Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol

Endnu engang tager Chimamanda Ngozi Adichie mig med storm, denne gang med En halv gul sol fra 2007 om Biafras korte og meget barske historie i slutningen af tresserne.
Uha, den er altså svær at give et kortfattet resumé af, uden at det enten bliver helt uden nuancer - eller at selve referatet kommer til at fylde et par A4-sider. Kort fortalt er det det de to meget forskellige tvillingesøstre Olannas og Kainenes færd gennem tresserne vi hører om. Olanna er den meget smukke og varme søster, der starter en karriere som sociolog på universitetet i Nsukka, hvor kæresten Odenigbo også er ansat som matematiker. Fra livet i den højere middelklasse fører krigen til livet som flygtninge, der piller meget glans af de to håbefulde unge mennesker. De har også Ugwu, deres houseboy, som er en meget central person i bogen. Han er fra landet, lærevillig og lærenem og tretten år i starten af bogen.Den anden søster Kainene er den en del mindre kønne, noget kantet både fysisk og psykisk og en benhård forretningskvinde, som den hvide engelske journalist Richard forelsker sig i. For Kainene er det mere valg end nødvendighed, der gør, at hun drages ind i historien og i krigen.
Som sædvanlig i Chimamanda Ngozi Adichies bøger er der mange temaer i spil. Her er det selvfølgelig først og fremmest emnerne Biafra og begrebet krig, der er centrale. Og det er den kvindelige og hverdagsagtige vinkel på krig, der tale om - ikke soldaterliv og strategi. Det er livet, der ændrer sig fra servering af rigelig mad og drinks i de hyggelige stuer - og til at skulle stå i køen efter pulveræggeblomme ved nødhjælpsuddelingen. Men også "gamle" travere tager Adichie op igen, forholdet mellem den rige vestlige verden og det stereotype billede, vi har af Afrika og afrikanerne.
Det er en gribende og intens roman om en glemt krig, som er et stort sår i Nigerias historie. Man regner med at mellem to og tre mill. mennesker døde, ikke mindst børn pga. sult. (Mange lidt ældre læsere kan sikkert huske begrebet biafrabarn). Samtidig er det en nærmest umulig opgave, som Adichie har løst mesterligt, at skrive en varm, livsbekræftende bog, der på trods af hendes familiemæssige historie (mange fra hendes egen familie døde under krigen) har skrevet en bog, som ikke fordømmer nogen, hverken bødler, voldtægtsmænd eller lignende. Det nærmeste, man kommer en fordømmelse, er af den vestlige støtte til Nigeria - der selvfølgelig havde baggrund i penge - nemlig olieressourcer!
Fantastisk flot bog, som kommer til at ligge at skvulpe meget længe i mit lille grødfad!

Fra Bogbrokken