Bog

Wimpy Kid : Nedsmeltning

Af (
2019
)

Anmeldelse

Wimpy Kid : Nedsmeltning

04 feb.19

Jeff Kinney er tilbage med trettende bog i serien om nørden Greg Rowley a.k.a Wimpy Kid, der er ramt af den globale opvarmning. Et sikkert hit til tweens.

I princippet er det vinter, men solen skinner fra en skyfri himmel, og Greg og hans bedste ven Rowley sveder som vanvittige i skolen og på Surrey Street sammen med alle de andre - uanset om man er “bakkebarn” eller “fladbarn”, fra den skrånende eller den flade ende af vejen. Det er bestemt ikke ligegyldigt hvilken ende man er fra, og det bliver ikke bedre, da kulden pludselig alligevel får overtaget, for så forvandler villakvarteret sig til en decideret slagmark, hvor kampen om kælkebakken bliver det mindste problem, når betroede allierede pludselig viser sig at være forræddere.

Bøgerne om Wimpy Kid er populære over hele verden; oprindelig udkom den som en online-serie (2004), i 2007 udkom den første bog 'Diary of a wimpy kid', og nu har vi nummer 13 på gaden. I hvert fald har vi den i boghandlerne og på bibliotekerne, men jeg har også både en formodning og forhåbning om, at den pushes blandt tweens - måske ikke ligefrem på gadehjørnerne, men i hvert fald anbefaler de dem i til hinanden, og der er konstant kø til biblioteketernes eksemplarer.

'Wimpy Kid' er skrevet som en dagbog med Greg som fortæller. Bogen er skrevet med “håndskrift” på linjeret papir og illustreret med simple krusedulleagtige tegninger, der ligner den slags, børn selv tegner i kladdehæfter, mens de lytter efter læreren - eller forsøger på det. Mange ord er skrevet med store bogstaver for at lægge tryk på dem. Umiddelbart ser bøgerne barnlige og måske også letlæselige ud, men det skal man ikke lade sig snyde af. De er fine til oplæsning (og en sjov hyggestund) sammen med børn fra cirka 9 år, men de fleste skal nok være 10-11 år for at kunne læse dem selv. Gregs dagbogsoptegnelser er fyldt med mere eller mindre frustrerende episoder fra hans liv, og han gør sig mange tanker om, hvordan hans egne oplevelser kan sættes ind i et historisk eller i et fremtidsperspektiv.

Historien om den nørdede Greg og hans genvordigheder foregår tydeligvis i en mindre amerikansk by, hvor livet i middle school (som fejlagtigt oversættes direkte til mellemtrinnet) med kantinedamer og eftersidninger nok ikke er præcis, som danske børn genkender hverdagen, men en bog som Wimpy Kid er ikke en, man nødvendigvis behøver at kunne spejle sig i. Den er bare sjov - i ordets allerbedste forstand.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
ISBN
9788702250046
Antal sider
217

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer