Bog

Valdemarsdag

Af (
2008
)

Anmeldelse

Valdemarsdag af Kim Leine

27 okt.08

En hårrejsende og flot fortalt historie om en mands morderiske desperation

Valdemarsdag er en historie om et mord, men tag ikke fejl: Der er ikke tale om et stykke spændingslitteratur. Det giver næsten sig selv, at man ikke har med en krimi at gøre, når man kender morderen og motivet allerede før læsningen, og samtidig får en detaljeret beskrivelse af mordet allerede i første kapitel.

Dette er derimod historien om en mand, som har store problemer med at forholde sig til sine medmennesker. Han holder dem på afstand, og han har først og fremmest et kompliceret forhold til kvinder, som han hverken respekterer eller forstår. Det er historien om et problematisk familieforhold og et endnu mere problematisk liv med en ulykkelig, tangerende depressiv, kone og om, hvordan alt dette fører til det mord han begår på Valdemarsdag i 1938.

Kim Leine har selv, i et interview på DR, udtalt at bogen i tråd med hans debutroman "Kalak" omhandler "den moderne mands desperation". I den første bog er der tale om Kim Leines egen desperation, som driver ham til narkomani, og i denne bog farfarens desperation som driver ham til mord.

Romanen er fortalt i tredje person, med hovedpersonen Erik i centrum. Dog med undtagelse af det sidste kapitel, hvor Kim Leine fortæller med egen stemme om mødet med sin farfar og dennes senere liv. Romanen er detaljerig i sine beskrivelser, helt ned til den mindste håndbevægelse. Detaljerigdommen vises i både indre og ydre billeder af personerne og omgivelserne.
Der er udført god research på romanen som på autentisk vis tager os tilbage til København anno 1938.

Det fremgår ingen steder tydeligt hvor grænsen går mellem virkelighed og fiktion i historien. Der er for eksempel benyttet virkelige politinotater, men også opdigtede. Dette ses som en større trend i den moderne litteratur, hvor man leger med grænserne mellem erindring, dokumentar og fiktion. Et andet eksempel på dette ses eksempelvis i Knud Romers "Den der blinker er bange for døden". 

I får hermed min anbefaling af denne bog, den er både smukt skrevet og spændende at læse. Kim Leine skriver nøgternt, uden forbehold og uden at dømme. Hvilket ellers kunne volde mig problemer i dette uskønne personportræt.

Læs også Litteratursidens analyse

Analyse

Leine, Kim - Valdemarsdag

Kim Leines anden roman, 'Valdemarsdag', bygger på hans egen slægtshistorie. I en nøgtern, affektløs tone har Kim Leine skabt en portrætroman om sin farfar, der udførte og blev dømt for mordet på vognmand Weiche.

Romanen indledes med drabet, der udføres en skøn sommerdag, Valdemarsdag, i 1938. Hovedpersonen, Erik Rasmussen, vågner på sit lejede værelse, står op, gennemfører sine sædvanlige morgenritualer med barbering og salmesang, indtil Weiche ankommer, hvorefter Erik smadrer Weiche med et blylod fra et bornholmerur. For at overdøve lyden af mordslagene har Erik skruet højt op for radioens morgengymnastik, og beskrivelsen af mordhandlingen afbrydes af små tekstbidder af Kaptajn Jespersens moraliserende kommandoråb. Morgengymnastikkens kropslige opbyggelighed står i skærende kontrast til den brutale destruktivitet og fordrejede fysikalitet i Eriks handlinger og skaber et baggrundstæppe af komik bag mordscenen. Med dette greb får Kim Leine skabt et udgangspunkt for den balance mellem indlevelse og afstandtagen, som resten af romanen hviler på, og som forstærkes af en vekslen mellem fortælling og sagsdokumenter, breve og vidneforklaringer fra mordsagen. Fortællingen følger morderens perspektiv og skildrer hans sidste dag på fri fod kombineret med tilbageblik til hans forhistorie, opvæksten med en tyrannisk, indremissionsk far, livet til søs og omgangen med letlevende kvinder.

Sagsdokumenterne overholder reglerne for 1930ernes retstavning og giver romanens tid en sproglig autenticet. Selve fortællingen udfolder sig på et mere nutidigt dansk, men får også et autentisk tidspræg bl.a. gennem anvendelsen af ord og formuleringer som tilhører tiden. En klokke hedder en bjælde, håret sættes med hårpomade og de letlevende kvinder holder til i pisserenden. Sætningerne er korte og sprogtonen lakonisk og nøgternt beskrivende. Selv om fortællingen følger morderens perspektiv, er der sjældent udfoldet indre monolog i teksten. Denne sproglige nedtoning skaber en affektløs fortælling, der ikke åbner op for indlevelse, men heller ikke for afstandstagen. Dermed undgår romanen at blive et psykologiserende drama om en morder, og skønt fortællingen bl.a. i skildringen af Eriks opvækst berører forhold, der kunne danne grundlag for hans senere morderiske adfærd, skriver romanen sig ikke frem mod nogen forløsende årsagsforklaring. Romanen falder heller ikke inden for krimigenren, da både offer og morder er givet fra startkapitlet. I stedet opnår romanen ved ikke at bevæge sig hen mod et forløsende punkt, hvad enten det er forklaring eller opklaring, sin særlige affektløse spændingsopbygning, der tvinger læseren til at åbne sig for nye tilgange til teksten og til morderen.

Kim Leines første roman, 'Kalak', og 'Valdemarsdag' har den altopslugende seksualitet som fælles tema, en seksualitet, der er drift, trang og tvang snarere end lyst, passion og romantik. I 'Valdemarsdag' transformeres den indledende ægteskabelige lykke mellem Erik og Zenia til udenomsægteskabelig sex, kønssygdomme og vold, hvilket til sidst driver Zenia i armene på vognmand Weiche. Fælles for de to romaner er i øvrigt, at de er genremæssige hybrider, der breder sig ud over traditionelle grænsedragninger mellem fiktion, erindring og dokumentar. 'Kalak', er en erindringsroman, der er konstrueret omkring og samtidig forholder sig frit til Kim Leines personlige erindringer om Grønlands is, druk, sex, misbrug og incest. 'Valdemarsdag' er en portrætroman, der i kraft af sagsdokumenterne tilnærmer sig den dokumentariske genre. Romanen angiver dog ikke, om dokumenterne er de oprindelige sagdokumenter, eller om de er fiktion. På omslaget er der trykt et fotografi af et blydlod fra et bornholmerur, men det fremgår ikke af bogen, om der er tale om et fotografi af det oprindelige mordvåben, eller om man som læser allerede på forsiden møder en rekonstruktion. Erindringer, autentiske tekster og ren fiktion sammenskrives i 'Valdemarsdag' til ét fælles grundstof, portrætromanen, og det er umuligt for læseren at adskille de forskellige genreelementer. En række nyere forfatterskaber har i fusionen af dokumentarisme og fiktion fundet en produktiv niche. Bl.a. har forfattere som Peter Høeg, Susanne Brøgger, Jan Stage, Claus Beck-Nielsen og Morten Sabroe eksperimenteret med lignende genreoverskridelser i deres forfatterskab. Knud Romer giver i 'Den, som blinker, er bange for døden' en beskrivelse af sin barndom i Nykøbing Falster, hvor selvbiografiske og fiktive elementer sammenblandes. Samme tendens ses hos Erling Jepsen i 'Kunsten at græde i kor'.

Skrevet af cand. mag. Mette Henriksen og cand.mag. Jane Østgaard Sørensen

Kilder, links og centrale værker

07 apr.09

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27443478
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702072228
Antal sider
221

Tema

Fokus: Kim Leine

Sjældent finder man så meget saft og kraft i sproget som hos Kim Leine, der har markeret sig som en af landets vigtigste forfattere, både hvad angår skildringen af vores sind, krop og historie.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer