Bog

To til mig, en til dig

Af (
2019
)

Anmeldelse

To til mig, en til dig af Jörg Mühle

02 jul.19

Selvom man er bedste venner, kan det være rigtig svært at deles om noget, især når man selv synes, man har fortjent at få mest.

Bjørn har været ude at plukke svampe. Han har plukket tre svampe, som skal rengøres, snittes,krydres med salt og peber samt en smule persille, og slutteligt skal de steges. Da de skal spise, siger Bjørn, ’En svamp til dig og en svamp til mig. Og så en mere til mig. Det er mest rimeligt. Jeg er stor og skal have meget at spise’. Men Væsel er ikke enig. For han er mindst og skal stadig vokse. Så begynder de at diskutere, hvem der har mest ret til den ekstra svamp.

Væsel har dækket bord, Bjørn var den der fandt svampene og tilberedte dem, og efterhånden handler de to venners uenighed om, hvem der bedst kan lide svampe, og hvem der er mest sulten. Mens de to kun er optagede af sig selv og diskussionen, er der pludseligt en tredje aktør på banen. Ræven lister sig ubemærket rundt bag træerne. Måske er den også sulten?
 
Det er en fin og sjov historie om at lære at dele i stedet for at ville have alting for sig selv samt øve sig i at lære at se verden fra andres synspunkt. De to venner glemmer helt, at de faktisk er bedste venner, fordi de har så travlt med at gøre krav på den tredje svamp, som passer ind i deres deleregnskab. Og hvor nemt det er at være venner igen, da ræven slutteligt tiltusker sig den sidste svamp, så der kun er to svampe at dele.
 
Tyske Jörg Mühle er freelance illustrator og børnebogsforfatter. På dansk har han fået udgivet yderligere tre bøger. Denne historie er tegnet med humoristiske former og figurer. Både Bjørn, Væsel og Ræv har lange næser og store tænder, og farverne er holdt i naturlige nuancer. Der er tilført en skøn visuel humor gennem det dækkede bord med ternet dug og de små indrammede billeder, der er sømmet op på træerne. Det er en meget sød billedbog om venskab, og den vil fungere godt som højtlæsning fra ca. 3 år.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Anne Krogh Hørning
ISBN
978-87-406-5656-5
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer