Bog

Vintermørke

Af (
2009
)

Anmeldelse

Vintermørke af Alex Scarrow

12 okt.09

Original og fascinerende blanding af gyser, seriemorderthriller, nybyggerroman og en ætsende skildring af følgerne af religiøst vanvid og fundamentalisme.

Under optagelserne til et dokumentarprogram falder TV-manden Julian Cooke og hans assistent Rose Whitely over sporene af en gammel lejrplads. En nærmere undersøgelse af stedet viser bl.a. rester af gamle prærievogne, og i et gammelt skrin finder de en vis Benjamin Lamberts efterladte dagbog. I dagbogen skildres de uhyggelige begivenheder, som et vogntog bestående af almindelige nybyggere og en flok frafaldne mormoner under ledelse af den karismatiske Preston kommer ud for i året 1856. På vejen mod Oregon stoppes vogntoget af for tidligt snefald, og for at overleve må gruppen slå lejr for vinteren. Snart begynder folk at dø på mystisk vis - der er noget skræmmende ude i skoven, og snart begynder alle at mistænke hinanden.

Julian er klar over, at han i bogstaveligste forstand har fundet en guldgruppe og en historie, som virkelig vil kunne blive til alle tiders dokumentarprogram, og han og Rose begynder at undersøge baggrunden nærmere. Prædikanten Shepherd, som er ved at indlede sin helt egen succesrige kampagne for at blive landets næste præsident, har imidlertid sin helt egen interesse i den gamle historie, og han er parat til at gå meget langt for at holde historien skjult.

’Vintermørke’ er Scarrows anden roman på dansk, og han er godt på vej til at befæste sig som en af de mest originale thrillerforfattere i dag. Han er bestemt ikke bange for at kaste sig over tidens store temaer, i dette tilfælde bl.a. religion og politik, men han gør det med bravur og stor dygtighed.
Der er i høj grad tale om intelligent underholdning med noget på hjerte.

Handlingen er mesterligt skruet sammen, idet man skiftevis følger begivenhederne i 1856 og i nutiden, og bedst som man tror, at man nu har styr på historien, så får handlingen lige en ny overraskende drejning. Som læser får man hele tiden mulighed for at gætte med og blive pirret, og når så tilmed bogens personer er så overbevisende skildret, som tilfældet er, så kan man næsten ikke forlange mere. Og det får man så alligevel, fordi især skildringen af den religiøse fanatisme giver godt stof til eftertanke.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Brian Christensen
Faustnummer
27917569
Graphic
Paul Wilson (yellow1.dk)
ISBN
9788777149801
Antal sider
350

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer