Bog

Tarkovskijs heste

Af (
2007
)

Anmeldelse

Tarkovskijs heste af Pia Tafdrup

09 okt.06

Én af Danmarks absolut bedste lyrikere har begået denne meget fine digtsamling om at miste.

Pia Tafdrup har 25 års jubilæum som digter. Men i stedet for at udgive en "greatest hits-digtsamling" har hun skrevet en samling meget personlige digte, om sorgen ved at miste sin far.

Hun skriver skarpt, hudløst og indlevende om farens sidste tid; om hans svækkelse, om hvordan hans fornemmelse af tid og rum ophæves, om hvordan han mister sig selv, og hun mister den far, hun altid har haft. 

"Selvom han lever,
leder jeg efter,
min far i min far...."

Igennem de 52 digte følger man som læser processen, fra faren bliver så syg og dement, at han ikke længere kan være i sit hjem, til han kommer på sygehuset og dør. Man følger ham, når han derhjemme ikke kan finde nogen ting; sin pung, sin hat eller hunden, der døde for mange år siden. Man følger ham, når han på plejehjemmet leder efter sin kone, og hele tiden pakker sine ting sammen, fordi hjem er, hvor hans kone er.

"Min far vil ikke skilles
fra min mor -
for så længe begge er i live,
står verden vel endnu?"

Man følger ham på sygehuset i den allersidste tid, hvor han næsten kun er et åndedræt, i en rus af medicin, og hvor han synker dybere og dybere ind i sig selv. Og så er han der pludseligt ikke længere, den far, der altid har været der. De sidste digte i samlingen handler om de pårørendes afsked, sorg, frustration, tomhed, forladthed og accept.

Pia Tafdrup udtaler i et interview i Information (16.9.06), at hun "har set tegn på, at digtene denne gang qua deres emne kan nå ud til mennesker, der ikke i forvejen interesserer sig for poesi". Det, tror jeg, er rigtigt. For poesi kan, som også nogle sangtekster, med få ord ramme en følelse, en stemning så præcist, at hårene rejser sig på ens arme, og man får tårer i øjnene. Det kan disse meget personlige digte, der handler om noget alment menneskeligt.

"Min far er for gammel
til at være sig selv.
Den nøgne nøgenhed
lader sig ikke skjule -
vi dækker ham
med svigtende hænder."

Gyldendal, 2006. 75 sider. Kr. 150,-

Analyse

Tafdrup, Pia - Tarkovskijs heste

Pia Tafdrup sætter med denne digtsamling ord på den smerte og det langsomme tab, som hun oplever i takt med at demensen sniger sig ind på hendes far.

Pia Tafdrups 'Tarkovskijs heste' er 52 søjleformede digte over hendes fars demensforløb. 52 milepæle, der markerer et punkt på den linje, der udgør farens sygdomsforløb; fra forvirret og glemsom til plejehjemsindlæggelsen, hospitalsopholdet og senere døden. 52 vidnesbyrd, der markerer barnets tab og den gradvise og svært acceptable forvandling af far-datter-rollerne, der langsomt bliver omvendt proportionale; datteren træder ind i forælderens rolle, mens faren går i barndom.

Refleksion over sprog

Digtsamlingen indledes med et enkelt intro-digt og afsluttes ligedan med et outro-digt. Disse to danner en formmæssig ramme om samlingen, hvorimellem sygdomsforløbet folder sig ud. I digtet ‘Mindst ét sår’ dannes en lignende struktur - her dog over sproget. Datteren erindrer den allerførste sætning, som hun husker, faren rettede mod hende: ”Mindst ét sår har kroppen altid”. Den sættes her op imod farens allersidste sætning, som han siger til hende på sit dødsleje: ”Det gør ondt”. Denne sprogmæssige intro og outro markerer til dels farens indflydelse på datterens sprogmæssige dannelse og refleksion, men viser også på følsom vis, hvordan barnet ser sin far smuldre ned fra sin tinde, fra fast og ferm til forvirret og smertende, og den utryghed det medfører for dem begge.

I det hele taget foregår der i denne digtkreds en metarefleksion over sprogets tilstrækkelighed til at sætte ord på det uforståelige - eller mangel på samme; sprogets utilstrækkelighed. Og hvor et andet sprog end det ellers talte må til for mere rammende at dække farens oplevelse af demensen, nemlig eventyrenes - fx H.C. Andersens eventyr om ‘Den lille Havfrue’: "Min far befinder sig på havets bund, røber han". Og således imødegår det litterære sprog det sproggitter, faren skånende forsøger at skyde ind mellem sig selv og datteren, for at virkeligheden ikke kommer for tæt på (i digtet ‘Himlens tyngdekraft’).

Far og datter

Min far, står der igen og igen i digtsamlingen - og vidner om barnets trang til at have en far, men som støder frontalt ind i farens ufrivillige vej tilbage i barndommen: Ind i en glasklar erindring fra barndommen, som der står i digtet ‘Træer læses’. Og barnet må se hjælpeløst til, mens faren forvandler sig til én, hun ikke længere genkender. Og barnets ‘min far’ står da også på én og samme tid både i skarp modsætning til, men også i forlængelse af farens barnlige sysler: Beboerne spiller huskespil på plejehjemmet, hvor faren meget mod sin vilje og orienteringssans bliver anbragt. Det er tid til at leve adskilt, fordi den kvinde han elskede har forvandlet sig til hans mor, og han selv til søn for sin elskede (‘Fordrivelse fra Paradis’). Og Det velkendte har gemt sig, som det hedder i digtet ‘Glemslen behersker sin herre’, og leder tankerne hen på barnets gemmeleg, hvorved demensens destruktion af den voksnes autoritet bliver mere end antydet.

Tabet af faren materialiserer sig i datterens sprog, hvor ordene er søvnløse ringe i vandet (‘Stemme fra floden’), og ordet far forsvinder ikke ud af sproget (‘Ord begraves ikke’). Men samtidig erkender digteren i samme digt, at hun står i ordenes skygge, for ord kan ikke vække de døde til live og kun ved at vokse sammen med faren, integrere ham i sig, kan hun mærke ham igen og få (de sproglige) skygger til at lyse ('Tarkovskijs heste').

Symboler og metaforer

Farens pejlemærker i kampen for at orientere sig i et stigende kaos af glemsel bliver årstiderne; træernes farver og tilstand. Og træerne går igen som symbol i digtsamlingen. Fx stilles der spørgsmålstegn ved, hvad der sker, når træerne rykkes op med rod? Det slår tonen an til det identitetstab, der gør sig gældende igennem digtkredsen - både i forhold til farens tab af sig selv og sin forankring i familiehistorien. Men også i forhold til datterens søgen efter en ny identitet i takt med, at hun viger pladsen som den, der skal passes på til fordel for farens behov for det samme. 

Broer, der braser sammen er en gentagen metafor, der bliver brugt til blandt andet at beskrive kløfterne i farens tanker og hans manglende erindring om dagen i går. Og selvom datteren prøver at bygge bro mellem farens tanker, sker det kun meget sporadisk, at de sammen krydser den flygtige bro - går tørskoede i land (i digtet ‘En flod strømmer forbi’). For at dæmme op for den tøjlesløse demens’ destruktion af farens orienteringssans har digteren valgt en stram kompositorisk form til sine digte: De lange søjleformede digte med skarpe linjeskift. Men læser man dybere, er disse linjeskift lige så tvetydige som farens tanker, og ordene kan lægge sig såvel til den foregående sætning som til den næste. Og de hyppige tankestreger er med deres indlagte pauser også med til at forvirre betoningen af det læste. På den måde bliver kompositionen en del af datterens forgæves forsøg på at skabe orden i kaos. Et forgæves forsøg på at genskabe en orienteringssans, der viser sig ikke at være muligt. 

Et andet stærkt symbol er heste. Det starter med, at de river sig løs og tager: En langbenet flugt mod en sort horisont - et varsel om demensens indtræden og hurtige vej mod glemslen. Slutteligt, efter farens død, samles hestene i én hests skønhed, som manifesterer farens mentale og kærlige tilstedeværelse i datteren trods det fysiske tab af ham.

Digteren Pia Tafdrup

Pia Tafdrup er kendt for sit stærke billedsprog, gennem hvilket hun blandt andet udforsker emner som krop, erotik og (kvindelig) identitet - og producerer metasproglige refleksioner over sprog og poesi, der peger tilbage på digtets sproglige ‘krop’ og udtryk.

Med billedsprogets følelsesstærke udtryk og digtenes klanglige og grammatiske komposition, der ligeledes er stærkt følelsespåvirkende, viderefører og udfolder Tafdrup en visionær og æstetisk symbolistisk-modernistisk tradition. Hvilket også ses i hendes poetik 'Over vandet går jeg' fra 1991.

I de senere digte udvider Tafdrup sit poetiske rum med bl.a. en række digte om tid, forgængelighed og død, som hun samler i en nytænkning af arabeskformen. Modsætningsfyldte billeder af drøm og hverdag, af det svævende og det konkrete, bliver til spændingsfyldte helheder af nærmest metafysisk karakter, som er nyt for forfatterskabet.

Pia Tafdrup er hædret med indtil flere priser, ligesom hun har modtaget Kunstrådets livslange ydelse for sit arbejde.

Kilder, links og centrale værker

10 sep.13

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
26415020
ISBN
9788702050059
Antal sider
75

Tendenser i 00'ernes litteratur

I 00'ernes litteratur er 90'ernes ironi og minimalisme svundet ind til fordel for en genvunden realisme og alvor. I et årti hvor globaliseringen bliver mere og mere fremherskende, kredses der særligt om det lokale i dansk litteratur.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer