Bog

Tid til fodbold

Af (
2000
)

Anmeldelse

Tid til fodbold af Kenzaburo Oe

02 aug.04

Mitsu går en tidlig morgen ud i haven og sætter sig på bunden af et hul, der er gravet til septiktanken; han har en våd hund på skødet og bliver siddende til mælkemanden opdager ham.
 

Med udsigten fra et hul i jorden starter japaneren Kenzaburo Oes roman om Mitsu (kortform af Mitsusaburo), universitetslærer og oversætter i Tokyo; fødslen af en hjerneskadet søn har skabt alvorlig krise i hans ægteskab. Sønnen anbringes på institution, hans kone Natsu er begyndt at drikke, og Mitsu selv fyldes af en smertende angst. Krisen kulminerer, da hans bedste ven og kollega begår selvmord på grotesk vis. I sin store smerte sidder han i hullet og ser op på lyset.

Og ”lyset”, en ny følelse af forventning, en ny begyndelse, kommer til dem i skikkelse af Mitsus lillebror, Takashi, netop hjemkommet fra USA. Han overtaler ægteparret til med ham at vende tilbage til deres barndoms skovdal, en sydjapansk udørk, som skal vise sig kun at have onde minder og en turbulent historie at byde på.

Mens Mitsu hensynker i stadig dybere apati, udråber Takashi sig til selvbestaltet leder af landsbyens ungdom, som han organiserer i et fodboldhold; fodbolden er et påskud, holdet skal bruges til revolutionær virksomhed, der skal give egnens beboere stoltheden tilbage. Fjenden er i første omgang den koreanske supermarkedsejer.

Alle handlinger (og der sker meget, meget mere) retfærdiggøres ved at vise tilbage til historiske begivenheder. De overleverede historier om familiens, slægtens, landets historie er altafgørende for nutidens handlinger.


Politik og historie spiller således en vigtig rolle, men nok så væsentligt er konflikten mellem brødrene og spillet mellem andre af romanens medvirkende, psykologiske dramaer, som både fører til voldtægt, mord og selvmord. Bogen ender både fatalt og forløsende.

Det er en kompleks, på samme tid fortættet og underlig kuldslået roman, moderne (også i vestlig forstand) og alligevel helt, helt anderledes, måske ærkejapansk? om skam og skyld. Metaforikken er ind imellem fremmedartet, bogen er præget af den shintoistiske opfattelse, at naturen er besjælet, at der er usynlige kræfter, der binder alle generationer sammen. Og samtidig minder romanen i sine dybe, sindige, måske lidt for analyserende beskrivelser om både Dostojevskij og Thomas Mann og i sine eksistentielle symboler om en Beckett eller Sartre.

Romanen er skrevet i 1967 – og er på flere måder, både sprogligt og handlingsmæssigt, tidstypisk.
Men alligevel en stor bog, og når jeg tænker, at bogen mest handler om at finde sine rødder og forlige sig med sin fortid, lyder det som fattige floskler, brugt om denne roman. For den rummer langt flere elementer, mange handlings- og betydningslag, mange mytiske lag, som har med japansk kultur og historie at gøre. Men egentlig er den ikke svær at læse, og der er meget at komme efter for en ikke-japansk læser.

Man kan måske mere seriøst kalde den en moralsk historie om, at man ikke kan flygte fra det, der er besværligt i ens liv. Det giver mere postiv værdi og håb at tage besværet på sig og leve med det.

Brug bogen som en øjenåbner, et til tider chokerende kursus i japansk kultur, mentalitet og historie, men giv den tid, så går den op!

Kenzaburo Oe fik i 1994 Nobelprisen i litteratur, og ved prisuddelingen fremhævede Det Svenske Akademi ”Tid til fodbold” som et højdepunkt i forfatterskabet.

Og så er der her tale om en oversættelse fra originalsproget. Normalt oversættes japanske romaner fra engelske udgaver.

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
23096854
ISBN
9788700345263
Antal sider
330

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer