Bog

Ti knive i hjertet

Af (
2020
)

Anmeldelse

Ti knive i hjertet

15 jul.21

Et nuanceret følelsesportræt af den 12-årige Tilde, som oplever sin første sprøde forelskelse. Til hendes egen overraskelse er den udkårne den nye pige i klassen.

Læseren følger Tildes følelsesmæssige rutsjeture fra hendes første betagelse af den nye pige Maya, til hun springer ud som først og fremmest forelsket - og lesbisk. Fortællingen begynder med, at Tilde får en dagbog af sin far inden skolestart i 7. klasse. Hun bruger dagbogen til at betro sig til, og hun laver en liste over sine mål for det nye skoleår. Et af målene er at blive forelsket, men kun måske, skriver Tilde forsigtigt.

Da hun møder sine to bedsteveninder første skoledag, mærker hun, at bedsteveninden Laura har ændret sig over sommeren. Hun går op i sit udseende og har fået en kæreste. Den anden bedsteveninde, Bao, er den samme som før. Hun vil stadig lege hule i skoven med veninderne og føler sig svigtet af Laura. Tilde har et ben i hver lejr. Det fungerer fint at betone Tildes indre splittelse ved også at lade hendes modsatrettede følelser fremgå på det ydre plan gennem de to veninder.

Temaet om at være i brydningen mellem barn og ung behandles også i tegningerne. Det vises som et gennemgående tema omkring natur over for civilisation. Det barnlige og legende er placeret i naturen. Tøseriet og modningen foregår i de kultiverede omgivelser i skolen, derhjemme eller på nettet. Der bliver anvendt mange forskellige fortællegreb på billedsiden, som skaber dynamik og levendegørelse i handlingen. Enkelte tegninger fylder et helt dobbeltopslag, hvor billedet zoomer ind på Tilde og hendes følelsesudtryk. Det sker for eksempel, da Tildes blik fanger Mayas. I et indefrosset øjeblik eksisterer kun de to for Tilde, og resten af verden er aftegnet som sløret staffage. Tonen i sproget er loyal over for hovedpersonen, og den er til tider humoristisk, som da Tilde skriver i sin dagbog: ”Jeg kommer til at KASTE OP af stress, hvis jeg skal være alene og tale med hende. ”

Tilde bor alene med sin far. Gennem hele forløbet har han hendes ryg. Han blander sig, når det er nødvendigt og respekterer hendes space, når hun siger fra. At virkeligheden ikke ser sådan ud for alle, gør ikke denne fortælling mindre brugbar. Til sidst i fortællingen er Tilde modnet og forsøger at stå ved sig selv. Symbolsk er hun placeret i skoven og opfordrer Maya til at komme og finde hende.

Bogen er en must-read for alle, der står for at skulle tackle den første store forelskelse. Og for alle forældre, der kommer halsende bagefter.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Anne Krogh Hørning
Faustnummer
38323229
ISBN
9788740664478
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer