Bog

Verdenslitteraturer

Af (
2019
)

Anmeldelse

Verdenslitteraturer: Introduktion til litteraturen uden for Europa

11 jun.19

Glæd dig til en spændende rejse jorden rundt, hvor eksperter guider dig til interessante forfatterskaber, der giver nye perspektiver på litteraturens rolle i en global sammenhæng.

Imponerende introduktion til verdens bedste litteratur uden for Europa skrevet af 17 eksperter indenfor hver sit sprogområde. Her er både ældre og nyere værker af kendte og mindre kendte forfattere, hvoraf en del heldigvis også er udgivet på dansk. Vi kommer bl.a. til Syd- og Nordamerika, Arktis, Rusland Indien, Kina, Afrika og Mellemøsten. Kolonialismens rolle er af stor betydning for litteraturens udvikling i fx Afrika og Indien. I Sydamerika afspejler litteraturen også en del af den politiske udviklingshistorie. Der er velvalgte citater, handlingsreferater, og hvert kapitel slutter med en oversigt over ca. 10 klassiske værker og fem nyere værker. Det er virkelig spændende læsning, der på en letforståelig måde giver indsigt i litteraturens betydning i den enkelte region eller kontinent, samtidig med at den viser samspillet med resten af verden.

Et kapitel omhandler migrantforfattere, dvs. forfattere, der har skiftet sprog. Deres værker er ikke bestemt af nationalitet, men de har skabt en fornyelse af litteraturen, idet de har åbnet vestens forståelse for andre kulturer. Eksempler herpå er Salman Rushdie, der oprindeligt kom fra Indien, Khaled Hosseini fra Pakistan og i ældre tider var det Dante, der i eksil skrev Den guddommelige komedie. Den caribiske forfatter V. S. Naipaul (1932-2018) har med baggrund i sine rødder fra Indien og Afrika skrevet om migrationens vilkår og modtag i 2001 Nobelprisen i litteratur herfor. Af andre nyere forfattere nævnes den dominikansk-amerikanske Junot Diaz: Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv (dansk 2009) og den nigeriansk fødte Chimamanda Adichie: Americanah (dansk 2014). Også danske forfattere som Henrik Nordbrandt, der har boet i Tyrkiet og skrevet herom samt Henrik Stangerup med bl.a. Vejen til Lagoa Santa, om naturforskeren P.W. Lund i Sydamerika, har givet dansk litteratur nye perspektiver.

Afrikas litteratur er delt op i en fransksproget og en engelsksproget del. Her spiller kolonitidens historie en stor rolle. Forfatterne har valgt at skrive på et nyt sprog, fordi afrikansk litteraturs tradition tidligere var en mundtlig formidlet kultur og også for at nå et større publikum. Litteraturen har især efter kolonialismens ophør været vigtig for at opnå en ny identitet og selvforståelse samt at frigøre sig fra offerrollen. Den nigerianske forfatter Chinua Achebe (1930-2013) har med Alt falder fra hinanden fra 1958 skrevet en indflydelsesrig roman, der med baggrund i afrikanske myter og sagn fortæller om, hvordan koloniseringen for altid ændrede ibostammens livsform.

Litteraturen i Mellemøsten, hvor den skriftlige kultur er opstået, har tidligt haft en litteratur, bl.a. Gilgamesh-eposset, der også er oversat til dansk. Herfra stammer også Bibelen og den jødiske Talmud med forordninger og historier for den rette jødiske levevis. I de arabiske lande står poesien højt. Kina og Japan har været mere lukkede kulturer, hvorfra der først ret sent blev oversat litteratur. Og sådan kunne jeg blive ved, for det er lige så spændende som en opdagelsesrejse, der aldrig ender.

Her er nok til mange års inspiration til læsning, da det er en guldgrube af viden og indsigt, som giver nye perspektiver for litteraturens mangesidige betydning set i en global sammenhæng.

Bogdetaljer

Secondary title
Introduktion til litteraturen uden for Europa
Forlag
Aarhus Universitetsforlag
ISBN
9788771244731
Antal sider
516

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer