Bog

Togtet : på rejse i vikingernes verden

Af (
2021
)

Anmeldelse

Togtet

10 okt.21

Hvem var disse søkrigere, som frygtløst sejlede ud på havet i træskibe, og for hvem ære og familienavn var det vigtigste? Denne gennemarbejdede og levende bog svarer på spørgsmålene.

Bogen indeholder 16 forskellige fortællinger om vikingerne i vikingetidens tidligste år i slutningen af 700-tallet og 800-tallet, og bogen er redigeret af udstillingens tilrettelægger og museumsinspektør Jeanette Varberg og museumsinspektør Peter Pentz.

Ritualer, krig og kongemagt var grundlæggende dele af vikingernes hverdag, og deres måde at leve på var bygget op om skikke og faste handlinger De havde desuden en fast overbevisning om skæbnens betydning. De vikinger der drog afsted på togt blandede gener med flere mennesker rundt i Europa, og de nyeste genkortlægninger bekræfter, at vikingetiden var et vendepunkt i den europæiske historie. Desuden viser de arkæologiske fund, at de norske, svenske og danske vikinger ikke rejste mod de samme destinationer.

Runeskrift er fundet flere steder i Europa, endda så langt væk som Grækenland. Skrifterne er et af beviserne på de togter vikingerne tog på. Togternes formål var at erobre værdier, som kunne være sølv og guld, fødevarer ol. men også værdier i form af slaver. Efterhånden var det dog ikke alle dem der rejste ud, der vendte hjem igen. Nogen besluttede at blive ude i verden og etablere befæstede lejre, hvorfra de opkrævede danegæld af lokalbefolkningen. En afpresning for ikke at udplyndre dem.

Nyeste fund viser, at det billede vi har af den lidt stereotype lyshårede viking, ikke viser sandheden, da vikingerne lige så ofte var mørkhårede. Mon ikke befolkningen i vikingetiden var lige så facetteret, som vi er i dag? ’Togtet’ indeholder store mængder af viden og en spændende forståelse af vikingetiden.

Bogen indeholder ny og interessant forskning og henvender sig både til fagfolk og menigmand. Den er vedkommende, niveauet er højt og informationerne talrige, og hvis man kan følge med, er det en bog der kaster lys over en tid, der er blevet moderne. Både i tv-serier, bøger, festivaler, genopblussen af asatroen, markedsføring af danske produkter og ikke mindst stoltheden, vi føler omkring vores forfædre. I Aarhus afbilleder lysreguleringerne nogle steder endda disse krigere.

Oplyst og med stor entusiasme glæder jeg mig virkelig meget til at se udstillingen på Nationalmuseet.

Bogdetaljer

Forlag
Nationalmuseet
Faustnummer
39600404
ISBN
9788792596185
Antal sider
303

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer