Bog

Sommeren med Ellen

Af (
2017
)

Anmeldelse

Sommeren med Ellen af Agnete Friis

29 aug.17

Den velsmurte og overraskende roman skildrer en midaldrende mands opgør med fortiden i et vellykket miks af krimi og socialrealisme.

Jakob står midt i en skilsmisse, da han bliver ringet op af sin farbror, der beder om hjælp. Jakob skal finde Ellen, som i sommeren 1978 boede på farbrorens gård. Efter en del overvejelser forlader Jakob lettere modvilligt København for at tage tilbage til Østjylland. Hans søgen efter Ellen bliver en søgen efter sandheden om den sommer, der forandrede alt. Agnete Friis har begået en skæbnesvanger udviklingsroman, der er en overraskende og velsmurt blanding af krimi og socialrealisme.

Den midaldrende Jakob har haft en affære med en yngre kvindelig kollega. Han ligger i en bitter skilsmisse med sin kone, Kirsten, da han bliver ringet op af sin aldrende farbror, Anton. Anton beder Jakob finde kvinden Ellen, som en sommer for 40 år siden boede på Antons og hans evnesvage bror Anders’ gård. Opringningen bliver starten på et møde og opgør med fortiden og en indædt søgen efter sandheden om den sommer, hvor Jakob som 15-årig hovedkulds forelskede sig i Ellen. En skæbnesvanger sommer, hvor søsteren til Jakobs ven blev fundet død, og hvor mistanken hurtigt samlede sig om den evnesvage farbror, Anders.  

Romanen skifter løbende mellem et nutidsspor, der følger Jakob i hans søgen efter Ellen og mødet med fortiden og et spor, hvor vi er tilbage i sommeren 1978.  

Agnete Friis er en sublim fortæller, der med krimigreb formår at skabe en konstant sitrende og tryggende stemning romanen igennem. En stemning hvor man hele tiden fornemmer, at noget skæbnesvangert er på nippet til at ske. Romanen er en udviklingsroman, en socialrealistisk roman og en krimi i ét – og særligt det sidste gør, at romanen hæver sig og overrasker.

Agnete Friis har tidligere skrevet en krimiserie med Lene Kaaberbøl og i 2015 udkom hun med den anmelderroste ’Blitz’. 

Analyse

Friis, Agnete - Sommeren med Ellen

Agnete Friis’ 'Sommeren med Ellen' er en hybridroman, der først og fremmest udfordrer den klassiske krimi som genre, men som også udforsker den psykologi, der ligger bundet i en mands dramatiske fortid.

Det er en roman, der benytter sig af henholdsvis thrillerens, socialrealismens, hjemstavnsfortællingens og krimiens greb og dermed undervejs udfordrer læserforventningen i stadigt nye forgreninger og tilføjelser til plottet.

Hovedpersonen Jakob er en mand midt i tilværelsen, som døjer med både arkitektkarriere og et skrantende ægteskab. Han bliver ringet op af sin farbror, der vil have ham til at undersøge, hvad der siden skete med den unge betagende og fascinerende Ellen, som alle mændene forelskede sig i en begivenhedsrig sommer i de sene 1970’ere.  Jakob tager modvilligt tilbage til sin jyske hjemstavn og de skeletter, der stadig rasler i skabene så mange år senere.

 

Det er Jakobs stemme, vi som læsere følger gennem fortællingen, og således er det også et noget idiosynkratisk billede, vi får af tingenes stadigt mere febrilske tilstand. Fortællerstemmen springer mellem udførlige miljø- og naturbeskrivelser og Jakobs indre monolog, der bidrager til at farve læserens opfattelse af hændelserne og de landlige omgivelser.  Den høje detaljegrad kommer dermed til at fungere som en art suspense – og skiftevis understreger og kontrasterer den den højspændte handling.

 

Friis har tidligere skrevet en række regulære krimier sammen med Lene Kaaberbøl, og man mærker da også tydeligt en forståelse for og gøren brug af krimigenrens virkemidler. Hun bruger i høj grad sin krimierfaring i karakteropbygningen og i den måde, hvorpå oplysninger holdes tilbage for læseren. Idet vi kun har Jakobs blik at fæstne os ved, er der hele tiden overhængende fare for vildledninger og fejltolkninger – helt i overensstemmelse med de afledningsmanøvrer, krimigenren traditionelt benytter sig af.

Det sker for eksempel i persontegningerne, hvor det ikke skorter på mænd, der potentielt set måtte stå bag den ene nederdrægtige forbrydelse efter den anden. Hvad enten der er tale om den smukke og diabolske kollektivist Carsten , den teenageklistrede Sten med dyreplagertendenser eller den enfoldige farbror Anders, der er skåret over en art ’Lenny’-figur fra John Steinbecks 'Mus og mænd', er vi som læsere konstant sat på prøve i forhold til de forudanelser, der er strøet ud som små spor i teksten.  

 

Romanen springer mellem to fortællespor, der foregår i henholdsvis sommeren 1978 og i bogens nutid. Som fortællingen skrider frem, sker disse spring stadigt hyppigere således, at der sker en form for sammensmeltning af tid og fortællespor. Det bidrager til fornemmelsen af den kvalmende og ulmende katastrofe, der løber som en understrøm gennem hele bogen.

 

Friis er en forfatter, der kender sine virkemidler, og 'Sommeren med Ellen 'bliver derfor en roman, der ikke blot inviterer til krimiens frydefulde forargelse, men også tilføjer andre genrelag således, at romanen udvikler sig til at blive en mere psykologisk præget socialrealistisk hjemstavnsfortælling om både et landsbysamfund i kollektiv krise samt en mands forsøg på at komme overens med sin fortid.

 

Kilder, links og centrale værker

 

07 dec.17

Bogdetaljer

Forlag
People'sPress
Faustnummer
53188923
ISBN
9788771805000
Antal sider
312

Deltag i debatten

14 indlæg
AfErling Lykke
ons, 28/02/2018 - 10:36

Kære læsere

Februar synger på sidste vers, selv om vejret har valgt at ignorere det faktum, at kalenderen siger forår fra i morgen.

Jeg vil gerne sige tak for alle jeres input til en god debat om "Sommeren med Ellen". Og en stor tak skal også gå til Agnete Friis for beredvilligt at have svaret på alle jeres spørgsmål og kommentarer.

Men dagen er ikke slut, og I må stadig meget gerne skrive indlæg om romanen.

Venlig hilsen

jeres tovholder

Erling Lykke

AfConnie Mikkelsen
søn, 25/02/2018 - 10:03

 

Ærøs DR læsekreds var samlet i sidste uge,og fik debateret Agnete Friis ' bog " Sommeren med Ellen", og vi kommer her med vores in put til debatten om bogen.

Ingen af os har før stiftet bekendtskab med forfatteren, men flere ved at hun også er krimi forfatter. Gav læsningen lyst til mere fra forfatterens hånd ? - Måske ?

Bogen var let læst, og historien vandt meget efter vores møde.

Flere af os havde det lidt svært med hovedpersonen Jakob, som vi mente var et skvat, eller en " Struds" . Vi var nu alle enige om at billedsproget er flot.

Temaet om mand i midtvejskrise, fandt flere af os banal.

Da krimi plottet kommer på , og vi får historien fra barndommen, skiftede bogen karakter, og nogle af os undrer os over  hele nutids delen.

Hvorfor skal vi høre om hovedpersonens nutidige deroute ?Vi kan af tidligere indlæg forstå at det ikke kun er os der undrede os over genre sammenblandingen, og tidshop i historien , men det fungerer måske okay, for at vi læsere skal få et indblik i hvordan oplevelser tiden former mennesket,og det giver jo en bedre forståelse for hvorfor hovedpersonen er blevet som han er.

 Og genresammenblanding mellem krimi og socialrealisme. En syntes ikke det var socialrealisme ? Vi var nu mange der følte os hensat til halvfjerdserne , så beskrivelserne i fortiden var spot on.

Vi  syntes krimi delen var med til at bære handlingen, det var jo det der gjorde bogens handling spændende, og drev historien frem,men en rigtig krimi er det jo ikke.

Der hvor der kom rigtig gang i snakken hos os, var da vi fordybede os i de to farbrødre, og hele udviklingen indenfor særforsorgen. Flere af vores medlemmer havde personlige erfaringer med den verden, både før og nu, og vi tror at det er en saga blot med det liv Anders giver Anton. Er det så godt eller skidt ?

Måske mest en udkantsproblematik? Man kan jo stadig finde familier der falder igennem det sociale sikkerhedsnet.

Er det mærkeligt eller naturligt at  Jakob  først sent i livet konfronteres med sine gerninger ? 

Her kom vi ind på temaet om skyld og skam .

Både hovedpersonen Jakob, og hans ven Sten fortrænger hvad der egentlig skete, og det påvirker hele deres måde at leve livet på.

Vi syntes alle godt om bogens billedsprog, nu har jeg ikke bogen mere, men en af medlemmerne har noteret at på s.31 er der en fantastisk beskrivelse af tiden, ligesom naturen bliver sat i relation til tiden. 

Også forfatterens beskrivelse af teenager livet på landet er troværdig.

Vi syntes at titlen med Ellen er lidt misvisende, da den gamle flamme fylder så lidt.

Hun har tilgivet ham,  og kan han så komme videre med sit liv ?

Mon  han bliver skilt fra konen ? Har forfatteren et svar på disse spørgsmål ?

Til slut havde vi en kollektiv a ha oplevelse, da vi satte de foreløbige læste bøgers temaer i relief, og de handler jo alle om livets grimme sider, og handler alle om afvigere. Næste gang skal vi læse Rud af Kamilla Hega Holst , og vi håber også her at forfatteren deltager

Venlig hilsen

På Ærø læsekreds vegne /

Connie Mikkelsen

AfConnie Mikkelsen
man, 26/02/2018 - 20:12

Som svar til af Connie

Ja det er et værre logistisk puslespil med alle de bøger.?

Vi ved godt at det er Svend Åge Madsen der debateres i marts her på siden

Måske kan vi nå at holde endnu et møde i marts. Ellers vil vi sende vores kommentarer på et andet tidspunkt .

 

AfNina Wegner
tir, 13/02/2018 - 17:16

Der var stor uoverensstemmelse i holdingen til romanen i DR-læseklubben ved Horsens bibliotek. Jeg var selv meget begejstret for romanen, og synes Agnete Friis leverer et flot meget billedrigt sprog, en spændende handling, gode tids- og miljøbeskrivelser.

Det, som kritikerne i gruppen påpegede, var sammenblandingen af mange genrer. Romanen er en slags genrehybrid, hvor både krimien, spændingsromanen, gyseren, den-svære-barndom-ude-på-landet-fortælling ruller sig ud. 

Som så mange gange før snakkede vi os sammen i gruppen, og jeg tror, at flere fik løftet læseoplevelsen op til en mere positiv holdning. For mig er det stadig en af mine bedste læseoplevelser i 2017, og jeg glæder mig til jeg får tid til at læse Agnetes tidligere roman Blitz fra 2015, som en af mine kolleger har anbefalet mig at læse. "Den er næsten bedre end Sommeren med Ellen", sagde hun. Jeg glæder mig at se hvad Agnete Friis kommer med næste gang.

AfJakob Poulsen
man, 12/02/2018 - 15:42

Den forliste sommer med Ellen

Jakob er arkitekt med eget firma. Hans sværmerier for en kvindelig ansat har kostet ham et stabilt ægteskab, og et opkald fra hans næsten hedengangne farbrødre bliver redningen fra en truende nedgangs-druk-fortvivelse-spiral. De har en mission til ham: at finde Ellen, som fik alle af hankøn til at fortvivle i sommeren 1978.   

Vor helt vender det kedelige skilsmisse-fedteri ryggen og drager mod sit fortabte barn-/og ungdoms Djursland med det formål et finde hans tabte ungdomskærlighed Ellen. Og så er der også lige en mystisk sag om en pige, der dengang forsvandt, der skal opklares… Hvad blev der af Ellen? Og er Jakob virkelig, så god en dreng, han selv anser sig som?!

Diskussion om troværdighed

Der var stor diskussion på Hillerød Bibliotek om, hvorvidt Jakob er en troværdig person. Dels som karakter, dels som beskrevet af forfatteren. For at starte med det sidste syntes beskrivelsen af manden Jakob være påklædt papfigur: transformationen fra at være en arkitekt i København til rollen som stædig opklarer i Jylland virkede ikke overbevisende.

Straks mere interessant er at diskutere Jakob som person. Hvordan er hans selvopfattelse som et rationelt, voksent menneske strider mod hans tilbøjeligheder til at ringe på unge pigers dørtelefoner midt om natten, kaste flere års ægteskab over bord uden kamp og endelig regne sig selv for at være ”uren blandt de urene”: noget forbliver u-afdækket og lurer under overfladen.

Datidens møde med nutiden

Alle var dog mere eller mindre noget skuffede over mødet med Ellen i nutiden, som ikke tjente læseoplevelsen noget andet end, at distancen mellem Jakobs egentlige karakteristika og hans selvopfattelse øges.

Agnete Friis skriver med stor indlevelse og sprudlende detaljerigdom fra 1978, modsat den nutidige fortælling, der mere ender i en fad sms og et skuldertræk, som velsagtens runder fortællingen af?!  

Alligevel er "Sommeren med Ellen" absolut værd at anbefale alene for sit sprog, drive og miljøbeskrivelsen af det knapt så uskyldsrene mindeland. 

Vi har dog et par spørgsmål til Agnete Friis:

Hvorfor valgte du, at lade bogen krydsklippe mellem nutid og 1978, og ikke blot lade den foregå i 1978?

Gør du nogle overvejelser i skriveprocessen om, hvorvidt du skal vægte Jakobs midtvejskrise (nutiden) eller hans oplevelser i 1978 højest?

man, 12/02/2018 - 20:21

Som svar til af Jakob Poulsen

Hej Hillerød

Da jeg besluttede at krydsklippe mellem Jakob i 1978 og den ældre og midtlivskriseplagede Jakob, var det dels for at skabe kontrakten mellem livet på landet, som det var i 70´erne og det noget mere golde landskab i det nye årtusinde. Og Jakob ser tilbage på et liv, hvor han aldrig rigtig er kommet over den afvisning, han for første gang mødte som 15-årig.
De var hele tiden min hensigt at tilbringe mest tid i 1978. Dels fordi ungdomshistorien er den der ligger som den underliggende drivkraft foor nutiden, og dels fordi jeg primrt ønskede at skrive en comin-of-age-roman.

fre, 09/02/2018 - 15:22

DR Romanklubben på Ishøj bibliotek har to læsekredse  - et onsdagshold og et fredagshold – og begge læsekredse havde meget fornøjelse af at mødes og tale sammen om Sommeren med Ellen. Læsekredsdeltagerne oplevede, at romanen åbnede sig og blev gradvist mere interessant i takt med, at vi talte om den. 

Vi var dog ikke helt enige: Nogle syntes, at romanens beskrivelser var lidt for langtrukne og maleriske, mens andre var meget begejstrede for beskrivelserne, der vakte dejlige barndomsminder til live. Nogle var glade for bogens meget ferme skrivestil, men andre ville have foretrukket lidt flere knaster og skæve kanter. Nogle syntes, at Jakob er en irriterende slapsvans, mens andre godt kunne forstå hans tøven. Nogle var meget begejstrede for de poetiske beskrivelser af den unge Jakobs erotiske betagelse af Ellen, andre var ikke. 

Generelt var vi dog alle optaget af spørgsmål om skyld og skam: Hvordan lever man videre med en viden om, at man er skyld i sin søsters død, eller at man har slået et menneske til plukfisk? Hvad gør det ved en, når man må bære sin skyld og skam alene og ikke evner at række ud og bede om tilgivelse? Måske det faktisk er bedre at blive konfronteret med det, man har gjort? 

Mange mente, at Anton stod for romanens største svigt ved ikke at melde Jakob, Steen og Karsten til politiet for overfaldet på Anders. Hvis de var blevet holdt op på deres gerninger, var de blevet straffet ja, men de havde også haft mulighed for at bearbejde oplevelsen og at bede om tilgivelse. Måske de så endda også havde kunnet tilgive sig selv, for det, de havde gjort. 
 
Sådan er det så desværre ikke i Sommeren med Ellen. Næsten alle personerne i romanen er ensomme og taler ikke sammen om det, der virkelig brænder på. Familierne er dysfunktionelle og børnene passer sig selv. Måske netop derfor er det så betydningsfuldt for Jakob, da Ellen lægger mærke til, at han er god til at tegne? 

Mændene er generelt en værre sørgelig forsamling og kvinderne, der ses med det mandlige blik, lærer vi ikke nærmere at kende. Vi talte derfor om, at det kunne være interessant at læse om den sommer med Ellen beskrevet fra en anden synsvinkel fx Ellens eller Karstens synsvinkel. 

Læsekredsenes deltagere har nogle ting, de gerne vil spørge Agnete Friis om:
-    Hvorfor hedder bogen Sommeren med Ellen i stedet for fx Sommeren 1978?
-    Finder Kirsten og Jakob sammen igen?
-    Karsten siger, at mænd kun gider at kneppe kvinder, mens de er unge. Er det noget, du selv har fundet på, eller har du hørt eller læst det et sted?
-    Vil du ikke forklare nærmere, hvordan der er plads til at Lise kan ligge i en gylletank dækket af hønselort? 
-    Hvorfor har Jakob skiftet efternavn?

DR Romanklubben på Ishøj Bibliotek
/Anne Munch Terkelsen

man, 12/02/2018 - 20:56

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Kære Ishøj

Bogen kom til at hedde sommeren med Ellen, fordi mødet med Ellen kommer til at betyde utrolig meget for Jakob. Dels som den første overvældende forelskelse, som har sat sig alt for godt fast, og som den vrede og irritation og distance,  som efterfølgende kommer til at præge hans forhold til kvinder, og hans syn på sig selv.

Ja. Det tror jeg bestemt. Efter at have fundet Ellen opdager han, at begivenhederne dengang ikke har mærket hende, på samme måde som de mærkede ham. Han er tilgivet og kan måske endelig blive voksen.

Ja, det er noget jeg har hørt. Og læst. Og set. Der findes masser af mænd, som siger sådan, og det kan jævnligt opleves som kommentarspor til billeder af kvinder, der har dristet sig til at blive ældre en 40. Udtalelsen er på den måde ikke kontroversiel, men opsnappet fra det mandlige råbekor på nettet, eller for den sags skyld den lidt blødere Hollywood-udgave af samme kor, hvor de kvindelige hovedpersoner gerne er 10-20 år yngre end manden, hvis ikke de spiller nogen mor eller svigermor. Jeg tror ikke alle mænd har det på den måde. Men Karsten har.

Da jeg var ung arbejde jeg ganske kortvarigt på et burhønseri, på sammen måde som Jakob og Sten gør det i bogen. Hønsene bure stod over en tank, som fyldte hele hallen længde og bredde og gradvist blev fyldt op til en meters dybde. Man bevægede sig altså rundt mellem burene på brædder der var lagt ud over tanken, og hvis man var klodset eller uheldig kunne man falde i og blive dækket til.

Har han det? Hmmmm ... det lyder som en korrekturfejl fra forfatterens side. Damn. 

 

 

tor, 08/02/2018 - 11:39

En hyggelig aften på Fredericia Bibliotek med en Morten Korch krimi.

De fleste kom med positive tilkendegivelser, men enkelte var ikke overbeviste af romanens charme og landlige idyl, tværtimod fandt de den en smule forglemmelig..

 

De, der var fortalere for romanen, havde til gengæld meget at snakke om og 1½ time gik hurtigt. Diskussioner om personerne, deres indbyrdes relationer og de fantastiske miljøbeskrivelser.

Indledningsvis havde vi en hurtig runde, hvor det der blev fremhævet var:

Forfatterens evne til blande genrerne, hvor krimi plottet driver en ellers meget banal eksistenshistorie fremad og gør den spændende. Samtidig er romanen er letlæst og velkomponeret.

Personerne er troværdige – ikke at man holder lige meget af dem alle, men man kan nikke genkendende til typerne.

Miljøbeskrivelserne er lige i skabet, flere kunne huske lugten af det land, de selv kommer fra og deri ligger også romanens styrke. For Agnethe Friis har virkelig formået at iscenesætte både fortiden og nutiden på landet.

Og så fylder dualiteten meget: det gammeldags landbrug med idyl, med husrum til alle; Anders, Ellen og Jakob selv, hvor man ikke gør en lærke fortræd og værner om menneskelige værdier. Kontra den moderne burhønsefarm, hvor dyr og mennesker misrøgtes og alting er i moralsk forfald. Og stanken – hvilken stank.

Begejstring for en meget åben slutning, der var mange forskellige meninger, tolkninger og ønsker, for vores hovedpersoner.

 

Et par spørgsmål som vi gerne ville ha’ svar på:

Den ynkværdige Sten og hans familie mangler vi lidt en forklaring på. Er han bare ondskaben selv, eller er det jalousi der får ham til at pine og plage den stakkels lillesøster? Vi havde svært ved at forstå hans motiver.  Er det bare et uheld eller skubber han Lise?

Det er en meget voldsom og barsk scene, hvor drengene begår selvtægt, og straffer Anders. Men det er også der at de alle skilles, Jakobs skæbne kender vi jo, men hvad med Ellen? Er det konfrontationen med Jakob, der får Ellen til at opgive sin kunst og blive ”småborgerlig”?

Slutningen binder trådene sammen omkring hele processen: at Jakob gennem romanen opnår selverkendelse, tilgivelse og der er plads til nye begyndelser. Men er der også plads til Jakob i Kirstens liv igen?

 

Vi havde egentlig så mange uafklarede spørgsmål, at vi gerne vil opfordre Agnethe Friis til at skrive yderligere to fortællespor, et for Ellen og et for Anton. For vi er super nysgerrige..

 

man, 12/02/2018 - 21:11

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Det er et uheld, at Sten kommer til at skubbe Lise ud over kanten. Når det er sagt, så er han også forpint over Lises liv og det faktum, at hun går i seng med en kæreste. Miljøet var stadig præget af en gammeldags seksualmoral, og de andre drenges spekulationer om hans storesøster, gør ham vred. Ikke kun på dem, men også på Lise.
Det var ikke en tid, hvor man talte om følelser eller for den sags skyld med sine forældre.  At indrømme skyld i en så katastrofal ulykke har ikke ligget lige for, og siden har Stens skyld og forældrenes sorg nedbrudt familien.

Ellen har gennem hele romanen mændenes blikke på sig. De to brødre, Karsten, Sten og Jakob, er alle tiltrukket af hende på hver deres måde.  Hun ved, at selvtægten delvist er udløst af hendes tilstedeværelse og de spændinger, som ligger mellem mænd og drenge. Derfor vælger hun at forsvinde og ikke komme tilbage. Hun vil ikke være en del af det. 

 Det håber jeg meget. Jakob er - forhåbentlig - blevet voksen, langt om længe. 

AfAnnette Ridder
ons, 07/02/2018 - 11:16

”På sin vis dygtig og så alligevel slet ikke, hvis man skal være lidt grov. Det var ikke kunst, men håndværk. Ligegyldigt. Ikke dårligt, men heller ikke kunst, hvad fanden det så ellers er.” Dette citat fra romanen synes vi på aftenholdet af Halsnæs Bibliotekernes romanklub er dækkende for bogen. Enighed om at miljøbeskrivelserne er dens styrke, mens krimiklicheerne trækker den ned. Ganske gode mande- og drengeportrætter, men som en læser siger: hader forfatteren mænd? Vi var gennemgående irriterede over springene i tid. 1978 står stærkest, vi kommer ind i de unge drenges psyke, mens nutidssporet virker mere uforløst. Hvorfor sender Anton bud efter Jakob så mange år efter? Er det særlig interessant at finde ud af, hvor Ellen er blevet af? Og hvad sker der med Jakob - opnår han større selvindsigt? Er der udvikling eller afvikling i Jakobs og Kirstens ægteskab - de små smser fra Kirsten kan tolkes i begge retninger. Sproget er letflydende med mange fine sanselige beskrivelser af naturen, landskabet og kvinden. Må vi foreslå at forfatteren løsriver sig fra krimigenren og bare skriver derudaf - for hun kan jo skrive!

Det blev til bare 3 små stjerner herfra.

AfJørgen Dissing Nørgaard
fre, 02/02/2018 - 12:39

Ja! Så skal vi igang med Agnete Friis (dejligt at du selv vil være med til at debattere!).

"Sommeren med Ellen" tænker jeg som en spændingsmættet eksistensroman, og især den nænsomme og fine beskrivelse af hovedpersonen Jakobs ungdom hvor drifterne for alvor vågner, har flere anmeldere været vilde med.

                 Er I enige i det? Er det især i tilbagespringene at romanen funkler?

 

Shoot me!

 

AfErling Lykke
tor, 01/02/2018 - 08:15

Kære læsere

1. februar er oprunden, og vi tager hul på debatten om Agnete Friis: "Sommeren med Ellen". 

Først vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til Jonas T. Bengtsson for deltagelsen i debatten om hans roman, Sus, der var til debat i januar.

Men nu gælder det "Sommeren med Ellen". Læs den. Gør jeres tanker, og del dem med os andre, så vi får en rigtig god debat om romanen. Agnete Friis har sagt ja til at deltage i debatten og svare på spørgsmål. Tak for det, Agnete. 

Så fyr løs.

God læselyst

jeres tovholder

Erling Lykke

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer