I en malstrøm af snavset storbylys
der farver asfalten som Pollock
piskes de til kugler af kviksølv
der som sanser rejser i byen.
Øjne er nu lysreklamer næsebor er bilos
ørerne larmende biler.
Hjerterne er rådhusklokkerne
der pumper benzin gennem gaderne.
De trækker vejret gennem alle vinduerne.
Fra radiomasten sendes bølger af regnbuesæd
til alle verdens kvindelige storbyer.
I en hvirvelvind af sirener
rystes de sammen til genfødte kroppe
i ugens centrum.
Det er højlys dag og byen sover.
(Michael Strunge, ”Vortex” fra Vi folder drømmens faner ud, 1981)
Digtere har i årevis yndet at beskæftige sig med byen. Tænk blot på de store 1800tals navne: Baudelaire (1821-67), Poe (1809-49), Mallarmé (1842-98) blandt mange andre. Storbyen er ofte i litterær sammenhæng et symbol på det moderne. Det er her, udviklingen går hurtigst. Det er her, forskellen mellem rig og fattig er størst. Det er her, den store succes finder sted og den ydmygende fiasko. Sanseligt og kontrastfyldt – et sandt oplevelsesmekka.
Dansk 1980’er lyrik handler ikke kun om storbyen, men tager i mange tilfælde udgangspunkt i den. Michael Strunge (1958-1986) og Søren Ulrik Thomsen (f.1956) havde forskellige baggrunde for at integrere storbyen i deres digtning. Men fælles for dem er, at de fangede 80’ernes farver og stemninger, som de tog sig ud i byens brogede univers.
Drømme og diskodans
Michael Strunge er lig med 1980’erne. Han var den kritiske drømmer, der forsøgte at blive dus med tidsånden, og som i sit digterprojekt mistede sig selv og dermed sit liv. Når man læser Strunges digte fra Vi folder drømmens faner ud, bliver man mødt af en voldsom strøm af indtryk. Larm fra trafik, tv, radio, popmusik, barnegråd, skrig og sirener. Neonlys, trafiklys, fjernsynet, gadelys, ild, sirenelys og diskolys. Der er ikke den store forskel på nat og dag: De kunstige lys oplyser gader og stræder.
Digteren er selv en del af gadebilledet. Han bevæger sig rundt mellem byens tilbud. Tager imod nogle. Afviser nogle. Han forsøger at finde kærligheden, virkeligheden og uendeligheden i virvaret af indtryk. Kropsligheden er intens og uundgåelig i byen, hvor mennesker lever tæt. Dansen på diskotekerne (natmaskinen) synes at repræsentere denne kropslighed, idet lyden (popmusikken), lyset (diskokuglen) og lugten (sveden) netop forenes og går op i en højere enhed: ”...Vi er i trance og trang / transcenderende / grænserne mellem køn / mellem dimensioner af virkelighed, / dansende i tranceformationer / et sted i den sovende by...” (Natmaskinen).
Digtsamlingen Vi folder drømmens faner ud er af en drømmeagtig karakter. Der er noget uvirkeligt, illusorisk over digtene. Samtidigt gør det klare sprog billederne af storbyen realistiske og genkendelige. Denne modsætning tydeliggør Strunge i sin nærmest romantiske længsel efter himlen og en ny start på tilværelsen. Mennesket har spist af de forbudne frugter. Der er ingen vej tilbage. Men vi har drømmene...
Storby slang og ”Zeitgeist”
Kredsen af danske digtere som opstod omkring Poul Borum i begyndelsen af 1980’erne var præget af diskussionen om en såkaldt 80’er ”tidsånd”. Søren Ulrik Thomsen, som også var tilknyttet ovennævnte kreds, ramte en tone, som må forsvares at kunne kaldes 1980’ernes tidsånd. I debutsamlingen City Slang fra 1981 lader han sproget kæle for byens lyriske udtryk, hvad Strunge kaldte Storby-poesi.
Som i Strunges Vi folder drømmens faner ud giver Søren Ulrik Thomsen os et billede af storbyen med al dens forvirring og impulser. I forhold til Strunge er Thomsens digte dog langt mere fortættede og lyriske i deres udtryk. Titlen lover dette fokus på sproget, som det udfolder sig i byen.
Halvanden time hvor busser ikke kører.
Kun én ambulance.
Jeg kan ikke sove i nat.
Langsomt hældes det blege lys
ned i baggårdens æske.
Jeg savner ingen –
ikke engang mig selv
Et sted i huset åbnes en bruser.
Et brev falder ind af sprækken.
(Søren Ulrik Thomsen, ”Kan ikke sove” fra City Slang 1981)
Det er som om, byen er fremmed i City Slang. Der er ikke den samme fortrolighed som hos Strunge. Thomsen er mere iagttagende end deltagende. Mødet mellem mennesker er vigtigt. Forventninger, forløsninger. Hvis der er en grad er fremmedgørelse til stede mellem jeg’et og byen, så virker forholdet mellem læser og det lyriske jeg meget mere intimt og vedkommende. Tempoet er højt. Koncentrationen af handlingsverber virker til tider stressende, nærmest foruroligende. De utallige gentagelser af ord og sætninger forstærker digtsamlingens budskab: Byen har sit eget sprog.
Det forhadte årti
Der er ingen tvivl om, at begge digtere har en kritisk holdning til storbyen, men det er også meget tydeligt, at begge er dybt afhængige af den. Af dens impulser, dens liv, dens lys. Strunge, som elskede selviscenesættelsen og betragtede den som en unik kunstart, var i rette element i København i 1980’erne. Her foregik alle diskussionerne, de kunstneriske happenings, punkkoncerterne. Søren Ulrik Thomsen, som voksede op på landet og derfor først som teenager kom til hovedstaden, tog også bylivet til sig.
Der er mange betegnelser for dette neonfarvede årti. Kært barn har mange navne. Det er dog stadig årtiet, vi elsker at hade. Det gælder litteraturen, musikken, moden. Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsens lyrik er god læsning, når man vil forstå dette årti. Deres behandling af byen som tema og inspirationskilde viser vejen til forståelsen af den moderne storbys kompleksitet. Som kulturfænomen såvel som levested og udfoldelsessted for millioner af mennesker.
Af Tine Kristiansen, litteraturstuderende
Kommentarer