Man skal ikke læse Caribou Island, hvis man vil have bekræftet, at kærligheden overvinder alt. Med mindre man vil tage med, at kærligheden æder sig selv op, til der kun er den tomme skal tilbage.
Alle personer i Caribou Island forlader eller svigter hinanden, eller tror at de bliver forladt og svigtet - og derfor selv bevæger sig væk. Det gælder ikke mindst ægteparret Gary og Irene, der er midt i halvtresserne. Parret har de to voksne børn Mark, som mest er optaget af at blive skæv, og datteren Rhoda, som er sammen med tandlægen Jim.
Irene er overbevist om, at Garys projekt med at bygge en bjælkehytte, som parret kan bo i på den øde ø Caribou Island i Alaska, er hans forberedelse til at forlade hende. Svigersønnen Jim er Rhoda utro og har målrettede ambitioner om at gøre det igen og igen. Rhoda kan mærke det, og får ham til fri til hende for at binde ham - men fjerner sig samtidig fra ham. Og sønnen Mark har svigtet hele familien for mange år siden...
Det er som sagt en meget misantropisk bog på kærlighedens og familieinstitutionens vegne. Alene Garys projekt med at bygge en pilskæv, uforberedt hytte på en øde ø i en vildmark i Alaska som basis for at videreføre et skrantende ægteskab er et symbol, der vil noget…
Caribou Island er en af de "små" Great American Novels, og har klart sin rolle at spille i den samenhæng. Det er en meget velskrevet og knugende bog at læse, som næsten får sin læser til at miste troen på kærligheden. Det fortæller noget om, at Vann er en rigtig god forfatter – at kunne overbevise om kærligheden som et grundlæggende mislykket projekt. Personerne fremstår virkelige og levende - og jeg levede i bogen, mens jeg læste den.
De nyere amerikanske bøger, som jeg kom til at tænke på under læsningen, var Jonathan Frantzens Frihed og tildels Elizabeth Strouts Olive Kitteridge, men i de bøger er der dog håb for kærligheden.
Og jeg vil da håbe, at David Vann ikke tror, at han selv har ret: For kærligheden er da værd at søge! Eller….?
Fremragende bog, deprimerende budskab.
Fra: Bogbrokken
Kommentarer