Bog

Tarantino roadtrip

Af (
2020
)

Anmeldelse

Tarantino Roadtrip af Kathrine Assels

29 sep.20

En alt andet end perfekt verden opleves gennem en rebelsk teenager, der ikke finder sig i hykleri og falskhed og betragter sig selv i en verden, der ikke forstår. 

Hovedpersonen er 14-årige Maria, der bor i en kedelig landsby med sine forældre, som ofte er oppe at skændes, fordi de ikke kan få deres samliv til at fungere. Maria ved, at når de tænder emhætten i køkkenet, er det fordi, hun ikke skal høre deres skænderier. I afmagt over at være tvunget til at være gidsel i forældrenes drama, har Maria brug for minutiøst at splitte sine spaltede hårspidser. Hun er blevet bortvist fra skolen på ubestemt tid, fordi hun kylede en isbold i hovedet af sin engelsklærer Stinne. Maria lider desuden af en mani med, at ting skal være symmetriske, hun savner sin døde mormor, og hendes mor forlanger, at hun skal skrive en undskyldning til engelsklæreren, som hun simpelthen ikke kan formulere.

Maria overvejer, om hun under overfladen er skør, særligt fordi hun får nogle syn lige inden, hun falder i søvn, i "sejlrenden til drømmeland". Hun kan ikke gennemskue, om synene er virkelige eller ej, fordi de måske er små glimt fra tidligere liv. Hun ønsker at hun var kvinden Black Mamba fra Tarantino-filmen ’Kill Bill’. Maria undrer sig over mange ting, blandt andet hvorfor folkeskolelærere tvinger eleverne til at læse gamle, ligegyldige tekster, i stedet for  en roman som ’Axolotl Roadkill’ af Helene Hegemann, hvor hovedpersonen karakteriserer sig selv således: "Jeg er født vild, og jeg vil altid være vild”. Da hun en dag via YouTube opdager den mystiske profil, der går under navnet "SpaceCowboy", og som, modsat alle andre, mener, at engelsklæreren selv har været skyld i, at hun fik den isbold i hovedet, fylder pludselig meget i Marias liv.

’Tarantino Roadtrip’ fortæller om at være teenager, når man ikke passer ind i kassen sammen med sine klassekammerater, men i stedet står som beskuer til teenagelivet. Vi følger Marias indre liv, som afslører en stor skyldfølelse, som hun giver slip på, da hun møder SpaceCowboy, som skaber rum til den frihedstrang, der ligger gemt i Maria.

Kathrine Assels formår som få at beskrive følelseslivet hos en særlig gruppe børn og unge. Det er uden betydning, om hovedpersonen er 15 eller 8 år. Det der har betydning er, at de børn og unge, hun beskriver, alle har et rigt indre følelsesliv, der giver mange tanker og bekymringer og vanskeligheder med at opfylde de forventninger, der er til dem. Kathrine Assels har desuden en særlig evne at observere mennesker, hvilket fremgår af hendes fine, realistiske personskildringer. 

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Faustnummer
48824684
ISBN
9788771516692
Antal sider
116

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer