Logo
Bogliste

Island - islandsk litteratur

Islandsk litteratur. De fleste kender sagaerne, Halldór Laxness og Einar Már Guðmundsson. Men måske har nogen også læst Jón Kalman Stefánsson og Auður Ava Ólafsdóttir? Vi har samlet noget af den bedste islandske litteratur.

Listen indeholder romaner, noveller og lyrik af islandske forfattere. 

Bøger på listen

Eden

Auður Ava Ólafsdóttir

Auður Ava Ólafsdóttir har med sit charmerende, håbefulde univers og florlette sprog skrevet en roman, der lyser og lever i hænderne på læseren.

Flugten til Kolbeinsø

Bergsveinn Birgisson

Gal eller genial? Et vildt road trip gennem de islandske landskaber udvikler sig til en rejse ind i sindets mørke kringelkroge i syret roman.

Forstyrrelsen

Steinar Bragi

Med stilsikker hånd udfordrer islandske Steinar Bragi vores blik på virkeligheden og vender verden på siden. Resultatet er både fascinerende og tankevækkende.

Dit fravær er mørke

Jón Kalman Stefánsson

Menneskets mægtigste følelser kan ses fra månen, lyder det i flot og voluminøs roman. Desværre kommer poesien til at dreje ind i sig selv og implodere.

Byen

Ragnar Jónasson (f. 1976)

Ragnar Jónasson er tilbage i gåsehudsfremkaldende topform. Nordic Noir når det er bedst!

Aprilsolskinskulde (noget helt særligt)

Elísabet Jökulsdóttir

Da unge Védís mister sin far, følger en sorg, der bliver udgangspunkt for stor kærlighed, misbrug og en rejse i et mentalt forvrænget univers i finurlig og smertefuld fortælling.

Tres kilo solskin

Hallgrímur Helgason

Hallgrímur Helgason har skrevet en fabulerende, sprudlende og morsom roman om Island på vej ind i det tyvende århundrede.

Dyreliv

Auður Ava Ólafsdóttir

I romanen raser en perfekt storm, og en rørende stilhed hvisker om at være til i lys og mørke, men mest i mørke.

Stjernernes knitren

Jón Kalman Stefánsson

Over 216 sider står fire generationer frem i rystende, rørende nedslag, og selvom det ikke er meget sideplads, er der plads til ikke at efterlade læseren på overfladen.

Mødrenes gade

Kristín Marja Baldursdóttir

Kristin Marja Baldursdóttir er en sand mester i at skildre islandske kvinder i forskellige miljøer og tider. Denne gang er scenen henlagt til en gade i Reykjavik i 1960’erne.

Mørket

Ragnar Jónasson (f. 1976)

Formidabel og fremragende orkestreret detektivhistorie med et væld af overraskende elementer og et stemningsfyldt miljø. 

Med samme båd

Jakobína Sigurðardóttir

Stærk fortælling om en islandsk kvinde, der i sit slidsomme liv oplever både store sorger og glæder.

Dobbelte ruder

Halldóra K. Thoroddsen

På Island møder en aldrende enke kærligheden igen i poetisk og fin fortælling om kærligheden og det levede liv.

Elin, diverse

Kristín Eiríksdóttir

Elin er scenograf i sit eget liv, men livet som dement gør virkeligheden uvirkelig for Elin og læseren af denne poetiske og udfordrende roman.

Sjælemesse

Gerður Kristný

En ualmindelig vidunderlig lille digtsamling, der giver sprog til dem, der intet har, og ord for det, der mangler.

Håndbog i køers sindelag

Bergsveinn Birgisson

Historien om den islandske kultursociolog Gestur er på én gang en tragikomisk historie om en mands sammenbrud og en analyse af islandske køer. En højst overraskende roman.

Mellemlanding

Jónas Reynir Gunnarsson (f. 1987)

Sort-humoristisk roman om en rodløs ung kvinde, der skal opholde sig 23 timer i Reykjavik på en mellemlanding, som samtidig bliver en mellemlanding i tilværelsen.

Det gule hus

Gyrðir Elíasson

De melankolske noveller skildrer livets lethed og tyngde på én og samme tid. Eliasson er indbegrebet af en nordisk tone med den kraftfulde islandske natur som scene og magiske træk som krydderi.

Crash Kalinka

Sigríður Larsen

’Crash Kalinka’ kører offpiste fra første side og hiver hele bagkataloget med. Her er en roman, der kræver og skubber og hiver. En voldsom og fantastisk oplevelse.

Heida : bonden i fjeldenes dal

Steinunn Sigurðardóttir

Et smukt og malerisk portræt af den helt unikke Heida, som er fårebonde, miljøaktivist og digter og helt bevidst har fravalgt mand og børn.

Til rette vedkommende

Einar Már Guðmundsson

Smuk og lyrisk digtsamling, hvor forfatteren med et glimt i øjet skriver om kærligheden, universet og alt det andet.

Vold

Yrsa Sigurðardóttir

Yrsa Sigurdardóttirs portrætter er knivskarpe og onde i krimiseriens spændende fjerde bind om smarte, unge pengemænd og vold mod kvinder. 

CoDex 1962

Sjón

Fortællekunst af en anden verden, der kaster læseren i alle retninger og ud af alle tangenter og underholder på begavet og syret vis med et fabulerende overskud.

Pasfotos

Einar Már Guðmundsson

At skrive er at leve. Her skriver Islands store fortæller om sit ungdomsliv. Sat op mod det øvrige forfatterskab er 'Pasfotos' en hyggelig, underholdende skolestil. 

Omstrejferen

Kristín Ómarsdóttir

Et ømt, smukt og skævt portræt af en gruppe unge, som er faldet ud af systemet. Ómarsdottír er en stærk, lyrisk stemme, der udviser stor solidaritet med sine personer, men romanen lukker sig klaustrofobisk om sig selv.

AR

Auður Ava Ólafsdóttir

AR er en dejlig, humanistisk og ganske rørende roman, den går lige i hjertet, i hvert fald i mit.

 

Smarties

Ger

En varm, humoristisk og dejlig læseoplevelse, som henvender sig til den vokse læser med lyst til en nostalgisk rejse til både 80’erne, Island og det ganske unge pigesind.

Hestvik

Gerður Kristný

Alle vore idylliske forestillinger om ’at der er så dejligt på landet’ bliver revet fra hinanden af islandske Gerdur Kristny i dragende, psykologisk gyser.

Vinduet mod syd

Gyrðir Elíasson

En lille litterær lækkerbisken fra Island om ensomhed og kunsten at skrive.

Kata

Steinar Bragi

Højspændt islandsk hævnroman om mænd, der mishandler kvinder, og om en vred og traumatiseret kvinde, der får nok og går amok. Det er tankevækkende, effektivt og velskrevet.

Livstørst

Audur Jónsdóttir

Audur Jónsdóttir lægger ikke skjul på, at Livstørst er en autofiktiv roman. Det er hendes eget liv, der er grundlaget for handlingen.

Snaren

Lilja Sigurðardóttir (f. 1972)

Spændende og tempofyldt thriller om islandske Sonja, der arbejder som narkokurer for at slippe ud af sin gæld.

Historien om Asta

Jón Kalman Stefánsson

Historien om Asta er en storslået episk fortælling om lys og mørke, kærlighed, drifter og arv.

Fælden

Lilja Sigurðardóttir (f. 1972)

Endnu en ny islandsk forfatter melder sig på banen med en vellykket og overraskende spændingsroman fra et Island i kølvandet på den økonomiske krise i 2010.

Stiklingen

Auður Ava Ólafsdóttir

Islandsk page turner om en smuk og poetisk kærlighedshistorie mellem en far og hans lille datter. Men også om roser, religion og rødvinssauce.

svaner bliver ikke skilt

Auður Ava Ólafsdóttir

Sørgmunter, tankevækkende og humoristisk roman om en kvinde, der vågner brat og indser, at manden i hendes liv er en anden, end hun gik og troede.

Dem i kælderen

Auður Jónsdóttir

Klara og Svenni lever fint og velordnet i Reykjavik, men under en gourmetmiddag med et tjekket vennepar sker der uventede og barokke ting, som kaster lys over Klaras normløse opvækst hos skæve hippieforældre.

Et landskab er aldrig tåbeligt

Bergsveinn Birgisson

Halldors dagbog med optegnelser fra hverdagen i det lille fiskerleje i det nordvestlige Island er en stor læseoplevelse, rørende, tankevækkende og meget smukt fortalt. 

Beatlemanifestet

Einar Már Guðmundsson

Noder og unoder i Reykjavik. En charmerende og velskrevet historie om drenges liv og verden i 1960'ernes og 1970'ernes Island.

Hundedage

Einar Már Guðmundsson

Tiden for den franske revolution, historiens største vulkanudbrud, og Islands første og eneste konge: "Hundedagskongen" Jørgen Jürgensen, en dansk kaperkaptajn, som i 1809 gennemførte et statskup på Island. 

Islandske konger

Einar Már Guðmundsson

Knudsen-slægten stammer fra den lille fiskerby Tangavik på Island. Med udgangspunkt i Arnfinn Knudsen tager jeg-fortælleren os med på en rejse gennem tre generationer, hvor vi møder fiskere, drukkenbolte, genier, tyve, kærlighed, svigt, krise og venskab

Tre mand vendte tilbage : roman

Guðbergur Bergsson

En familie, som bor langt væk fra civilisationen på Island, får besøg af tre mænd. To af dem bliver engelske soldater og den tredje, som de holder skjult, forsvinder en dag sporløst. Mange år senere vender alle tre mænd tilbage

Valeyri-valsen

Guðmundur Andri Thorsson

Stemningsfulde skæbnefortællinger fra lille islandsk by skildret både poetisk og som realistisk hverdag. 

Kvinden ved 1000°

Hallgrímur Helgason

80-årige Heras livshistorie tegner et kærligt, råt og hudløst portræt af Island fra landets selvstændighed og frem til i dag. 

Søsyg i München

Hallgrímur Helgason

Helgasons erindringsroman har en grundtone af smerte. Samtidig er den rørende, munter og hvas, med hib til både fortid og nutid i Reykjavik.

Nogenlunde på størrelse med universet

Jón Kalman Stefánsson

Vinden, lavaen og evigheden. Et højstemt værk om livet og døden og alt det, som til sidst presses sammen til en bindestreg mellem de to årstal på en gravsten.

Fra hus til hus

Kristín Marja Baldursdóttir

Den arbejdsløse Kolfinna er efter bruddet med sin kæreste flyttet hjem til sin mor -For at skaffe penge begynder hun at gøre rent hos fire mennesker, som på hver deres måde får stor indflydelse på hende og hendes liv

Havblik

Kristín Marja Baldursdóttir

Musik og barsk natur væves flot sammen i denne veloplagte, humoristiske og rørende roman fra Vestfjordene i Island.

Karitas uden titel

Kristín Marja Baldursdóttir

Islandske Karitas kommer i 1920'erne på Kunstakademiet i København - Tilbage på Island gifter hun sig og ender med en flok børn - uden mulighed for andet end at drømme om kunst - Men hun er stærk nok til at gøre sig fri

Skygge-Baldur

Sjón

En smuk og ejendommelig fortælling om den onde præst Baldur, humanisten Fridrik og den retarderede Abba - om kærlighed, medmenneskelighed og hævn

Vinder af Nordisk Råds Litteraturpris i 2005.

Højlandet

Steinar Bragi

Moderne psykologisk kammerspil på den islandske sandslette byder på nervepirrende læsning med masser af gotiske gys.