Værelse nummer 10 af Åke Edwardson

Syvende krimi med kriminalkommissær Erik Winter fra Gøteborg. Og som altid så spændende og velfortalt, at det går ud over læserens nattesøvn.

En ung kvinde findes myrdet på et hotel. Kriminalkommissær Erik Winter leder efterforskningen af sagen, som har umiskendelige ligheder med en 18 år gammel sag. Dengang var Erik Winter ny i politiet, og sagen blev aldrig opklaret.

Efterforskningen af den aktuelle sag går umådeligt trægt, og Erik Winter nages både af det og af den gamle sag. Samtidig er han ved for alvor at være træt af den svenske vinter og af samfundets skyggesider, så han ser frem til et halvt års orlov i Spanien med familien.

Efterforskningen før og nu flettes sammen på elegant vis i romanen, ligesom Erik Winters privatliv glider ud og ind mellem siderne. Kriminalbetjentene er gennemgående personer i Åke Edwardsons politiromaner, og de skildres flot og overbevisende. Den reserverede Erik Winter selv med overklassemanererne og den forfinede smag har udviklet sig gennem serien, som man klart anbefales at læse i rækkefølge.

Sagen om kvindemordet viser sig at være makaber og tragisk, og den kulminerer meget dramatisk på bogens sidste sider. Edwardson skriver i intense og ultrakorte sætninger, hvor ikke så lidt er underforstået, og hvor Erik Winters indre dialoger kræver en koncentreret læser.

Læsere til Åke Edwardson er der mange af (som til så mange af tidens formidable svenske kriminalforfattere), og mon ikke man kan håbe på, at han stiler mod en serie på 10 bind som Sjöwall og Wahlöös legendariske "Roman om en forbrydelse"?

Oversat af Søren Vinterberg. Fremad, 2007. 427 sider.