Logo
Bogliste

Årets bedste børne- og ungdomsbøger 2021

Litteratursidens anmeldere og redaktion har udvalgt årets bedste børne- og ungdomsbøger. Det har ikke været let, for der er kommet mange gode børnebøger i 2021. Alvorlige emner og stor alvor er en udbredt tendens i mange af børnebøgerne, og generelt er der kommet flere billeder og mindre tekst end tidligere. Der er desuden kommet en lang række spændende og seriøse fagbøger til børn om aktuelle emner fra klima og kønsidentitet til vaccinens historie, og så er et par af den danske børnelitteraturs grand old men og store historiefortællere udkommet med nye bøger i år.

På listen er der fire billedbøger til de yngre læsere (1. række), bøger til højtlæsning og selvlæsning til skolebørnene (mellemste række). Sidste række er årets bedste ungdomsbøger i følge litteratursidens anmeldere. Se aldersangivelser og anmeldelser ved at klikke på bøgerne.

Bøger på listen

Den store Tonni2Ton

Adam O.

Billedbog med tre vidunderlige historier viser, at venskab er betinget af viljen til at tro på hinanden. De detaljerede illustrationer er i absolut verdensklasse.

Hvis du møder en bjørn

Malin Kivelä, Martin Glaz Serup og Linda Bondestam (Ill.)

Spændende billedbog med en anderledes kombination af sjov, gys, og fakta.

Mammut

Jonas Kleinschmidt og Anna Jacobina Jacobsen (Ill.)

Vidunderlig billedbog fortæller historien om kvindernes rolle som samlere af forråd for flere tusind år siden, mens mændene i klanen var på jagt.

Trylleblik

Ane Bjørn

Barske livsvilkår formidles i billedbogsform og kan være med til at give børn en større forståelse af verden.

Historien om Englebassen

Bjarne Reuter

Eventyrlig historie af børnelitteraturens grand old man er fuld af sommerstemning, magi og fantasi.

Dukkemageren

Thorstein Thomsen (f. 1950)

Forunderlig og fantastisk roman om Sonjas rejse mod øst for at redde sin lillesøster fra en grufuld skæbne. 

Swarta : blodskyggernes forbandelse

Jeanette Varberg

Spændende, velskrevet og lærerig! Varbergs fortælling om Swarta er en slags jernalder-kinderæg med ingredienser af højeste kvalitet.

Amari og Nattens Brødre

B. B. Alston

Bogen om Amari er blændende skrevet og tager sin læser med gennem en hvirvelvind af fantastiske begivenheder.

Drengen uden øre

Lilja Scherfig

Illustreret kortroman for unge eller et eventyr for læsere i alle aldre. 'Drengen uden øre' er svær at sætte i bås; det vigtige er, den bliver formidlet og læst.

De afghanske sønner

Elin Persson (f. 1992)

Elin Persson blev med sin debutroman årets vinder af Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, men hendes barske portræt af asylsystemet bør læses af alle.

Heartstopper

Alice Oseman (f. 1994)

Første bind på dansk i ultrapopulær og fremragende graphic novel-serie, der har gået sin sejrsgang i mange lande.

Blackout

Angie Thomas

Et strømsvigt i New York sætter gang i en bølge af begivenheder i gribende novellesamling for unge om kærlighed, identitet, race og privilegier.