Bog

Svantes viser

Af (
1972
)

Analyse

Andersen, Benny - Svantes Viser

Svantes viser er en lille roman, der på én og samme gang gengiver de folkekære viser og samtidig fortæller om Benny Andersens venskab med den opdigtede viseskriver Svante.

 

'Svantes viser' er en lille roman. Dens undertitel er 'En sanghistorie', det er altså en fortælling om hvordan og hvorfor de sange, som bogen indeholder, er blevet til.

Fortællingen er en finurlig konstruktion. Den handler om en midaldrende mand med et ikke særligt vellykket liv bag sig, den melankolske Svante Svendsen, der skriver visetekster. Svante er en opdigtet person; bogens fortæller hedder Benny Andersen, og han er jo virkelig nok. I fortællingen skriver han, at han mødte Svante i 1946, siden mistede de kontakten og mødtes først igen omkring 1960. Selv om de ikke havde meget til fælles, omgikkes de hinanden igen – indtil 1971, hvor Svante forsvandt, måske døde han.

Det er dette ”skæve” venskab romanen handler om. Begge mænd skriver digte: Fortællingens Benny Andersen skriver moder­nistiske digte – i øvrigt med de samme titler som dem virkelighedens Benny Andersen skrev i 1960erne. Svante bryder sig ikke meget om disse digte. Hans egne digte er helt anderledes, de har rim og rytme, de handler om ham selv, om hans deprimerede tanker, følelser og skavanker – og om Nina, kvinden der er genstand for alle hans positive følelser; men hun har alligevel forladt ham. Det er disse digte som udgør Svantes viser.

Svante Svendsen blev angiveligt født i Skåne 1926; ni år gammel blev han væk fra sine forældre på færgen mellem Malmø og København, og siden har han måttet klare sig selv ved andres hjælp, som han udtrykker det. Hans historie er trist, og med en enkelt undtagelse er de digte, han skriver, også triste i deres udtryk; man kunne også kalde dem galgenhumoristiske – som fx ”Svantes sorte dag”: ”Jeg er træt af mig selv og mine plomber. / Jeg har alt imod min egen krop. / Hvad hjælper det at leveren skrumper / når ens mave stadig svulmer op. / Jeg lider af selvhad. / Gid jeg var en smule selvglad”. Inden for fortællingens ramme er viseteksterne altså en slags dagbogsnotater, udtryk for Svantes fysiske og psykiske tilstand, for hans øjeblikkelige holdning til tilværelsen.

'Svantes viser' er altså også en sangbog. De sangbare digte som Svante skal have skrevet og ladet Benny Andersen læse, indgår i fortællingen; bagest i bogen er de samlet og forsynet med noder. Det er sange som egentlig ikke egner sig til fællessang, men som er skrevet ind i den visetradition vi kender fra vort naboland – dér ”hvor folk synger Bellman-viser / med tyttebær i munde / i lyse birkelunde”. Alligevel er nogle af de 13 sange ligefrem blevet ”folkeeje”, fire af dem blev i 1989 oven i købet optaget i højskolesangbogen. En af de mest kendte danske sange overhovedet er ”Svantes lykkelige dag”, den eneste positive og optimistiske tekst i bogen: Det er en sang som prøver at fastholde en række lykkelige øjeblikke – den glade Nina der synger i badet, og synet af hende med vådt hår, fuglene i det grønne uden for vinduet, kaffen der er ved at være klar ...

At nogle mener denne tekst er det nærmeste man kommer på ”dansk folkekarakter”, er én ting. En anden ting er at man næppe kan forestille sig at 'Svantes viser' var blevet så udbredte som de er, hvis det ikke havde været for Benny Andersens musikalske samarbejde med Povl Dissing; har man én gang lyttet til hans specielle diktion, er det den man har i ørene mens man læser Svantes sangtekster. 

Lektor Jørgen Aabenhus, juli 2004

Kilder, links og centrale værker

 

14 jun.19

Bogdetaljer

Forlag
Borgen
Faustnummer
05049466
ISBN
9788741883168
Antal sider
94

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer