Bog

Vold og magt

Af (
2009
)

Anmeldelse

Vold og magt af Elsebeth Egholm

07 sep.09

To bomber eksploderer i Århus, og Dictes søn involveres i et mord.

Der er altid masser af action, men også noget at tænke over i Elsebeth Egholms krimiserie om journalisten Dicte Svendsen. Det er der heldigvis også i 6. bind, ’Vold og magt’.

To bomber eksploderer i Århus. Den ene i et solcenter og den anden i en kvindelig politikers bil, som samme dag er blevet stjålet. Dicte er denne gang ualmindelig tæt på sagen, for hun sidder på en café lige i nærheden af solcenteret, da bomben eksploderer. Eksplosionen har også et dødsoffer - en ung handicappet pige, som boede på 1. sal i bygningen.

Men hvad er sammenhængen mellem et solcenter og den kvindelige politiker? Og hvorfor startes der en smædekampagne mod politikeren umiddelbart efter attentatet? Og hvad har Dictes bortadopterede søn, Peter, med det hele at gøre? Peters DNA findes nemlig på bombeofferet, og selvom han allerede er dømt for et mord, kan Dicte alligevel ikke lade være med at involvere sig i sagen. Hun forsøger at finde frem til Peter og ikke mindst til en forklaring på hele sagen.

Elsebeth Egholm kan sit kram. Hun kan skrive en historie, som læseren ikke kan slippe igen, og hun er eminent dygtig til at blande den aktuelle samfundsdebat ind i et krimiplot.

Her i ’Vold og magt’ har hun knapt så meget fokus på krimi-intrigen, og mere fokus på Dictes forhold til sønnen Peter, som hun fik kontakt med i bind 5. Men det er en prioritering, som virker helt rigtig, for historien om Peter er mindst lige så spændende som krimiplottet.

Plottet, der kredser om den kvindelige politiker, tager fat på et par samfundstabuer om kvinder og sex. Det lykkes fint for Egholm at stille en række interessante diskussioner op uden at falde i fælden med at være docerende. Der kunne ellers godt blive for meget fokus på både handicappede, kvinders seksualitet osv., men Egholm holder balancen.

Alt i alt vil jeg beskrive ’Vold og magt’ som den måske bedste bog i serien. En serie som nu også kommer som tv-serien.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
92203123
Graphic
Peter Stoltze/stoltzedesign
ISBN
9788756794022
Antal sider
380

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer