Bog

Udflugt til Hanging Rock

Af (
2019
)

Anmeldelse

Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay

03 sep.19

Under en udflugt forsvinder nogle unge piger og deres lærerinde i denne gådefulde og atmosfærefyldte roman fra 1967, der først nu udkommer på dansk.

På pigeskolen Appleyard gør eleverne sig klar til den årlige udflugt. Det er den 14. februar år 1900, og vi befinder os i den australske bush. Udflugten går til den afsidesliggende klippeformation Hanging Rock. Til at starte med følger man primært en lille håndfuld piger, der bliver omdrejningspunktet i fortællingen, for inden solnedgang er tre piger og en lærerinde sporløst forsvundet i klipperne, mens en fjerde pige skrækslagent er tumlet ned derfra uden at kunne fortælle, hvad der er sket.

Bogen er oprindeligt fra 1967 og anses for at være noget af det bedste australske litteratur, der er udkommet. Den er først nu oversat til dansk, hvilket jeg har ventet længe på, lige siden jeg som helt ung så den første filmatisering. En meget mystisk og sfærisk oplevelse fra 1975, instrueret af Peter Weir, med titlen ’Udflugten’. Da jeg jo har set filmen, før jeg læste bogen, kan jeg ikke udelukke, at det filmiske udtryk sætter sit spor på min læseoplevelse. Lige fra første side oplever jeg en ildevarslende mystik, der bølger frem og tilbage hele bogen igennem, og jeg leder efter spor i alle afkroge og hjørner.

Da bogen udkom i sin tid, vakte den opsigt, da man troede, det var virkelige hændelser, hvilket forfatteren selv lagde op til, lidt på samme måde som med filmen Blair Witch Project flere år senere. Der har været mange og lange diskussioner og interessante teorier fans imellem, hvilket har givet historien en noget mystisk og mytisk status. I forfatterens forord lyder det: ”Mine læsere må selv afgøre, om ’Udflugt til Hanging Rock’ er en fiktiv eller sandfærdig fortælling. Eftersom den skæbnesvangre udflugt fandt sted i år 1900, og alle de personer som optræder i bogen, for længst er døde, gør det næppe den store forskel”.

Nu da jeg har læst bogen, er jeg egentlig ikke blevet ret meget klogere, men jeg er klart blevet underholdt. Det er en underskøn historie med utroligt meget gådefuld atmosfære. Det er et mysterium, der aldrig rigtig bliver opklaret, men det er bare sådan præmissen er, og man kan så, i stedet for at jagte sandheden, læne sig tilbage og nyde beskrivelserne af personerne, naturen og omgivelsernes reaktioner på forsvindingerne. Joan Lindsay skrev oprindeligt et sidste kapitel til bogen, men hendes redaktør overtalte hende til at udelade det. Det blev til gengæld offentliggjort efter hendes død, men jeg vil ikke afsløre, hvad der kunne stå deri. Læs i stedet bogen og find ud af, om du ønsker at vide det.

Bogdetaljer

Forlag
Feldtfos
Oversætter
Søren Feldtfos Thomsen
Faustnummer
46952219
ISBN
9788797147207
Antal sider
235

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer