsen inden for en lukket kreds, men hun møder Jesus igen, omtrent som første gang, og denne gang siger han direkte til hende: "Jeg stoler på dig". Og Rørth fortolker det sådan, at hun må stå frem med sin vished om Jesu eksistens og kærlighed, selv om det jo forrykker alt i hendes liv, selv om hun fra nu af må leve i, hvad hun kalder sin "alenehed", som en af de få, der ikke tror – men ved. Med omkostninger og konsekvenser, hun fra nu af må leve livet i alle dets facetter med.
Det er en smuk og stærk bog, en modig bog fra en kvinde, der ikke kunne tie om sit møde med Jesus og sin viden om Jesu væsen. En fin og renfærdig deling af den viden med en verden, der så kan tage den til sig, tøve, tvivle, afvise eller håne. Uanset position i feltet kan man her få en stærk oplevelse af, hvordan det som menneske kan være at blive delagtig med det guddommelige. Et stærkt, stærkt dokument.
Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Journalist Charlotte Rørth har mødt Jesus – endda mere end en gang. Den oplevelse gik hun stort set alene med i årevis, inden hun fik modet til nu at dele den med alle.
Journalist Charlotte Rørth mødte Jesus en dag i et kapel i en kirke i byen Úbeda i Spanien. Mødet var pludseligt – men så alligevel på en måde forberedt. Rørth har nemlig inden mødet oplevet at være blevet gennemstrømmet af, hvad man må kalde et helligt lys, hun har oplevet at lyse, og hun har oplevet, at andre har set det hos hende. "Du er udvalgt", siger en lille sort spansk kone til hende kort før det første møde. Mødet finder sted i sakristiet i en spansk kirke, hvor Rørth møder Jesus som om han var et hologram, som i en scene fra et af hans vandringsår med apostlene et sted i Israel, på en støvet vej, med træer i vejkanten:
"Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår er en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blåt og fyldt med venlighed (...)
- Velkommen, godt at se dig.
Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods alle mine løgne, små og store, min surhed og smålighed (...)"
Rørth er ikke egentlig kristen, ikke troende, ikke søgende. Så med journalistisk grundighed og redelighed begynder hun at søge forklaring på oplevelsen, at opsøge forskning i tilsvarende fænomener – en omfattende litteraturliste dokumenterer hendes dybe seriøsitet. Og for hende ville det være meget nemmere at kunne forklare – eller bortforklare – oplevelsen som blot et fænomen, selv om hun kan opleve lysstråler fra sine fingre.
Hun holder oplevelsen inden for en lukket kreds, men hun møder Jesus igen, omtrent som første gang, og denne gang siger han direkte til hende: "Jeg stoler på dig". Og Rørth fortolker det sådan, at hun må stå frem med sin vished om Jesu eksistens og kærlighed, selv om det jo forrykker alt i hendes liv, selv om hun fra nu af må leve i, hvad hun kalder sin "alenehed", som en af de få, der ikke tror – men ved. Med omkostninger og konsekvenser, hun fra nu af må leve livet i alle dets facetter med.
Det er en smuk og stærk bog, en modig bog fra en kvinde, der ikke kunne tie om sit møde med Jesus og sin viden om Jesu væsen. En fin og renfærdig deling af den viden med en verden, der så kan tage den til sig, tøve, tvivle, afvise eller håne. Uanset position i feltet kan man her få en stærk oplevelse af, hvordan det som menneske kan være at blive delagtig med det guddommelige. Et stærkt, stærkt dokument.
Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.
Kommentarer