Anmeldelse
Remarque: Intet nyt fra Vestfronten
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Anden Verdenskrig kan ikke forstås uden at have et kendskab til Første Verdenskrig. Når man sammenholder mængden af fag- og skønlitteratur, der er udkommet om de to krige, behøver man dog ikke fortælle, hvilken krig, der har tiltrukket sig størst opmærksomhed.
Første Verdenskrig ramte verden som et chok efter »la belle époque«. Omkring 1900 og årene derefter herskede en optimisme, som verdenssamfundet sjældent havde oplevet før. Men så kom katastrofen, og det blev en katastrofe, fordi det politiske liv og også militære ledere gik i krig, som om det var en af de krige, der hidtil var blevet udkæmpet i historien. De overså, at industrialiseringen havde skabt en uhyggelig krigsmaskine, der ville dræbe og lemlæste i helt uhyggelig målestok. Soldater skulle blive mejet ned på slagmarken, som mennesket aldrig havde oplevet før. Vestfrontens store slag havde intet til fælles med fortidens feltslag. Det var uhyre slagterier koncentreret om nogle få kvadratkilometer mudder.
Især i Tyskland fik Første Verdenskrig flere forskellige følger. Den skabte en desillusioneret generation af mænd, der vendte hjem fra krigens gru og havde mistet al tro på menneskeheden. Mange af disse mænd røg på stoffer og for nogles vedkommende også i ekstreme miljøer, enten stærkt nationale eller syrede kunstnermiljøer.
Dette sætter »Intet nyt fra Vestfronten« i relief. Remarque skildrer skånselsløst, hvordan otte unge mænd, studerende og arbejdere oplever den meningsløse og ubegribeligt blodige krig i skyttegravene mellem Tyskland og Frankrig. Vi følger en jeg-fortæller, Paul, der som forfatteren kender skyttegravene. Erich Maria Remarque er pseudonym for Erich Paul Kramer (1898-1970), der i 1916 blev indkaldt til militærtjeneste i krigen. I 1917 blev han selv såret og indlagt på lazaret på Vestfronten.
Romanen er ikke blot en stærk anti-krigsroman, men er også blevet fremhævet som en roman om kammeratskabet blandt frontsoldaterne: »De (kammeraterne) er mere end mit liv, disse stemmer, de betyder mere end min mor og angsten, de er det stærkeste og mest beskyttende, der findes, de er mine kammeraters stemmer«.
Ingen tvivl om, at frontsoldaterne overlevede på en stærk tro på kammeratskabet. Men i en vis forstand er billedet mere skønlitterært end virkelighed. Tabene var så store, at enheder for det meste blev smadret eller reorganiseret så ofte, at kun ganske få menige oplevede noget længerevarende venskab inden for den samme kreds af kammerater.
Krigens brutalitet og rædsler, dens lidelser, meningsløshed og håbløshed, soldaternes magtesløshed, slagteriet, når infanteriet gik til angreb mod maskingeværild, skildres her, så det næsten ikke er til at bære. Og så var det bare indledningen til endnu en endnu større katastrofe.
Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten, 191 sider (Gyldendal).
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Anden Verdenskrig kan ikke forstås uden at have et kendskab til Første Verdenskrig. Når man sammenholder mængden af fag- og skønlitteratur, der er udkommet om de to krige, behøver man dog ikke fortælle, hvilken krig, der har tiltrukket sig størst opmærksomhed.
Første Verdenskrig ramte verden som et chok efter »la belle époque«. Omkring 1900 og årene derefter herskede en optimisme, som verdenssamfundet sjældent havde oplevet før. Men så kom katastrofen, og det blev en katastrofe, fordi det politiske liv og også militære ledere gik i krig, som om det var en af de krige, der hidtil var blevet udkæmpet i historien. De overså, at industrialiseringen havde skabt en uhyggelig krigsmaskine, der ville dræbe og lemlæste i helt uhyggelig målestok. Soldater skulle blive mejet ned på slagmarken, som mennesket aldrig havde oplevet før. Vestfrontens store slag havde intet til fælles med fortidens feltslag. Det var uhyre slagterier koncentreret om nogle få kvadratkilometer mudder.
Især i Tyskland fik Første Verdenskrig flere forskellige følger. Den skabte en desillusioneret generation af mænd, der vendte hjem fra krigens gru og havde mistet al tro på menneskeheden. Mange af disse mænd røg på stoffer og for nogles vedkommende også i ekstreme miljøer, enten stærkt nationale eller syrede kunstnermiljøer.
Dette sætter »Intet nyt fra Vestfronten« i relief. Remarque skildrer skånselsløst, hvordan otte unge mænd, studerende og arbejdere oplever den meningsløse og ubegribeligt blodige krig i skyttegravene mellem Tyskland og Frankrig. Vi følger en jeg-fortæller, Paul, der som forfatteren kender skyttegravene. Erich Maria Remarque er pseudonym for Erich Paul Kramer (1898-1970), der i 1916 blev indkaldt til militærtjeneste i krigen. I 1917 blev han selv såret og indlagt på lazaret på Vestfronten.
Romanen er ikke blot en stærk anti-krigsroman, men er også blevet fremhævet som en roman om kammeratskabet blandt frontsoldaterne: »De (kammeraterne) er mere end mit liv, disse stemmer, de betyder mere end min mor og angsten, de er det stærkeste og mest beskyttende, der findes, de er mine kammeraters stemmer«.
Ingen tvivl om, at frontsoldaterne overlevede på en stærk tro på kammeratskabet. Men i en vis forstand er billedet mere skønlitterært end virkelighed. Tabene var så store, at enheder for det meste blev smadret eller reorganiseret så ofte, at kun ganske få menige oplevede noget længerevarende venskab inden for den samme kreds af kammerater.
Krigens brutalitet og rædsler, dens lidelser, meningsløshed og håbløshed, soldaternes magtesløshed, slagteriet, når infanteriet gik til angreb mod maskingeværild, skildres her, så det næsten ikke er til at bære. Og så var det bare indledningen til endnu en endnu større katastrofe.
Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten, 191 sider (Gyldendal).
Kommentarer