Bog

Under overfladen

Af (
2022
)

Anmeldelse

Under overfladen

26 sep.22

Bag den Man Booker Pris-nominerede debutromans store sproglige skønhed gemmer sig hemmeligheder, mørke og smerte.

Gretel er midt i 30’erne og arbejder som leksikograf med at opdatere ordbogsopslag. Som barn boede hun alene på floden sammen med sin mor, Sarah. De to holdt sig for sig selv og skabte endda deres eget sprog. Men nu har hun ikke set sin mor i 16 år.

En dag får Gretel besked om, at moren er fundet død, og hun opsøger lighuset for at identificere hende. Det er dog ikke Sarah, og Gretel kaster sig ud i en eftersøgning. Hun vil finde moren og finde ud af, hvorfor hun forlod hende. Langsomt oprulles Gretels barndom med klip til Sarahs fortælling, og flere og flere minder dukker op. Minder om moren. Minder om Bonakken, der levede i floden og måske stod bag en lang række kæledyr og små børns forsvinden. Og mindet om den unge mand, Marcus, der en kort måned boede på deres båd. Gretel beslutter sig for at starte med at finde ham, for måske ved han, hvor Sarah er.

’Under overfladen’ er en fortælling om et mor-datter forhold, men som titlen antyder, er den så meget mere. Det er også en fortælling om hemmeligheder, identitet og kærlighed, fortalt i et fantastisk sprog.

Kvinder spiller hovedrollen i historien, der blandt andet sætter moderskabet under lup. Det er ikke alle kvinder, der passer ind i mor-skabelon. Det er heller ikke alle døtre. Hvad skaber vores identitet, er vores skæbne forudbestemt, har vi mulighed for at ændre den og kan vi undslippe fortiden?

Romanen er opdelt i otte overordnede kapitler. Disse kapitler er yderligere opdelt i forskellige spor med Hytten, Jagten og Floden som de gennemgående. Sporene springer i tid og sted og giver også plads til Sarah og Marcus' historier, mens vi føres frem mod den uafvendelige slutning som i en græsk myte.

'Under overfladen' er smukt oversat af Rasmus Hastrup. Med sit maleriske sprog og sin sindrige konstruktion er det en roman, der kræver, at man giver sig tid til at synke ned i fortællingen. Her er masser af handling, men den bugter sig afsted som bifloder, der snor sig ind og ud af den store flod og afgiver sedimenter, som læseren selv skal fortolke. På samme måde som Gretel må fortolke sin mors minder, da hun endelig finder Sarah og opdager, at hun er begyndende dement. Det er smukt, tragisk og fortryllende.

Bogdetaljer

Forlag
Screaming Books
Oversætter
Rasmus Hastrup
Faustnummer
134022612
ISBN
9788797388402
Antal sider
261

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer