David Copperfield af Charles Dickens

En af verdenslitteraturens store udviklingsromaner – gribende, underholdende og fyldt med humor.

Den myreflittige Dickens var en af victoriatidens største forfattere. Som andre af Dickens’ murstensromaner udkom ’David Copperfield’ først som føljeton og blev omgående en succes. Dickens syntes altid, at hans seneste roman var hans bedste, men ’David Copperfield’ var hele livet igennem hans absolutte yndlingsroman og den, der faldt ham lettest at skrive. Det er også den roman, der rummer flest selvbiografiske træk.

Dickens var en uhyre talentfuld forfatter. Ikke ufejlbarlig, for han havde en hang til sentimentalitet og blegsottige heltinder, der var så yndige og utroværdigt englegode. Det mere end opvejer han med sine øvrige personer, hvor selv den mindste biperson står meget levende for læseren.

Denne roman beskriver David Copperfields omskiftelige liv, fra han bliver født, til han finder sin rette plads i tilværelsen som forfatter og gifter sig med den smukke, kloge og uselviske Agnes, der er den rette hustru for ham. Hans trængsler begynder med den tyranniske og ondskabsfulde stedfar mr. Murdstone(!), der godt hjulpet af sin usympatiske søster snart sender Davids unge mor i graven. Efter et ophold på en rædselsfuld kostskole og et ydmygende job som flaskedreng flygter den ensomme og ulykkelige David i håb om at finde sin grandtante. Herefter går det fremad med ham, fordi han møder kærlige og hjælpsomme mennesker.

Dickens giver en indsigtsfuld beskrivelse af den følsomme og forsømte dreng, og senere morer læseren sig kongeligt over den purunge Davids mange forelskelser. Men det er i lige så høj grad bipersonerne, der holder læserens interesse fangen. Det vrimler med excentriske personer som den farverige og aldeles uforglemmelige mr. Micawber, der er en karikatur af forfatterens far. Altid på fallittens rand, men ukuelig optimist og overbevist om, at "noget vil vise sig". Der er herlige beskrivelser af slyngler som den sleske og påtaget ydmyge Uriah Heep. Og mange, mange flere. Ikke mindst den kærlige tjenestepige Peggotty og hendes jævne og hjertensgode bror. De bringes alle til live af Dickens’s mesterlige og malende sprog, der ejer en særegen rytme.

Forlaget fortjener stor ros for denne genudgivelse i Eva Hemmer Hansens udmærkede oversættelse.