Smagen for det ondes blomster. Charles Baudelaire anses for at være den moderne lyriks fader.
Billeder fra Paris. Vinen. Døden. Det er overskrifter på afsnit i Baudelaires verdensberømte hovedværk, digtsamlingen Les Fleurs du Mal (1857), direkte oversat: "Det ondes blomster". Bogen blev en skandalesucces da den kom: Myndighederne forbød syv af digtene på grund af usædelighed og blasfemi, og forfatter og forlægger blev idømt bøder. Dommen blev først ophævet i 1949!
Bogen er oversat til dansk som Syndens Blomster i 1921 og som Helvedsblomsterne i 1997. Denne artikel bruger oversættelsen fra 1921.
Charles Baudelaire (1821-1867) anses for at være den moderne lyriks fader. Syndens Blomster er skrevet på klassiske versemål og digtene er ofte fortællende opbygget og ladet med symboler, hvorfor Baudelaire er ophavsmand til den stil, der litteraturhistorisk kaldes symbolisme.
Det diskuteres, om Baudelaire er moderne eller romantiker, hvilket bl.a. skyldes, at han formmæssigt har rod i den klassiske lyrik og betjener sig af et romantisk begrebsapparat, som han på samme tid tager afsæt i og nedbryder for at bane vejen for det moderne. I kraft af de temaer han tog op, var han i sin samtid yderst kontroversiel, provokerende og moderne, ved netop at skrive om det ækle, det depraverede og det onde i klassiske former, der traditionelt var reserveret til det klassisk skønne. Jeg foreslår nye læsere at starte med at læse det berømte digt, "Et ådsel".
Digtet "Et ådsel" fra Syndens Blomster
"Et ådsel" ("Une Charogne") er et mesterligt digt og indtager en fremtrædende plads i Baudelaires lyriske forfatterskab. Det har en fortællende opbygning, som umiddelbart inviterer nye læsere indenfor, men det er på samme tid et komplekst digt af høj kunstnerisk kvalitet.
Digtet kan umiddelbart vække afsky, fordi det her bliver så præcist og lyrisk beskrevet, hvad der sker med sanserne, når de stilles over for et ådsel, som ligger badet i middagssol.
Digterjeget spørger sin elskede, om hun husker det ådsel, de så en smuk morgenstund. Henimod middagsstunden stak solens stråler brændende ned på ådslet. Ormene vrimlede ud og ind i kødet med smaskende, klikkende lyde og det hele stank forfærdeligt!
Når digtet læses højt på fransk, fremkommer der i sproget en lydlig effekt, der understreger dét, digtet handler om, så læseren yderligere påvirkes, ligesom forrådnelsen er så fortræffeligt formidlet, at man næsten selv kan lugte stanken! At formen, altså ordenes udtryk, på denne måde underbygger det som digtet handler om, giver en stærk effekt og er afgjort betydende for digtets høje kvalitet. Baudelaire var yderst bevidst om formen.
Den helt centrale pointe er, at ådslet, som blotter sit skelet når skindet sprænges, bliver sammenlignet med en blomst, der folder sig ud :
"Himlen stirred på Skelettet, der buet sig tegned
som en Blomst, der bryder sit Svøb.
Stanken var så stærk at du troede, du var segnet,
og en Gysen igennem dig krøb."
I denne strofe er stanken fra ådslet, dvs. det ækle, billedet på det ubehagelige, og dermed det onde, der bryder frem og forvandles til en blomst. Det kan virke paradoksalt, men det er netop det helt centrale! Det onde, begrebet for døden, forrådnelsen af et ådsel i den konkrete verden, bliver til en blomst i kunstens verden: et digt i en smuk, formfuldendt, klassisk form.
Det giver en virkningsfuld effekt, at læserens sanser påvirkes så stærkt af at læse digtet: lyden, stanken, synet og følelsen (væmmelsen). Effekten er synæstetisk, dvs. påvirker sanserne samtidig og på tværs af hinanden. Baudelaire var bevidst om den synæstetiske effekt og kaldte den "Correspondance", hvilket er titlen på et andet berømt digt fra Syndens Blomster.
Liv
Charles Pierre Baudelaire blev født i 1821. Faderen døde, da han var syv år, og moderen giftede sig med general Aupick, som var en streng mand. Baudelaire kom i gymnasiet og begyndte at studere, men blev smidt ud og blev sendt med skib til de Vestindiske Øer. Han stod imidlertid af og tog tilbage til Paris; det var i storbyen, Baudelaire foretrak at leve.
Da han kom hjem, begyndte han at ødsle sin arv fra faderen væk på hotelophold, spil, alkohol og bordelbesøg. Derfor blev han umyndiggjort og fik en fast sum udbetalt ad gangen. Denne sum rakte slet ikke til hans ekstravagante liv, så han supplerede sin indtægt med kunstkritiske artikler og digte.
Berus Jer!
"Det er Beruselsens Time!
For ikke at blive Tidens mishandlede Trælle,
saa berus jer; berus jer uafladeligt!
I Vin, i Poesi, i Dyd – som I vil."
Fra Baudelaires Parisisk Spleen
Baudelaire blev aldrig gift, men havde mangeårige kærlighedsforhold til tre kvinder, der hver især var hans muser, hans Venus’er: "Den sorte Venus" var den prostituerede mulatkvinde, Jeanne Duval, som han havde et forhold til i over tyve år; "den hvide Venus" var den kendte skønhed, Madame Appolonie-Aglaé Sabatier og hans "Grøn-øjede Venus" var skuespilleren, Marie Daubrun. Inspireret af disse kvinder, skrev Baudelaire digte om skønheden, kærlighed og erotik.
Baudelaire døde af et slagtilfælde, 46 år gammel, syg og delvis lammet, også på taleevnen.
Værk
Syndens Blomster er et arkitektonisk storværk med storbyoplevelsen som udgangspunkt. Bogen kredser om erotik, billeder fra storbyens bagside, ludere og drankere, død, vin, spleen - dvs. livslede - og forrådnelse. Disse oplevelser transformeres til formfuldendte vers, som viser skønheden i selv den usleste afkrog af storbyen. Mange af digtene er suggererende og bereder vejen for en sjælelig oplevelse - en bevidsthedsudvidelse - hvorfor Baudelaire blev kaldt en "seer" af digteren Rimbaud (1854-1891).
Digtet "Afgrunden" tematiserer afgrundserfaringen, og begrebet om intet undersøges i digtet "Længsel efter tilintetgørelse" ("Le Goût du Néant", direkte oversat: Smagen for Intet),
Ud over Syndens Blomster skrev Baudelaire prosadigte, Parisisk Spleen. Smaa Digte i Prosa (da. overs. 1918). Han var blandt de første, der på denne måde brugte prosaen udformet i et lyrisk sprog, dvs. fortættet og kortfattet. Af prosadigtene er særligt digtet "Berus jer" berømt. Heri opfordres læseren til "at beruse sig uophørligt"! Der opfordres til at beruse sig "i vin, i poesi, i dyd, som I vil. Men berus jer!".
Se også Klassikerguidens artikel om Tom Kristensen
Litteraturhistorisk placering
Med Baudelaire indsættes et nyt skønhedsbegreb i kunsten: Det ækle, det depraverede, det onde. Han gør op med det skønhedsbegreb, som blev dyrket i romantikken og i oplysningstiden og som havde været skønhedsbegrebet lige siden antikkens Grækenland, nemlig samhørigheden mellem det gode, det sande og det smukke. I romantikken er kunsten skabt ud fra en tro på Guds eksistens, men Baudelaire placerer sig et helt andet sted. Syndens Blomster er skrevet ud fra det grundsyn, at Gud ikke er almægtig, og at mennesket er ondt af natur, og derfor behøver bl.a. poesi og dyd - i betydningen etik - for at blive et dannet menneske og overvinde sin onde natur.
Efter Baudelaire
Der udgår litteraturhistorisk tre hovedlinjer fra Baudelaires forfatterskab, som hver især rendyrker hovedtræk ved hans lyrik: Det følelsesfulde, fantasien og det intellektuelle. Digteren Verlaines (1844-1896) poesi kan karakteriseres ved det følelsesfulde, Arthur Rimbauds (1854-1891) ved fantasien og Stéphane Mallarmés (1842-1898) ved det intellektuelle og abstrakte formsprog.
Charles Baudelaires har også haft indflydelse på andre kunstnere. Billedhuggeren Rodin (1840-1917) og maleren Cezanne (1839-1906) var meget inspirerede af digtet "Et ådsel". Rainer Maria Rilke (1875-1926) omtaler i et brev trykt i bogen Breve om Cezanne (da. overs.1991), at Syndens Blomster havde en umådelig stor betydning for ham og at han kunne digtet "Et ådsel" udenad. Maleren Edvard Munch (1863-1944) påbegyndte i 1896 skitser til illustrationer af Syndens Blomster.
I dansk litteratur er der også stærk påvirkning af Baudelaire. Symbolismens digtere i årtierne efter 1890, særlig Sophus Claussen (1865-1931), men også Johannes Jørgensen (1866-1956) og senere Per Lange (1901-1991) var stærkt inspirerede af Charles Baudelaire. Sensymbolister omkring tidsskriftet Heretica (1948-53), som fx Thorkild Bjørnvig (1918-2004), mærkede også Baudelaires indflydelse på moderne lyriks form og indhold.
Det kræver en indsats at gå i gang med Baudelaires forfatterskab, men finder man, at lyrikken er hård kost, kan man starte med prosalyrikken og så vende tilbage. Baudelaires forfatterskab er komplekst, og forskningen i hans forfatterskab er omfattende.
Slutlinjen i det lange digt "Rejsen" lyder: "til bunds i det ukendte for at finde det ny". Tag på små eller store rejser til bunds i Syndens Blomster’s helt specielle univers, men tag rejsen! For Baudelaires tekster vil læses, og vi er rystede, fornyede og opladte efter at stå over for den skønhed, afgrund og uendelighed, som Baudelaire viser os i sin kunst.
Af litteraturmedarbejder, cand.mag. Mette Elsig Olsen
