Bog

Venner fra A til Å

Af (
2020
)

Anmeldelse

Venner fra A til Å af Zarah Juul

02 okt.20

En sprudlende og narrativ alfabetbog, hvor bogstavlegen fortæller en sammenhængende og følelsesladet historie om venskabet mellem Hest og Tiger.

Mange alfabetbøger knytter bogstaverne til enkeltstående ord som dyr eller genstande, så A står for abe, B for banan, C for cykel osv. I ’Venner fra A til Å’ er Zarah Juul gået skridtet videre og har flettet bogstavindlæringen ind i en fremadskridende historie om de to venner, Hest og Tiger, der driller hinanden, fjoller, bliver irriterede, jaloux og gode venner igen.

Bogen begynder med Hest, der først er "Alene", men det bliver "Bedre", da Tiger, som har "Charme", dukker op. Derefter følger man makkerparrets vej gennem alfabetet med ord som "Drille", "Elendigt", "Fjolle", "Grine", "Hemmelighed", "Irriteret", "Jaloux", "Krammer" og så fremdeles. Hvert opslag tager afsæt i et fokusord, der begynder med det efterfølgende bogstav i alfabetet, og som driver handlingen frem, og Hest og Tiger gennemlever forskellige følelser på deres rundtur i bogstaverne.

Det er en legende, sjov og udtryksfuld historie, der også udmærker sig på billedsiden med fantasifulde og charmerende illustrationer. Bogen indeholder i alt fem korte historier om Hest og Tiger, hvilket tydeliggøres af, at siderne skifter farve undervejs. Det er Zarah Juuls forfatterdebut, mens hun som illustrator har flere børnebøger bag sig. En anden alfabetbog, hvor legen med bogstaver ligeledes tillægges en ekstra dimension, er Marianne Iben Hansens Guds ABC, der udfolder skabelsesberetningen på rim.

’Venner fra A til Å’ kan både læses for de ældste børnehavebørn og bruges til bogstavleg i indskolingen.

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
ISBN
978-87-7151-647-0
Antal sider
60

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer