Bog

Under fuld bedøvelse

Af (
2005
)

Anmeldelse

Under fuld bedøvelse af Gretelise Holm

10 okt.05

Gretelise Holm jonglerer intelligent med krigen i Irak, tyske flygtninge i 1945, kemiske våben, konspirationsteorier på allerhøjeste plan - og mord. Krimi i international klasse!

Forfatteren har tidligere skrevet to romaner med den midaldrende journalist Karin Sommer som hovedperson. Det var meget hyggelige og underholdende bøger, men med denne tredje bog i serien har Gretelise Holm for alvor fået sig skrevet varm.

Karin arbejder på en sjællandsk avis, og hovedhistorien sættes i gang, da en af hendes kolleger findes myrdet. Det går op for Karin, at morderen har begået en fejl – det var i virkeligheden hende selv, der skulle have været offeret. Hun forstår bare ikke hvorfor. 

Det finder læseren langsomt ud af gennem et sindrigt net af sidehistorier, der rulles ud. Vi er vidner til hjerteskærende scener blandt de store flygtningestrømme i Østpreussen 1945, vi oplever, hvordan situationen var i Sønderjylland lige efter krigen, bliver klogere på forskningens vilkår i DDR og flytter ind i en psykopatisk lejemorders hjerne. Til sidst bliver sandheden også åbenbar for Karin, og her er ikke kun tale om et mord, der bliver opklaret. Det er hele hendes identitet, der er på spil, da hun jagter hemmeligheder fra fortiden i sin barndoms landskaber.

At forfatteren inden for bogens nogenlunde beskedne rammer – her er ikke tale om nogen murstensroman – er i stand til holde så mange bolde i luften på samme tid, er intet mindre end imponerende. Hun forholder sig til aktuelle temaer som Danmarks engagement i Irak og behandlingen af de tyske flygtninge efter krigen, samtidig med at hendes hovedpersoner bliver levende og interessante for læserne.

Derfor bliver konspirationsteorier på allerhøjeste internationale plan (næsten) overbevisende for selv denne skeptiske læser, der var tryllebundet hele vejen igennem og kun kan give bogen sin varmeste anbefaling som rasende god og intelligent underholdning.

Bogdetaljer

Forlag
Aschehoug
Faustnummer
25724763
ISBN
9788711170854
Antal sider
270

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer