Bog

Tom Sawyers eventyr

Af (
2010
)

Anmeldelse

Tom Sawyers eventyr af Mark Twain

16 feb.10

Charmerende børneklassiker, uforkortet og nyoversat med formidable illustrationer af den prisbelønnede Robert Ingpen

Tidligere har blandt andet ’Skatteøen’ og ’Vinden i Piletræerne’ været udgivet i denne serie af børneklassikere i ny forklædning. Mellemstort format, tykke kvalitetssider og ikke mindst de atmosfærefyldte illustrationer gør bøgerne til en ren nydelse i sig selv.

Historien om Tom Sawyer er historien om en frisk gut med krudt i bagdelen, ude på spilopper og på evigt udkig efter nye eventyr. Figuren er delvist selvbiografisk, da Mark Twain (født som Samuel Langhorne Clemens) har brugt egne barndomsminder til at forme den livlige dreng. I støbeformen er smidt et par barndomskammeraters og egne oplevelser samt barndomsegnen ved Mississippi-floden, og så er de blandet godt sammen til Twain kunne trække en færdigstøbt Tom Sawyer ud af formen.

Tom vokser op hos din afdøde mors søster, tante Polly. Selvom han kan være lidt af en skarnsknægt, så er tante Pollys hjerte stort og Tom finder næsten altid ud af at sno hende om sin lillefinger. Det bliver ikke til mange stryg og rap over fingrene set i forhold til narrestreger! Og det i en tid med ret til at revse i tide og utide. Toms eventyr tæller alt fra slagsmål og snyderi over tægekamp og stikken af hjemmefra (for at blive pirat!). Og så er han sammen med nogle kammerater (deriblandt Huckleberry Finn) vidne til vaskeægte mord! Nej, spænding og humor skorter det ikke på i denne drengenes pendant til ’Anne fra Grønnebakken’.

Om fortællingen om kvikke Tom Sawyer og alle hans bøllestreger stadig kan appellere til børn i disse elektroniske tider med fart over feltet og øjebliksoplevelser er svært at gisne om, men børn vil jo altid være børn med åbne sind og eventyr i hjertet, de kan uden tvivl genkende meget af sig selv i Mark Twains bøllespire. Uanset hvad, så kan man ikke komme udenom at det er en elegant skrevet historie som bør nydes af alle, børn som voksne. Og det skal tilføjes at bogen er opdelt i 35 korte og særdeles højtlæsningsvenlige kapitler!

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Oversætter
Jette Røssell
Faustnummer
28092121
Graphic
The Templar Company Limited
ISBN
9788711420133
Antal sider
235

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer