Bog

Før vi siger farvel

Af (
2012
)

Anmeldelse

Før vi siger farvel af Jens Christian Grøndahl

20 apr.12

Find lommetørklæderne frem! Ny stærk kærlighedshistorie fra Jens Christian Grøndahl om rodløshed og om at blive forladt.

En ulykkelig kærlighedshistorie om at møde dén person, som man ikke kan leve uden, hvorefter man bliver forladt. Et klassisk dilemma i litteraturen, men her sker bruddet på baggrund af uselvisk kærlighed og et ønske om at sikre den andens lykke, uden at man nødvendigvis selv er en del af ligningen.

Barbara er i trediverne, adopteret og i et forhold til den nogen og tresårige fotograf Marcus. Sammen deler de den samme grundfølelse af rastløshed og rodløshed: altid på vej væk fra noget og en søgen hen imod noget udefinerbart. Efter syv års forhold meddeler Marcus pludselig, at han forlader hende. Aldersforskellen er for stor, og hun bør have muligheden for at få børn. Det står ikke til diskussion. Barbara mister sit eneste faste rodfæste i tilværelsen og kastes herefter ud i en lang sørge-og erkendelsesproces omkring sig selv.

Romanen foregår i to dele. Første del fortælles på sin vis bagvendt, idet læseren er på forkant med bruddet som vil komme, men hvor Grøndahl bruger siderne på at kredse om Barbaras fortid og rodløshed flettet sammen med hendes liv med Marcus. I anden del er der gået et par år efter bruddet, og Barbara lever alene. Hun er forsøgsvis blevet redaktør og møder herigennem Asger, som vækker noget i hende.

Grøndahl er en god observator udi de følelsesmæssige relationer mellem mennesker. Han videreformidler selv de mindste sanseindtryk, detaljer og stemninger på glimrende vis. Det er næsten, som om han ligesom Marcus tager et billede og viser læseren et komprimeret intenst udsnit af verden: "Han var fotograf, det var nutiden, der interesserede ham. Lige her foran næsen. Det var hans arbejde at fiske øjeblikke i tidens flod og fiksere dem til billeder […] Den synlige verden var hans gebet, men egentlig viste han det, man aldrig ser. Et standet nu".

Som kontrast til det standsede nu indfanger romanen også på glimrende vis tidens flygtige karakter. Der er et godt flow i handlingen, både frem og tilbage i tiden såvel i de ydre handlingsforløb som i Barbaras indre tankestrømme. Romanens ulykkelige dilemma og sanseindtryk kan ikke undgå at indfange og berøre sin læser.

Analyse

Grøndahl, Jens Christian - Før vi siger farvel

Det forladte menneske og valget af kærligheden 


I Jens Christian Grøndahls roman 'Før vi siger farvel' fra 2012 møder vi mennesket med et løst og usikkert tilhørsforhold til verden, familien og kærligheden; et eksistentielt tema fra både moderne og postmoderne litteratur. Centralt i romanen står det uforståelige brud, som hovedpersonen Barbara oplever, da hendes 31 år ældre kæreste Marcus slår op med hende med hendes alder som begrundelse. Læseren møder mange andre lignende forladthedsepisoder i Barbaras erindring. Blandt andet efterlod hendes biologiske forældre hende ved en bro i Calcutta, og da hun blev teenager, blev hun forladt af sin adoptivfar, og de så stort set aldrig hinanden igen. Barbaras adoptivmor udviklede et alkoholmisbrug, og hendes første kæreste forsvandt i selvmedlidenhed efter en arbejdsulykke.

Romanens begivenheder er alle sammen klassiske vendepunkter i en livshistorie. Fortalt med en anden fortællerstemme kunne hver enkel episode i livshistorien sagtens have været et kapitel i ”Læserne fortæller” i 'Ude og Hjemme'. Fortællerstemmen uden affekt er det centrale træk i romanen, og den viser Barbara som et menneske, hvis bevidsthed hele tiden glider væk fra nuet, og som først til sidst bliver tydelig og nærværende i forhold til andre mennesker.

Grib livet, for hvad stiller vi ellers op med kærligheden og døden

I romanens slutning vender Barbara tilbage til Marcus, fordi han er døende, og på den måde får de alligevel repareret på bruddet. Kærligheden er det, vi har, inden vi må sige farvel, uanset hvor ubelejlig og skæv den er i praksis. Det er romanens eksistentialistiske pointe. På den måde gør 'Før vi siger farvel' brug af opbygningen i dannelsesromanen fra det 19. århundrede. En hovedperson kommer fra ét udgangspunkt (Barbaras triste familiebaggrund), udsættes for en dramatisk begivenhed (uforståeligt brud) og slås ud af kurs (hun har ikke noget forhold i flere år) og finder så til sidst sit eget ståsted i en ny orden (hun får et nært forhold til sin døende ekskæreste).

Flugt og styrke: En fortællerstemme uden patos og selvrefleksioner

Romanens stemme fortæller næsten uden affekt om de voldsomme begivenheder i Barbaras liv. Hun glider ofte væk fra nutiden og ind i erindringen og stemningen i romanen bliver dermed nærmest som at falde i staver. Barbara virker som et instinktstyret menneske, for når hun møder noget ubehageligt, flygter hun som regel ind i en lang strøm af tilbageblik, eller hun flygter helt konkret, som da hun forlader en kæreste midt om natten uden et ord og bare med sin feriekuffert. Når hun handler sker det også med en instinktiv styrke, uden at det sættes i forhold til hendes livshistorie. I den klassiske dannelsesroman sker hovedpersonens udvikling på baggrund af en bevidstgørelse ud fra livshistorie og ikke ud fra en instinktiv handlen.

Romanen er fortalt i tredje person og udelukkende med fokus på Barbaras verden. Fortællerstemmen kan beskrives som en strøm af tankereferater, erindringer og kommentarer til begivenheder. I praksis sker der ret få ting i løbet af fortællingen. Den er konstrueret omkring nogle få dramatiske begivenheder og Barbaras tilbageblik, som ind i mellem får historiens nutid til at træde helt i baggrunden, dels fordi de fylder så meget af fortællingen, dels fordi de ikke bruges direkte til at reflektere over årsager til hovedpersonens karakter, handlinger og sindstilstand.

Barbaras selvrefleksion skildres også nøgternt, som når hun kommenterer begivenhederne i sine tanker: ”Marcus tog fejl, hun var ikke en tidsindstillet redebygger.” På samme måde registreres følelser helt uden affekt i fortællerstemmen. Følelser gengives til gengæld i referater eller som neutrale erindringer. Det affektforladte kommer i sig selv til at virke som en flugt, ligesom Barbara flygter væk fra svære situationer eller glider mentalt væk i lange, lange tilbageblik, som fjerner hende fra nutiden. Instinktivt passer Barbara altså på sig selv ved at flygte, enten i erindringer eller væk fra affekter.

Barbara: En stærk kvinde og en romanæstetik

Hovedpersonen i 'Før vi siger farvel' er et stærkt menneske, der aldrig for alvor lader sig knække eller begynder at flæbe over den modgang, hun møder i sit liv. Både Barbaras og Marcus’ livshistorier er fulde af svigt, men uden at deres handlinger forstås ud fra en psykologisk fortolkningsramme. Det er en måde at konstruere romanen, som også viser sig at være et æstetisk valg.

Forfatteren lader nemlig Barbara være redaktør på et forlag, og i en bestemt episode bliver hans æstetiske holdning helt tydelig, nemlig da hun skal vurdere manuskriptet til selvbiografien for den sensuelle og vulgære filmstjerne, Suzanne Molton. Hun ender med at bortredigere alle hendes psykologiske forklaringer og selvrefleksioner i manuskriptet. ”Historien står jo også stærkere, når læseren selv for lov til…”, når Barbara lige at få indskudt i hendes ordstrøm. På den måde tydeliggøres de æstetiske idealer for romanen, og forfatteren tager afstand fra bekendelseslitteraturen som genre og som æstetik – han har selv redigeret Barbaras historie på samme måde. Det er en æstetisk holdning hos forfatteren, som også kan ses i mange andre værker. Ved at lade være med at hælde en masse refleksioner ind i romanen, enten hos hovedpersonen, bliver det helt op til læseren selv at reflektere og vurdere begivenhederne, på samme måde som Barbara i sidste ende træffer sit eget valg.

Forfatterens fokus: tiden, kærlighedsforholdene og midten af livet

Jens Christian Grøndahl har gennem sit forfatterskab fokuseret på emner som tid og fortælling og i det senere forfatterskab især på kærligheds- og familierelationer midt i livet. Han debuterede i 1985 med romanen 'Kvinden i midten', hvor han eksperimenterer med forskellige fortællerstemmer. I romaner som 'Rejsens bevægelser' (1988), 'Det indre blik' (1990) og 'Skyggen i dit sted' (1991) er fokus for komposition og fortælling en opløsning af den traditionelle tidsfremstilling.

I romanerne 'Indian Summer' (1994) og 'Lucca' (1998) anvender forfatteren mere traditionelle fortælleformer i tidsfremstillingen og fortællerstemmen til at iscenesætte temaer som den svære kærlighed og eksistens i den (post) moderne verden. Det er temaer, som skærpes i nyere romaner som 'Fire dage i marts' (2008) og 'Det gør du ikke' (2010), og i øvrigt også i 'Før vi siger farvel'.

Det er efterhånden karakteristisk for romanerne, at temaerne tager form gennem en kvinde, som befinder sig midt i livet og som oplever brudte eller problematiske relationer til sine nærmeste. Romanerne er opbygget med en nutid, som afbrydes af erindringer og flashbacks, som har tendens til at dominere over fortællingens nutid og lade den forsvinde mere eller mindre - præcis som i 'Før vi siger farvel'.

Kilder, links og centrale værker

 

29 nov.12

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
29290547
Graphic
Alette Bertelsen / Imperiet
ISBN
9788711391921
Antal sider
279

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer