Nyere dansk lyrik

Woetmann har skrevet en ret god digtsamling, der desværre snubler og taber højde undervejs.

Caspar Erics digte oser af vrede, frustration og kunstnerisk begavelse og manifesterer digteren som en brændende fakkel i et tomt rum.

Det er ikke ukunstlet, men det er uden krummelurer, det er hverdagssprog, det er jazz og det er højmodernisme. 

Nikolaj Zeuthen fortsætter, hvor han slap, med en særegen og syrlig digtsamling, der både rummer narrative og lyriske kvaliteter. 

I Inger Christensens hidtil ukendte ungdomsdigte mærker man allerede hendes stærke sans for sproget og den forbundethed med naturen, som går igen i forfatterskabet.

Der er noget sfærisk over Signe Gjessings digtsamling; en kosmisk rutsjetur mellem verden, stjernerne og universerne.

Duncan Wiese har skrevet en digtfortælling om at blive far og familie. Den kommer fornemt rundt om de nye udfordringer.

Gribende digtsamling om splintret kærlighed og skarpe skår i et knust parforhold og om de vaklende skridt tilbage fra ensomheden og sorgen.