Anmeldelse
Sangen om den røde rubin af Agnar Mykle
Verdensberømt! Berygtet! Skandalesucces! Ja – det var i 1956! I dag: Glemt? Myte? Klassiker?
Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne
Lån bogen på 
Et blik på din dåbsattest vil formentlig afgøre dit valg. Mange af os, der var unge i 1960’erne har den liggende – lyslevende – i erindringsskabet sammen med ”Fanny Hill”, ”Lady Chatterley ..”, ”Sexus” og Soya’s ”Sytten”, alle forbudte bøger, der handlede om sex, læst i smug og med bankende hjerte, og ”Rubinen” havde nogle af de mest saftige beskrivelser, sådan husker man det.
Den blev da også af den norske anklagemyndighed anset for så utugtig, at bogen blev beslaglagt, og forfatter og forlægger tiltalt og dømt, hvilket blev en personlig tragedie for forfatteren. Den blev forbudt på Island, i Finland både forbudt, beslaglagt og brændt. I Danmark stoppede Radiorådet en oplæsning af bogen. Diskussionen rasede, mens retssagen kørte. Bogen blev kaldt pornografisk, pervers, obskøn og uappetitlig. Bibliotekerne nægtede at købe den. Og hvilken reklame! 20.000 ex. solgt på et par måneder.
Forargelsen er for længe siden kommet på museum, men er bogen overhovedet til at læse i dag?
Det prøvede jeg så, at genlæse ”Den røde rubin”, og denne gang læste jeg også dét ind imellem de erotiske passager, og der var af og til op til 50 sider ”alm. romanstof”! Dem har jeg nok ikke studeret så nøje tidligere, for min egen paperback-udgave fra 1964, købt i en nærliggende kiosk og omhyggeligt gemt for forældreindblanding, åbnede sig villigt de ”gode steder”.
Nu læste jeg så historien om den 23-årige, violinspillende Ask Burlefot, der i 1939 kommer til Bergen for at studere ved den økonomiske højskole, en lidt gammeldags udviklingsroman, fuld af ungdommelig længsel og smerte, sårbarhed, politisk oprør og seksualitetens mysterier.
Han ”elsker alle livets vidunderlige dufte og essenser”, han er frygtelig bange for graviditeter, giftelystne piger og afviste kvinder. Glad er han til gengæld for villige piger, der lugter som æbler og multebær mellem benene og sin tro på den røde rubin, symbolet på den rigtige kærlighed.
Han er ”vred ung mand”, men står ikke på barrikaderne og vifter med røde flag, selvom han er erklæret socialist; han er i virkeligheden en rigtig romantisk narcissist med kærligheden med stort K som livets mål og mening, og til slut en erkendelse af, at ”kærligheden er en ensom ting”, altså ikke til at nå.
Bogen er også debatter i studentersamfundet, beskrivelse af småfolk med nazisympatier og socialistiske intellektuelle. Den er et opgør med puritanismen, datidens forløjede seksualmoral og i det hele taget al småborgerlig moral, ”det lille liv”, med livsnydelsen som den positive overordnede værdi, der bør sættes i stedet for.
Bogen er da også flere gange blevet angrebet af senere tiders moralister, f.eks. marxister og feminister.
Men prøv at glemme disse moralpolitiske angreb og læs bogen for dens seksual-realistiske beskrivelser, som er dejligt levende og sanselige, men også (og især) for dens litterære og indholdsmæssige kvaliteter: poesien, humoren, tidsbilledet, alt i et sanseligt og detailleret sprog, og allermest: for den glæde ved livets skønhed, som er dens vigtigste budskab.
Oversat af Claus Clausen. Tiderne Skifter, 1996. 398 sider
Verdensberømt! Berygtet! Skandalesucces! Ja – det var i 1956! I dag: Glemt? Myte? Klassiker?
Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne
Lån bogen på
Et blik på din dåbsattest vil formentlig afgøre dit valg. Mange af os, der var unge i 1960’erne har den liggende – lyslevende – i erindringsskabet sammen med ”Fanny Hill”, ”Lady Chatterley ..”, ”Sexus” og Soya’s ”Sytten”, alle forbudte bøger, der handlede om sex, læst i smug og med bankende hjerte, og ”Rubinen” havde nogle af de mest saftige beskrivelser, sådan husker man det.
Den blev da også af den norske anklagemyndighed anset for så utugtig, at bogen blev beslaglagt, og forfatter og forlægger tiltalt og dømt, hvilket blev en personlig tragedie for forfatteren. Den blev forbudt på Island, i Finland både forbudt, beslaglagt og brændt. I Danmark stoppede Radiorådet en oplæsning af bogen. Diskussionen rasede, mens retssagen kørte. Bogen blev kaldt pornografisk, pervers, obskøn og uappetitlig. Bibliotekerne nægtede at købe den. Og hvilken reklame! 20.000 ex. solgt på et par måneder.
Forargelsen er for længe siden kommet på museum, men er bogen overhovedet til at læse i dag?
Det prøvede jeg så, at genlæse ”Den røde rubin”, og denne gang læste jeg også dét ind imellem de erotiske passager, og der var af og til op til 50 sider ”alm. romanstof”! Dem har jeg nok ikke studeret så nøje tidligere, for min egen paperback-udgave fra 1964, købt i en nærliggende kiosk og omhyggeligt gemt for forældreindblanding, åbnede sig villigt de ”gode steder”.
Nu læste jeg så historien om den 23-årige, violinspillende Ask Burlefot, der i 1939 kommer til Bergen for at studere ved den økonomiske højskole, en lidt gammeldags udviklingsroman, fuld af ungdommelig længsel og smerte, sårbarhed, politisk oprør og seksualitetens mysterier.
Han ”elsker alle livets vidunderlige dufte og essenser”, han er frygtelig bange for graviditeter, giftelystne piger og afviste kvinder. Glad er han til gengæld for villige piger, der lugter som æbler og multebær mellem benene og sin tro på den røde rubin, symbolet på den rigtige kærlighed.
Han er ”vred ung mand”, men står ikke på barrikaderne og vifter med røde flag, selvom han er erklæret socialist; han er i virkeligheden en rigtig romantisk narcissist med kærligheden med stort K som livets mål og mening, og til slut en erkendelse af, at ”kærligheden er en ensom ting”, altså ikke til at nå.
Bogen er også debatter i studentersamfundet, beskrivelse af småfolk med nazisympatier og socialistiske intellektuelle. Den er et opgør med puritanismen, datidens forløjede seksualmoral og i det hele taget al småborgerlig moral, ”det lille liv”, med livsnydelsen som den positive overordnede værdi, der bør sættes i stedet for.
Bogen er da også flere gange blevet angrebet af senere tiders moralister, f.eks. marxister og feminister.
Men prøv at glemme disse moralpolitiske angreb og læs bogen for dens seksual-realistiske beskrivelser, som er dejligt levende og sanselige, men også (og især) for dens litterære og indholdsmæssige kvaliteter: poesien, humoren, tidsbilledet, alt i et sanseligt og detailleret sprog, og allermest: for den glæde ved livets skønhed, som er dens vigtigste budskab.
Oversat af Claus Clausen. Tiderne Skifter, 1996. 398 sider
Kommentarer