Tavsheden

En bindegal farmor, der er besat af Tchaikovsky, indgår en tavshedsalliance med sit barnebarn om at udelukke alle andre fra deres dyrkelse af komponisten og hans musik.

Linda er født på Tchaikovskys fødselsdag, og derfor omdøbes hun til Tchaikovskaia af sin skizofrene og Tchaikovsky-elskende farmor, hvis navn hun egentlig bærer. Den anden del af den personlighedsspaltede farmor er veninden, Anastasia Posokhova, Tchaikovskys farmor - og hvad der foregår i Island, foregik besynderligt nok på samme vis i Rusland i 1800-tallet.

Farmoren er stum over for alle andre end sit barnebarn, som sværger aldrig at røbe hende eller fortælle, hvad de laver sammen.  Linda suggereres både af den farverige farmor, men også af selve musikken, der spilles uafladeligt, og som bl.a. gestalter erotiske besøg af Tchaikovsky, hvor Linda omskabes til en af hans elskere.

Trods Lindas undrende spørgsmål gennem årene fra barn til voksen, som ubesvarede imødegås af farmorens ordstrøm, suges hun ind i farmorens univers og ønsker ikke at forlade hende. Hun foretager et par udbrudsforsøg, får en kæreste og tager på studietur til USA – men vender altid tilbage til farmoren.
Hun hidkaldes til sidst til farmorens iscenesatte dødsleje, der ikke spor tilfældigt finder sted præcis 100 år efter, at Tchaikovsky komponerede Tornerose - og får endelig opklaret de begivenheder, der ligger til grund for historien og farmorens vanvid.
Både svarene på, hvorfor farfaren engang forsvandt og aldrig vendte tilbage fra en rypejagt, hvad der skete med den "blå dreng", som farmoren aldrig ville tale om, og hvorfor farmoren valgte at spille stum.

Bogen er dels et psykologisk drama, dels en fantasiroman og dels en musikroman med erotiske undertoner. Den er vældig godt skrevet, ikke mindst dialogerne, som på glimrende vis afdækker farmorens galskab og virkelighedsflugt.
Handlingskonstruktionen er god, man føres frem og tilbage i tid og rum og lever udmærket med disse genfærd, hvilke jo er ganske ofte forekommende i islandsk litteratur.

Bogen er for den krævende læser, og bogen er ikke for begyndere udi læsekunsten. Men vænner man sig og lige overstår den første del af bogen, venter belønningen, man gribes efterhånden af historien og langer ud efter bogen, når man har et øjeblik til overs, og derfor kan jeg godt anbefale den.

Jeg fik lovligt meget af Tchaikovky og skal ikke høre hans musik foreløbig – mens andre tværtimod kan blive inspireret til et genhør.