Bog

Zinvaris dyb

Af (
2020
)

Anmeldelse

Zinvaris dyb af Mads Schack-Lindhardt

04 feb.20

Fjerde bind i serien fortsætter ufortrødent med voldsomt underholdende og flot fantasy. Den efterhånden omfattende serie er noget af det bedste indenfor genren netop nu.

Mads Schack-Lindhardt har udover ’Stjernekrønikerne’ blot skrevet endnu en fantasy-historie, ’Tusmørkets søn’, så han er et forholdsvist nyt navn indenfor genren. Ikke desto mindre har han med opfindelsen af ”Tir.Nazrael”, som er en slags port til et utal af forskellige verdener, hvor alle skrevne historier bliver levende, og en uimodståelig skriveglæde og sprudlende idérigdom hævet sig helt op på øverste hylde.

Forfatteren er kraftigt inspireret af mange af genrens store klassikere indenfor fantasy og nu i dette bind også fra sci-fi og især ’Star Wars’, men alligevel formår han på fornemste vis at forvalte de mange inspirationer til sit helt eget og unikke univers. Knud Holtens gamle børnebogsklassiker ’Alex på eventyr’ har mange af de samme elementer.

Efter elverpigen Thiyaranahs tragiske død har den sørgende Sebastian i to år vendt ryggen til Tir.Nazrael,og naboen Martha. Han prøver at leve et almindeligt jordisk liv som gymnasieelev, og det eneste, han egentlig savner, er sjælevennen, dragen Storm. Men Tir-Nazrael har ikke glemt Sebastian, og pludselig en aften forsøger en ukendt og uhyggelig person at slå ham ihjel. Det viser sig, at halvorken Gulbash har indledt sit eget hævntogt mod De Unavngivne og deriblandt altså også Sebastian.

Sebastian må vende tilbage til Tir-Nazrael, men selv ikke her er han sikker. Efter endnu et attentatforsøg flygter Sebastian til science fiction-verdenen, Aquilan, som dog uheldigvis viser sig at være Gulbaths hjemplanet. Sebastian må flygte endnu en gang og ender hos de mystiske Jahvuer, som tror han er deres legendariske Zinvari, der skal redde dem fra en truende ondskab.

Mads Schack-Lindhardt har igen skrevet en forrygende historie, og med science fiction-delen har det vidunderlige univers fået endnu flere facetter og dybde. I denne serie bliver læseren i det hele taget forkælet med alle mulige spektakulære væsener og verdener, og det er bare om at læne sig godt tilrette og bare nyde og glædes. Kort sagt, romanen, historien, plottet og universet er igen helt fantastisk, og det kan næppe gøres meget bedre.

Det er naturligvis en fordel at have læst de tre forrige bind et i serien, men denne nye historie kan sagtens læses selvstændigt med stort udbytte.

Schack-Lindhardt har skrevet sig ind i den danske elite, og heldigvis ser det ikke ud til at serien slutter med dette bind.

Bogdetaljer

Forlag
DreamLitt
Faustnummer
47679826
ISBN
9788771715293
Antal sider
372

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer