Bog

W eller Erindringen om en barndom

Af (
2003
)

Anmeldelse

W eller Erindringen om en barndom af Georges Perec

01 jun.06
Skribent

- de førstes lykke var den nøjagtige modsætning til de sidstes ulykke -”  om livet på den sportsfanatiske ø W, og forfatterens sporadiske minder fra barndommen som jøde i Europa.

På W er sport udgangspunktet for alt. Sporten, og dermed livet, er organiseret efter indviklede regler og love, hvis detaljeringsgrad er ekstrem og lunefuld.

Selve W består af 5 byer; centralt ligger hovedbyen W, hvor de store lege finder sted, og 4 omkringliggende landsbyer W-syd, W-nord osv. I hver landsby kæmper atleterne for at kvalificere sig, og landsbyerne kæmper så indbyrdes for at kvalificere sig til legene.

Alt dette lyder jo meget reelt og fair, men forskellen på vindernes og tabernes skæbne er ekstrem. Vinderne kommer til et paradis på jord. De får mad og drikke i overflod, retten til bad, en seng, massører, sportsudstyr mv.

Straffen for nederlag er ydmygelse, fysisk afstraffelse og vitale fornægtelser. Fx skal taberne udføre deres sportsgren nøgne med skoene omvendt på, mens de piskes med ris. For at afslutte denne ’ceremoni’ bliver al mad og drikke taget fra dem. Taberne har derfor en meget lille chance for at kvalificere sig til næste konkurrence – taberne lever ikke længe.

Men ingen kan dog vide sig sikre – hverken vinderne eller taberne; for på trods af hårde regler og love kan arrangørerne indlægge forstyrrende elementer eller deklarere, at taberne skal fejres og vinderne stenes!

Erindringen om en barndom
Parallelt med denne uhyggelige beretning om W, fortæller forfatteren sine barndomsminder. Som jødisk barn i 2. verdenskrigs Centraleuropa bliver Georges kastet rundt mellem familie, venner og tilfældige godmodige mennesker.

Et konstant nærværende spørgsmål er derfor: Er mindet ægte? Er mindet personligt erfaret, eller er det en episode fra en film, en roman eller måske fra en anden drengs oplevelser?

Romanen stiller i mine øjne spørgsmålet: Hvor meget vil jeg egentlig selv kunne huske fra min barndom, hvis ikke familie og venner bekræfter disse minder?

Georges’ barndomsminder er sporadiske og umiddelbart uden sammenhæng, og beretningen om W fremstår uhyggelig og kvalmevækkende. Men mod romanens ende griber de to beretninger ind i hinanden og efterlader en klar følelse af sammenhæng.

W eller Erindringen om en barndom er en anbefalelsesværdig og tankevækkende læseoplevelse! 

Oversat fra fransk af Frants Iver Gundelach efter 'W'. Rosinante, 2003 (copyright 1975). 187 sider.

Analyse

Perec, Georges

Georges Perec har med ’W eller erindringen af en barndom’ til dels skrevet en selvbiografisk roman om, hvordan han mistede sine jødiske forældre under anden verdenskrig, og hvilke konsekvenser det havde for hans liv. Bogen fungerer altså som en slags andengenerationserindring, der er en erindring på vegne af Perecs døde forældre, og som derfor er indbegrebet af mange naturligt uudsigelige forhold, der kræver et særligt fiktionaliseret greb.

'W eller erindringen om en barndom' er skrevet af Georges Perec, der i sin levetid blev optaget som medlem i det fransktalende digterfællesskab Oulipo, en forkortelse af Ouvroir de littérature potentielle, der kan oversættes til noget i stil med ”værksted for potentiel litteratur”. Fællesskabet består af digtere, forfattere og matematikere, der ved hjælp af diverse matematiske benspænd forsøger at underlægge litteraturen nye strukturer. Perecs forfatterskab spænder således over en meget interessant samling af litteratur, hvor matematikken spiller en væsentlig rolle. 'W eller erindringen om en barndomadskiller sig dog drastisk fra disse sproglige lege, idet bogen er en selvbiografisk erindringsroman, der til dels er skrevet på vegne af Perecs jødiske forældre, hvorfor bogen også fungerer som et andengenerationsvidnesbyrd om tiden under og efter 2. verdenskrig, hvor Perecs forældre døde; faderen ved fronten, moderen i en udryddelseslejr. Men forbindelsen til Oulipo stikker alligevel sit hoved frem i bogens fiktionsdel, hvor sportssamfundet W bliver kategoriseret og klassificeret efter alle kunstens (læs: matematikkens) regler. En fornem gestus, der systematiserer samfundet til det ekstreme og byder læseren at holde tungen lige i munden.

'W eller erindringen om en barndom' er delt op i to hoveddele. En fiktionsdel og en selvbiografisk del, der krydsklippes fra kapitel til kapitel. De to spor adskiller sig blandt andet ved at fiktionsdelens kapitler er sat i kursiv. Hvert af de to spor er desuden delt i to i midten af bogen, der adskiller hver af disse med en blank side, hvorpå tre eftertænksomme punktummer optræder i en parentes ”(…)” (75). Hvor de to selvbiografiske dele adskiller sig med kommentaren: ”Fra nu af er der erindringer, flygtige vedholdende, trivielle eller belastende, men der er intet der binder dem sammen.” (83), dog uden at fortælleteknikken ændrer sig markant, forholder det sig meget anderledes imellem bogens to fiktionsdele. Selvom fortælletiden i begge fiktionsdele er holdt i første person datid, er det kuriøst, at man i den første del er klar over, at fortælleren er en karakter ved navn Gaspard Winckler (et karakternavn som Perec desuden har brugt i andre dele af sit forfatterskab, uden der nødvendigvis er en kobling her udover understregelsen af, at vi befinder os i en fiktionsverden), men at denne karakters navn er udvisket i fiktionens anden del, der fremstår som en nøgtern redegørelse for mekanismerne i samfundet W.

Hvor sport og samfund smelter sammen

Som en klar allegori på udryddelseslejrene er en del af bogen iscenesat som en etnologisk observation af ø-samfundet W, hvor beboerne på systematisk vis dyrker sport dag ud og dag ind. Kapitlerne om øen W optræder i bogens andel halvdel fra side 79.

”[…] Wilson [var] en topatlet (andre siger træner) som var voldsomt optaget af det olympiske koncept, men fortvivlet over de vanskeligheder Pierre de Coubertin mødte dengang, og overbevist om at det olympiske ideal som følge af gemene studehandler og gåen på akkord kun kunne blive fornedret, tilsmudset og forvrænget af netop de mennesker som hævdede at tjene det, og besluttede at sætte alt i værk for at grundlægge et nyt Olympen, langt fra chauvinistisk kævl og ideologiske manipulationer.” (Perec, 80-81)

Til en start bliver vi præsenteret for grundlæggeren af ø-samfundet, Wilson, som øen også har fået sit navn efter. Selvom vi bliver præsenteret for den hæderlige idé om at lave et samfund, der bygger på det olympiske ideal, kan vi allerede her spore de skæbnesvangre undertoner i fortællerens retorik. Idet Wilson netop også vælger at forsøge at tjene det olympiske ideal, bliver han selv til et af de mennesker, som han i første omgang prøver at adskille sig fra. Det bliver igen understreget af bemærkningen om, at han vil sætte alt i værk for at grundlægge et nyt Olympen, bjerget der ifølge græsk mytologi er gudernes hjem. Selvom det måske ikke er Wilsons egne ord, men mere fortælleren der foregriber begivenhedernes gang, kan man altså tale om, at Wilson begår hybris. Dette er dog noget, man som læser først gradvist bliver klar over, som man bliver ført igennem de 13 kapitler, idet livet i samfundet W, efter kursen som Wilson i sin tid har udstukket, med sportsgrenene der udøves her, til at starte med ser aldeles tiltalende ud:

”De vil fylde ham [den nyankomne] med undren og begejstring (hvem ville ikke blive begejstret over denne dristige disciplin, disse daglige bedrifter, denne kamp skulder ved skulder, denne sejrens beruselse?) og få ham til at indse at livet her leves for at ære Kroppen. Og senere vil man se hvordan dette atletiske kald bestemmer Statens liv, hvordan Sporten regerer W, hvordan den helt gennemgribende har formet både sociale relationer og individuelle forhåbninger.” (82)

Vi bliver som nyankomne til øen i første omgang mødt af ”Den særdeles fjendtlige omkringliggende natur […]” (79) med de livsfarlige og forræderiske klippeskær, der lurer lige under havets overflade hele vejen rundt om øen, hvorfor der ikke findes naturlige havne. Dernæst mødes vi af de giftige sumpområder og det altid isnende og tågeindhyllede landskab. Men kommer man igennem dette barske skjold, opdager man øens midte, der står i stærk kontrast hertil. Det er her samfundet W findes. Lige midt i ”[…] dette friske, lykkelige område […]” (80) hvor den vilde natur er afløst af bløde bakker, små grupper af ege og stier kantet med gærder af store sten eller brombærbuske, hvor enge med blåbær og marker med søde kartofler findes. Her introduceres vi altså i første omgang for øens ydre geologiske og biologiske ondskab før den afløses af et slags paradisisk billede af midten. Den fuldstændigt omvendte opbygning får vi igennem de 13 kapitler, så snart vi bevæger os over til at se på samfundets sociale relationer.

Her starter vi på utopisk vis med citatet ovenfor, hvor alt er godt udadtil, inden vi bevæger os længere ind i et nærstudie, hvor det hele kommer til at fremstå som en dystopi. Foruden præsentationen af Wilsons ideologiske forhåbninger og idé med samfundet, bliver vi ikke ført ind i hovedet på andre karakterers meninger. Wilson er således den eneste karakter, der figurerer med navns nævnelse, og han skrives lynhurtigt ud af fortællingen om W, hvor han altså kun bruges indledningsvist for, at vi som læsere skal forstå, hvor grundideen stammer fra. I stedet observerer vi samfundet igennem fortælleren, der efterfølgende udelukkende nævner typer af beboere på øen via deres funktioner. Således nævnes dommerne, kamplederne, officials, udøverne, atleterne, 100-meter løberne, kvinderne, børnene, mændene og så videre. Det er svært som læser/tilskuer at følge sportskampenes gang, idet vi ikke kender den store forskel på deltagerne via karakteropbygning ekspliciteret ved navne, og der ikke findes et decideret narrativ i forhold til den enkelte kamp. Disse beretninger om kampe bruges da også udelukkende af fortælleren til at eksemplificere, hvordan diverse samfundsmæssige systemer hænger sammen.

Det er altså kun fortælleren som karakter og dennes etnologiske syn på samfundet, der undervejs er i udvikling, imens der berettes. Heri ligger en væsentlig pointe, som har forbindelse til bogens selvbiografiske spor. Den venter jeg dog lige med at udlægge, til vi beskæftiger os med den del af analysen.

”Det er de seks navne der bliver indført på hans sejrsliste, som udgør hans officielle titel, og som han skal nævne i ufravigelig rangorden når han møder op foran Lederne: Gustafson’en af Grunelius af Pfister af Cummings af Westerman-Casanova.” (117)

Men når jeg så får skrevet, at der ud over Wilson ikke figurerer andre navne i fortællingen, så er det alligevel at gradbøje sandheden lidt. For på øen W får deltagerne navn efter deres sportslige præstationer. Navnene er oprindeligt fra de mennesker, der første gang vandt den respektive disciplin. Problemet med navnene er bare, at det ikke er nogle man beholder. Da samfundet W bygger på et system, hvor man hele tiden udfordrer hinanden og kan vinde hinandens titler, skifter navnene altså ofte ejermand. På den måde udviskes diverse identiteter hele tiden. Dette understreges også ved, at navn og titel sidestilles i dette samfund, hvor hvert menneske altså sættes i bås som en samfundsmæssig funktion. Igennem diverse kvalifikationer og udfordringer, der fører til sejre og nederlag, kan det enkelte individ således vinde eller tabe retten til forskellige samfundsmæssige privilegier og dermed også indtage en plads i et stramt hierarki, hvor det er bedst at holde sig på toppen. Vinderne bliver således eksempelvis i kølvandet på de store sejrsceremonier tildelt et festmåltid af dimensioner, hvorimod taberne frarøves deres aftensmåltid. Det er også vinderne, viser det sig senere hen, der får lov at parre sig med kvinderne. Samfundet W består af fire byer, der er beboet udelukkende af mænd, der konkurrerer i diverse discipliner hele året rundt. Kvinderne, derimod, ” Holdes i et særligt Kvindehus hvor de overvåges meget omhyggeligt […]” (142) og lukkes kun ud til Atlantiaderne, et af de store stævner, hvor de så først i et seværdigt løb bliver jagtet, inden de til sidst voldtages (143).

Børnene, der kommer ud af dette møde, lever de første 14 år af deres liv i uvidenhed om sportssamfundet, der udgøres af de fire byer med mænd. De bor først i Kvindehusets vuggestue og senere på børnehjemmene, inden drengene i deres femtende leveår flyttes til en af landsbyerne, hvor de får titlen som novice. Her skal de tilbringe tre år, inden de bliver atleter. Efter endnu et sirligt system med vindere og tabere bliver der udpeget en mentor for hver novice, og novicen skal herefter agere stikirenddreng for mentoren, og ”Derudover skal han stå seksuelt til rådighed for ham.” (169). Fra bunden ser hierarkiet på W altså sådan ud: kvinderne, hvis funktion begrænser sig til en art avlsdyr. De holdes fanget uden for landsbyerne i Kvindehuset, der er en del af Fæstningen (87), hvor også de ældre og børnene har hjemme, og hvor man finder hospitalet, skadestuen, asylet, børnehjemmene, køkkenerne, værkstederne med mere. Børnene, der har total frihed, indtil de fylder 14, og hverken trænes i sport eller tvinges til at tænke på den er højere rangeret end kvinderne (faktisk kan man sige at børnene i samfundet W, er de der har det bedst, men at de trods alt udelukkende står i en venteposition til at indtage deres fremtidige roller, hvor så utroligt megen ondskab findes). Uden for fæstningen har vi de fire landsbyer, hvor atleterne bor, og diverse stadions med tilstødende bygninger, der ligger imellem disse. I bygningerne ved stadions bor de mennesker, hvis arbejde ikke knytter sig til den enkelte sportsudøver, men til konkurrencerne. De er listet som følger i aftagende hierarkisk betydning: ”[…] arrangører, løbsledere, dommere og kampledere, tidtagere, vagter, musikere, fakkelbærere og fanebærere, duepassere, banepassere, tjenere, etc. […]” (87). I landsbyerne bor de, der er nødvendige for, at sportsudøvernes hverdag kan hænge sammen. Det være sig holdledere, trænere, læger, massører, diætetikere med flere. Imellem sportsudøverne ved vi, at novicerne er lavest i fødekæden, og som atlet kan man derefter vinde sin hæder og plads i toppen af hierarkiet, lige såvel som man kan tabe den igen.

”Selve navnet, Fæstningen, skyldes den centrale bygning, et kreneleret tårn næsten uden vinduer, som er bygget af grå, porøse sten, en slags forvitret lava, og hvis udseende godt kunne minde om et fyrtårn. Dette tårn er sæde for W’s centralregering. Det er der dér de vigtigste beslutninger bliver truffet, omgærdet af den strengeste hemmelighedsfuldhed […] Regeringens medlemmer bliver udvalgt blandt Arrangørerne, Dommerne & Kamplederne, men aldrig blandt Atleterne.” (87-88)

Atleterne har heller ingen administrativ funktion ude i landsbyerne eller på stadions, der svarer til regeringsmagtens kommunale niveau. Her udpeges diverse Officials af centralmagten i stedet blandt tidtagerne og løbslederne. Grunden til at Atleten ikke kan komme i betragtning, er hans tilknytning til sin respektive landsby, hvorfor han muligvis, på trods af sin hæderlighed og store sans for fair play, ikke altid kan bibeholde den upartiskhed, der kræves af dommerne. I stedet må den enkelte sportsudøver altså sørge for at vinde sin plads i hierarkiet igennem sejre.

”Loven er ubønhørlig, men Loven er også uforudsigelig. Ingen kan være uvidende om den, men ingen kan heller kende den. Mellem dem der er underlagt Loven, og dem der foreskriver Loven, rejser sig en uoverstigelig barriere. Atleten bør vide at intet er givet; han bør forvente hvad som helst, det bedste som det værste; de beslutninger der vedrører ham, de være sig ubetydelige eller livsvigtige, bliver truffet uden for hans rækkevidde; han har ingen kontrol over dem. Han kan bilde sig ind at hans pligt som sportsmand er at vinde, for det er Sejren der fejres, og nederlaget der straffes; men han kan slutte sidst og blive udråbt som Vinder, for den dag har en eller anden, et eller andet sted, besluttet at sådan skal det være i netop dette løb.” (135)

Kort herefter kommer det frem, at alle kampe er underlagt stor uretfærdighed fra lovens side, hvorfor forklaringen på, at det skulle være på grund af manglende upartiskhed, at udtjente atleter ikke kan optage en administrativ funktion, smuldrer bort. Det fremgår, at lovene ikke gælder alle, og således er samfundet opdelt i to grupperinger; de der bestemmer, og de der bestemmes over. På sin vis er det ikke meget anderledes end i virkelighedens verden, hvor nogen laver regelsættet til en sportsgren og reviderer det løbende, imens de aktive atleter retter ind og spiller efter de regler, der er blevet vedtaget i det centrale organ. Men at der er en uoverstigelig barriere imellem de to verdener, er unik for samfundet W. Det ændrer dog ikke på, at sporten i høj grad er institutionaliseret i samfundet W. Det centrale sportsorgan sidestilles i samfundet W med regeringsmagten, hvorfra alle love udgår. Den institutionaliserede diskrimination er en del af en bevidst politik på øen W. Filosofien er, at en dommer der konstant udviser partiskhed og får løbet til at efterlade atleterne med indtrykket af den totale uretfærdighed, får disse til at blive så oprørte og rasende over de tilfældige kendelser, urimeligheden, magtmisbrugene og overgrebene, at de vil være hundrede gange mere kamplystne end de sportsudøvere, som er enige i deres fortjente nederlag (129). De diskriminerende foranstaltninger bliver delt ind i to kategorier. De officielle, som er diverse handicap, som deles ud inden starten af hver kamp. Det kunne eksempelvis være, at et 400 m-hold fra den ene landsby i stedet for den normale distance i stedet skulle løbe 420 meter imod nabobyens kun 380 meter. De uofficielle og uforudsigelige foranstaltninger overlades derimod til arrangørernes og løbsledernes fantasi. De kan eksempelvis uden at sige det flytte lidt på afstanden imellem hækkene i et hækkeløb, så atleternes skridtlængde kommer ud af trit.

På W ved vi, at der imellem de fire byer ligger fire beskedne stadions foruden det meget større Centrale Stadion, man finder på midten (88). Det bliver ikke eksplicit skrevet, hvor fyldte disse stadions er. Altså ved vi ikke præcist, hvor mange tilskuere, der følger disse lege, og dermed hvor fyldte de stadions er. Men man må trods alt antage, at stadions er blevet bygget for at imødekomme en vis efterspørgsel. Inden for fortællingens rammer følges sportsgrenene dog med stor interesse, fra de tilskuere, der nu engang er. Ligesom regeringen/administrationen fejrer de sejrene i stor stil og ligeså straffer taberne, som vi eksempelvis så det med aftensmåltiderne, spiller tilskuernes engagement i disse afvejninger også en stor rolle. Af og til overfalder tilskuerne en atlet, typisk ved at overdynge ham med kasteskyts (slaggestumper, stykker af stål, flaskebunde), hvis de bliver skuffede over dennes præstation. Selvom Officials oftest modsætter sig dette og griber ind, velkommer administrationen også tilskuernes engagement. De tabende på 100-meteren skal således løbe ind foran publikum, der hver især med en tommeltot, der vendes op eller ned, bekendtgør, om de synes atleten skal have lov at overleve. Det er ikke flertallet, der afgør udfaldet. Hvis bare én af tilskuerne således vender tomlen den forkerte vej, vil atleten blive slået ihjel. Publikum stener ham således efterfølgende til døde (128).

”Man skal se dem, disse Atleter, der i deres stribede dragter mest af alt ligner parodier på sportsmænd anno 1900, se dem kaste sig frem, side om side, i en grotesk sprint. Man skal se dem, disse kuglestødere hvis kugler er slavekugler, disse højdespringere med lænkede ankler, disse længdespringere som falder tungt ned i en grav fyldt med ajle. Man skal se dem, disse fribrydere smurt ind i tjære og fjer, man skal se dem, disse langdistanceløbere som må hoppe af sted på ét ben eller løbe på alle fire, man skal se dem, disse overlevende fra maratonløbet, udmattede, forfrosne, som småløber mellem to rækker Linjevogtere bevæbnet med køller og stokke, man skal se dem, disse skeletagtige Atleter, med askegrå ansigter, med ryggen der altid er bøjet, disse skinnende, skaldede isser, disse panikslagne øjne, disse væskende sår, alle disse uudslettelige tegn på endeløs ydmygelse, på bundløs rædsel, alle disse beviser der gives, hver time, hver dag, hvert sekund, på en bevidst, organiseret, rangordnet tilintetgørelse, man skal se hvordan dette enorme maskineri fungerer, og hvordan hvert eneste hjul med ubønhørlig effektivitet bidrager til menneskenes systematiske udslettelse […]” (184-185)

Det, der til at starte med kunne minde om et perfekt utopisk samfund, hvor både arrangører, tilskuere og atleter nyder tilværelsen, er altså slet ikke billedet, man sidder tilbage med som læser, når man runder det sidste af de 13 kapitler, hvorfra citatet ovenfor stammer. Her er dystopien for atleternes vedkommende trådt fuldstændig i karakter – ” Der findes to verdener, Herrernes og slavernes.” (183). Håbet, synes fuldstændig slukket med det sidste kapitels afslutning.

I sammensmeltningens spor - et nyt spejlbillede

Mer-betydningen eller dobbeltheden i fortællingen om øen understreges også af det navngivende bogstav ”W”. Tegnet ”dobbelt-v” er således både af udseende og udtale en spejlingsfigur. Selvom man som læser selvfølgelig ikke har sprunget hvert andet kapitel over og dermed undgået at læse Perecs selvbiografiske kapitler, for slet ikke at tale om hele bogens første del, er der alligevel nogle helt klare hints undervejs, der i fiktionen om W isoleret set kan sætte tanker i gang hos læseren om, at samfundet W indeholder noget mere end det, det i første omgang giver sig ud for at være.

”Men mændene skal rejse sig og stille sig på rad og række. De skal forlade barakken – Raus! Raus! – de skal give sig til at løbe – Schnell! Schnell! – de skal komme ind på Stadion i perfekt orden!” (178)

Eksempelvis lever atleterne pludselig i barakker, og de bliver kommanderet med på tysk. Ligesom deres isser, jævnfør det foregående citat, er skaldede, og som når man fratager dem deres sko, når de er blevet for gamle (178). Disse indrømmelser, der kommer frem mod slutningen af beretningen om øen W, gør koblingen til bogens andre dele meget oplagt. Selvom vi er startet med at beskæftige os med sportsrepræsentationen i denne roman vil vi ikke foregive, at denne del kan og bør læses isoleret. I koblingen imellem romanens forskellige dele opdager vi, hvilken væsentlig rolle fiktionsdelen om W spiller på et mere overordnet plan i en anden fortælling med en meget vigtig pointe.

I første omgang ligger koblingen til bogens anden fiktionsdel lige for. Denne anden del er jo i virkeligheden anledningen til mødet med øen W, idet denne del af fiktionssporet optræder i bogen før beretningen om W. I bogens første del følger man således karakteren Gaspard Winckler, der efter som ung at have gjort tjeneste i nogen tid finder ud af, at soldaterlivet ikke lige er ham, og han deserterer derfor, hvorefter et militærnægternetværk hjælper ham med at forfalske nogle identifikationspapirer og giver ham en ny tilværelse (11). Nogle år senere kontaktes Winckler af en ukendt, Otto Apfelstahl, med forespørgslen om at møde ham på et hotel, uden at det i brevet bliver specificeret hvorfor (14-15). På hotellet spørger Apfelstahl: ” - Har De nogensinde spekuleret over hvad der er blevet af den person som gav Dem sit navn? ” (27). Det viser sig, at Wincklers identifikationspapirer ikke er forfalskede, men overtaget fra et menneske der er forsvundet. Et døvstumt barn på 8 år, som med sin moder drog på en verdensomsejling i et desperat forsøg på at helbrede den døvstumhed, der kun kunne tilskrives et barndomstraume (33). Imidlertid forliste skibet ud for Tierra del Fuego. Men kun fem lig af besætningens seks medlemmer blev fundet. Den nu ti-årige dreng manglede (58). Apfelstahl, viser det sig, arbejder for et støtteselskab for skibbrudne, vis opgave det er både at indsamle data om nødstedte skibe og samtidig, i det omfang det er muligt, komme de overlevende til undsætning.

”De kan være vendt om for at søge efter ham hvilket kan betyde at barnet var stukket af – det benægter jeg ikke – men det kan også betyde at de havde forladt ham, og at de så fortrød.” (73)

Apfelstahl har, efter at have undersøgt skibets logbog og dokumenterne fra de havne som skibet er anløbet og sammenholdt dem med diverse meteorologiske informationer og radiopejlinger, fundet frem til, at drengen må have forladt skibet på en af de små tusinde øer, idet skibet på mærkværdig vis er vendt om på det skæbnesvangre tidspunkt. Givet den voksne Gaspard Wincklers navnelige forbindelse med den forsvundne dreng bliver det nu hans mission at drage ud og finde drengen.

Men det er her bogens anden del begynder. Mystikken og det spæde detektivplot afløses af en mere nøgtern redegørelse for livet i det sportssamfund, som vi allerede har beskæftiget os med. Eftersøgningen af drengen er ligesom både Apfelstahl og den voksne Winckler forsvundet ud af fortællingen. Man kan selvfølgelig gisne om, hvorvidt fortælleren stadig er den samme, at det kunne være Winckler, der i sin søgen efter drengen gik i land på en ø og gav sig til at beskrive samfundet her i stedet for at lede efter drengen, men det bliver aldrig bekræftet. Fortælleren optræder aldrig med et navn. Det der til gengæld er tydeligt ved bogens afslutning er, at drengen man som læser sammen med Winckler er blevet sendt afsted for at finde, ikke bliver fundet. Dermed finder man altså heller ikke den person, der gav den voksne Winckler sit navn.

”Jeg har ingen erindringer om min barndom. […] Da jeg var tretten, digtede, fortalte og tegnede jeg en historie. Senere glemte jeg den. En aften i Venedig for syv år siden kom jeg med ét i tanke om at den historie hed ’W’, og at den i et eller andet omfang var historien eller i hvert fald en historie om min barndom. Ud over titlen som jeg således med ét fik tilbage, havde jeg så godt som ingen erindring om W. Det eneste der stod tilbage, kan sammenfattes på mindre end to linjer: livet i et samfund hvor alt handler om sport, på en lille ø ud for Tierra del Fuego, Ildlandet.” (12-13)

Koblingen mellem fiktionsdelen og den selvbiografiske del af bogen ekspliciteres allerede i det første selvbiografiske kapitel. Her kan man læse, at fiktionen var en del af Perecs barndom, på den måde at det var en historie, han allerede opfandt dengang, samtidig med at den i hans senere voksne liv bliver et af de sparsomme minder, han stadig har fra dengang. Dermed synes mødet på hotellet imellem Apfelstahl og Winckler at have karakter af et møde imellem en psykolog og en patient, der bliver bedt om at granske sine minder, hvor der både søges efter den person (læs: personer – Perecs forældre) der navngav ham, og samtidig den dreng, der på sin vis er forsvundet som produktet af en fortrængning og tidens gang:

”’Jeg har ingen erindringer om min barndom’: Jeg fremførte denne påstand i trods. Det var ikke noget man skulle spørge mig ud om. Det optrådte ikke i mit program. Jeg havde fået dispensation: en anden historie, den Store, Historien med dens vældige hug, havde allerede svaret i mit sted: krigen, lejrene.” (12)

Det vanskelige ved at huske noget på en tidslig afstand af begivenhederne er i det hele taget et stort tema i bogens selvbiografiske del. Flere gange undervejs beskriver Perec eksempelvis fotografierne, han har af sine forældre, i væsentlige detaljer for blot en håndfuld sider længere fremme at rette sine tidligere udsagn ved hjælp af et sirligt fodnote-system (Perec, 37-52). På den måde tvinges læseren for hver fodnote til at bladre tilbage og genopleve minderne med Perecs nye oplysninger. Denne øvelse spejles i det projekt som Apfelstahl sender Winckler ud i, hvorfor koblingen til at mene, at det overført er Perec, der sendes på en rejse gennem minderne for at finde et barndoms-jeg og samhørigheden med sine forældre, bestemt er en slutning man kan lave. Pointen med at Winckler aldrig finder barnet/vedkommende han fik sit navn af i fiktionsdelen af bogen, får således sin forklaring i den selvbiografiske del. Idet forældrene er døde, er minderne om en barndom også døde. Eller minderne er i hvert fald sværere at huske, da det er vanskeligt at skelne imellem de sande og de opdigtede. De, der kunne give ham de manglende stykker til puslespillets mere komplette billede af barndommen, mangler.

”Jeg skriver fordi vi levede sammen, fordi jeg var en af dem, en skygge blandt deres skygger, et legeme blandt deres legemer; jeg skriver fordi de har efterladt deres uudslettelige aftryk i mig, og fordi spor er skriften. Deres minde er dødt i skriften; skriften er mindet om deres død og bekræftelsen af mit liv.” (53)

At Perec har skrevet bogen på vegne af både sig selv og sine forældre, er forholdsvist let at gennemskue. Men romanen er samtidig også skrevet på vegne af de mange mennesker, der har oplevet det samme som ham og dem. Det er et vidnesbyrd for de, der døde i lejrene. Derfor er repræsentationen af sportssamfundet måske den vigtigste del af værket. Pointen med at fortælleren i fiktionsdelen om øen W er navneløs, og desuden den eneste der kommer til orde, giver derfor god mening. For på dobbelttydig vis er det ikke kun Perec selv eller hans forældre, men alle ofrene der samlet kommer til orde og giver deres syn på lejrene igennem denne fortæller, samtidig med at det igennem den umulige afstand til de andre karakterer, de stumme og identitetsløse beboere, deltagerne af sportsgrenene i samfundet W understreges, at der er nogen, der aldrig er blevet hørt på grund af dehumaniseringen og mordene, der fandt sted i disse lejre. Håbet, der i første omgang syntes slukket, når man isoleret set tog udviklingen af samfundet W i betragtning, får igennem det selvbiografiske spor et nyt liv. Med denne bekræftelse af og dette vidnesbyrd om en grusom tid, der er fundet sted i virkeligheden, men også en tid som menneskeheden har overlevet, minder historien os om, at ondskab kan overvindes. Efter sejren over Hitlers regime findes en fremtid, der for de implicerede ganske vidst er et åbent sår, der aldrig kan glemmes. Men i kraft af at vi, med en løftet pegefinger, minder hinanden om, hvad der skete, og sørger for, at vi netop aldrig skal glemme det, ligger håbet for en lysere fremtid, hvor vi forhåbentlig ikke begår de samme fejl igen.

08 maj.19

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Frants Iver Gundelach
Faustnummer
24483738
ISBN
9788762101043
Antal sider
186

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer