Bog

Valdemars lagkage

Af (
2019
)

Anmeldelse

Valdemars lagkage af Maria Jönsson

06 jan.20

En herlig billedbog om ulveungen Valdemar, der laver fødselsdagslagkage til sin lillesøster, men ender med at blive fristet over evne.

Valdemar og far har en hemmelighed, for de skal bage en lækker lagkage til lillesøster Line, som har fødselsdag i morgen. Valdemar elsker at bage. Han synes, det er nemt at slå æg ud og måle melet af, og han er dygtig til at slikke skålen ren ikke mindst. Det bliver en flot lagkage, og Valdemar skriver lillesøsters navn med store, røde bogstaver. Det er til gengæld ikke så nemt at vente med at spise kagen til dagen efter. Far har sat lagkagen i køleskabet, men om natten vågner Valdemar og mærker, at maven knurrer, og så er det altså svært ikke lige at smage bare en lille smule på kagen.

’Valdemars lagkage’ er fjerde billedbog i serien om ulveungen Valdemar. Nok er Valdemar en ulv, men han opfører sig ret meget som et barn med sin store tiltro til egne bageevner, samt de efterfølgende vanskeligheder med at afholde sig fra at spise kagen. I de tre første bøger ’Valdemars sutter’, ’Valdemars ærter’ og ’Valdemar i den store skov’ er der også noget for børn at spejle sig i, for de kredser ligeledes om genkendelige tematikker såsom at skulle give slip på sutten, at ville spise is fremfor ærter samt at have svært ved at skulle gå den lige vej hjem.

Historierne om Valdemar er fulde af charme, humor og energi, ikke mindst i de skønne illustrationer, der er holdt i sorte, grålige og gule nuancer med et strejf af rødt. Teksten er håndskrevet, og den er - ligesom illustrationerne - fuld af liv og udtryk. Valdemar er en herlig lille fyr, som det er svært at stå for, og Maria Jönsson står også bag de fine billedbøger om den lille, uimodståelige spyflue Astrid.

Læs bøgerne om ulveungen Valdemar højt for et barn i børnehavealderen, der vil både være noget at identificere sig med og grine over.

Bogdetaljer

Forlag
Klematis
Oversætter
Mette Jørgensen
ISBN
9788771394115

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer