Bog

Superfeministerne

Af (
2020
)

Anmeldelse

Superfeministerne af Mirion Malle

16 sep.20

Fantastisk vellykket bud på, hvordan man forklarer feminismen for en moderne teenager.

Bogen handler blandt andet om køn, identitet, repræsentation, privilegier og ligestilling og burde efter min mening snarest blive en del af pensum for 7. klasse. De alvorlige emner præsenteres og forklares i et sprog, der er til at forstå for både store børn og voksne, og det hele bakkes op af forklarende tegninger, der hjælper på forståelsen og samtidig er smækfulde af humor.

Jeg er begejstret for denne bog fra Frankrig og faktisk også mere vild med den, end jeg troede, jeg ville være. Den formåede at åbne mine øjne for, hvor stor effekt indgroede kulturelle vaner har på vores liv. Vi moderne mennesker ynder at bilde os ind, at vi er autonome og har en fri vilje, men i bogen her ses det tydeligt, at det er en illusion at tro, at vi kan leve helt uden at være under indflydelse af privilegier og privilegieblindhed. Denne nye bog fra Mirion Malle opfordrer læseren til at være kritisk overfor kønsdogmer, undertrykkende systemer og kassetænkning og til at bekæmpe alle former for ulighed i samfundet. Den sætter spørgsmålstegn ved baggrunden for skævvridningen af kønsbalancen og udfordrer det snævre kvindebillede til fordel for et mangfoldigt menneskesyn. Forfatteren formår at gøre alt dette i et meget lettilgængeligt sprog, og det er en kæmpe præstation.

Bogen er delt op i seks afsnit, der handler om repræsentation, venskab, kærlighed og parforhold, skønhed, køn, og intersektionalitet; for mig et nyt ord, og hvor er det er dejligt at lære noget nyt. Undervejs diskuteres hvad køn er, hvad der er normalt, hvad samtykke er, hvad der er smukt, hvad sexisme er osv., og læseren introduceres gradvist til de termer, der er vigtige at kende. Redskaber som for eksempel Bechdel-testen, som er et nemt redskab til at se på kvinders rolle i kulturelle værker, får også en præsentation, og mange unge vil garanteret synes, det er en hurtig og sjov måde at diskutere et seriøst emne på. Bogens budskab har lettere ved at trænge igennem, fordi det bliver serveret så lettilgængeligt. Bogens grundlæggende tanke er en opfordring til at anerkende andre mennesker og behandle dem med respekt, og at sige, at bogen kun handler om feminisme, er virkelig at begrænse dens omfang – dens titel burde måske snarere være Superhumanisterne.

Værket lægger sig godt op ad andre udgivelser fra Cobolt som for eksempel Skamløs af Pénélope Bagieu og leverer et værdifuldt bidrag til en ligestillingsdebat, der er mere aktuel end nogensinde. Kan varmt anbefales til unge og gamle mennesker af ethvert køn.

Bogdetaljer

Forlag
Cobolt
ISBN
9788770858502
Antal sider
64

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer