Bog

Violeta

Af (
2022
)

Anmeldelse

Violeta

02 maj.22

Isabel Allende er dronningen af episke fortællinger. Historien om Violeta er både lidenskabelig, bevægende og underholdende.

Bogen er fortællingen om Violeta Del Valles spændende liv fortalt til barnebarnet Camilo. Violeta bliver født som første datter i en familie med fem højrøstede sønner. Hendes liv påvirkes både af 1. Verdenskrig, den spanske syge og Depressionen, hvor hendes familie mister alt og trækker sig tilbage en afsidesliggende del af landet, efter at hendes far tager sit eget liv.

Som voksen bejles hun til af den unge dyrlægestuderende Fabian, men de gifter sig ikke med det samme. Og da de endeligt gifter sig, går der ikke længe, før hun møder piloten Julián, der slår benene væk under hende. Hun forbliver gift med Fabian, som ikke vil skilles, men får to børn med Julián samt opbygger en mindre formue, der gør hende uafhængig af alle mændene omkring hende, hvilket er højst utraditionelt for kvinder på det tidspunkt. Violetas liv leves under kampen for kvinders rettigheder, diktatorer der fødes og falder samt hele to pandemier. Ydermere er hendes spændende liv fyldt med lidenskab, beslutsomhed, mod og raffineret humor.

”JEG BLEV FØDT i 1920 under den spanske syges pandemi, og jeg dør i 2020, under coronavirussenes pandemi. Hvilket elegant navn til sådan et modbydeligt krapyl. Jeg har levet et helt århundrede og har en god hukommelse, foruden mere en 70 dagbøger og tusindvis af breve, der beviser mit ophold her på jorden (…) Der er en sær symmetri i at jeg skulle fødes under en pandemi, og dø under en anden.”

De store historiske begivenheder flettes ubesværet ind i Violetas farverige liv, så romanen bliver en fascinerende skildring af de dramatiske begivenheder i det 20. århundrede med udgangspunkt i Chile. Bogen er opdelt i fire dele, og hver del spænder over tyve år el. mere.

Isabel Allende er vidunderlig dygtig til at gøre sine karakterer levende, og resultatet er en stærk historie om en kvindes rejse gennem en langt liv med store globale omvæltninger, fortalt med en høj grad af intimitet. En politisk og personlig historie, som også fortæller om tab, en uundgåelig konsekvens af et langt liv. Isabel Allendes syn på forfattere som folkets hukommelse understøttes i høj grad af ’Violeta’.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Lise Rifbjerg
Faustnummer
62355026
ISBN
9788740041613
Antal sider
317

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer