Bog

Sult

Af (
2013
)

Anmeldelse

Sult af Knut Hamsun

02 jan.04

’Sult’ er fra start til slut en insisterende rejse ind i et menneskes væsen, et menneske, der driver rundt i storbyen på grænsen til at blive opslugt og fortæret af dens barske leveforhold. 

Det er med respekt og ærbødighed, at jeg skriver disse linier. For hvordan beskriver jeg bogen, der konstant har figureret på min private top-fem-liste over favorit-bøger, lige siden jeg første gang læste denne blændende roman.

"Det var i den tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den."

Sådan starter den, Hamsuns debutroman fra 1890 om hans alter ego, den unge mand med forfatterdrømme på det kolde værelse i det tidligere Kristiania og nuværende Oslo. Dagen former sig som en række op- og ned-ture (mest det sidste) og en stadig og stædig kamp for at få mad i maven. Midlet er skrivieriet. Forhindringen er redaktøren på bladet, som ofte ikke er der. Og er herren der, vil han ikke antage de småtekster han bliver præsenteret for.

Stoltheden og anstændigheden bliver udfordret igen og igen. "Onkel" (pantelåneren) får nødigt et besøg. Men nøden driver ham ud, hvor al civilisation bliver skrællet af, og et nøgent, sultent og frysende menneske træder frem.

Ét af højdepunkterne i bogen er hovedpersonens bekendtskab med en finere frøken. Her stilles hans fattigdom til skue i mødet med et menneske, som har sit på det tørre i den varme stue.

Hamsun dukker helt ned i sjælen, når han beskriver feberfantasierne og tankerne hos en mand, som balancerer på afgrunden. Men hvis der er noget som gennemsyrer bogen, er det trods alt håbet. Håbet og drømmen om et bedre liv, som aldrig slukkes helt. Man veksler mellem at more sig over hans klodsede forsøg på at dække over sin fattigdom: "Jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i smug" og mellem at være nedtrykt over hans elendige liv.

’Sult’ er fra start til slut en insisterende rejse ind i et menneskes væsen, et menneske, der driver rundt i storbyen på grænsen til at blive opslugt og fortæret af dens barske leveforhold. Og det er en beskrivelse af en desperat kamp for at finde fodfæste i livet. En kamp som bliver beskrevet i et formidabelt sprog af Hamsun.

"Ude i fjorden retted jeg mig op engang, våd af feber og mathed, så indad mod land og sagde farvel for denne gang til byen, til Kristiania, hvor vinduerne lyste så blankt fra alle hjem." Sådan slutter den , - bogen over de fleste bøger.

’Sult’ er filmatiseret af Henning Carlsen i 1966. Og sjældent har jeg set en film, som formår at lægge sig så tæt op af bogen.

Analyse

Hamsun, Knut - Sult

Knut Hamsuns 'Sult' er en bog om rejser. Ikke rejser til fjerne, eksotiske steder, men rejser ind i sjælen, ind i sulten og ind i 1890'ernes Kristiania.

”Det var i den tid jeg gik og sultet i Kristiania, denne forunderlige by, som ingen forlater før han har fåt mærker av den....”. Sætningen, der er en af de mest berømte i litteraturhistorien, indleder Knut Hamsuns gennembrudsroman, 'Sult'. Værket fik en noget blandet modtagelse ved udgivelsen. Georg Brandes, der ellers støttede Hamsun, kaldte bogen monotom, hans bror Edvard Brandes udtalte sig i Politiken tvivlende om, hvorvidt en sultende virkelig ville give sine sidste penge til en tigger, og Avisen foreslog Hamsun at søge stilling som ligbærer ved den moderne litteraturs sindssygehus. Alligevel blev bogen indledningen på noget radikalt nyt i nordisk litteraturhistorie - dét man kan kalde den sjælelige realisme. Værket er nemlig ikke kun en rejse ind i hovedpersonen, men ligeledes ind i en ny form for realisme. Hamsun havde en vision – en ny poetik, der skulle gøre litteraturen mere sand, end det var tilfældet med den tidligere realisme. Hamsun kritiserede denne realisme for netop ikke at være realistisk. Som han sagde i sit herostratisk berømte foredrag 'Norsk Litteratur' (1891), beskrev forfattere som Bjørnson og Kielland ikke mennesker, men typer:

"...en Mand som handler med Heste, er intet andet end Hestehandler. Han er Hesterhandler i hvert Ord. Han kan ikke læse et Æventyr eller tale om Blomster eller interessere sig for Renslighed; nej, han maa altid braute, altid banke sig paa Lommebogen, bande barbarisk og lugte af Stald. Men nu kan dog en Hestehandler, lige saa vel som Forfattere og Matroserne og alle andre Markens Dyr, være et sammensat, inderligt kompliceret Væsen, som har en Sjæl af de vidunderligste Modsætninger (...). For at ”holde” en Karakter har vores Forfattere gjort sine personer til Typer. Og det er, mener jeg, for grov og for overfladisk Psykologi."

Hamsun ville noget andet. Han ville portrættere det moderne menneske – det irrationelle menneske, mennesket der var styret af sin ubevidsthed, af sine luner, drømme og fornemmelser. Det var dét han gjorde i 'Sult'. 

'Sult' er en rejse fra lavpunkt til lavpunkt. Værket kan opdeles i fire stykker, der alle afsluttes af en form for redning og indledes midt i en sultperiode. Senere i sit forfatterskab, eksempelvis i den nobelprisvindende 'Markens Grøde' (1917), findes der klare samfundkritiske træk i Hamsuns romaner. Dette er ikke tilfældet med 'Sult'. Selvom det ville have været oplagt at diskutere de fattiges vilkår, placerer Hamsun aldrig skylden for heltens sult-krise hos samfundet og interesserer sig generelt slet ikke for spørgsmålet om kapitalismens og samfundets indflydelse på helten overhovedet. Hele hans interesse gælder mennesket og dets psykologi – "en Sjæl belyst og forhørt", som Hamsun selv omtalte sin teknik. I 'Sult' er der således ingen spor af den fascination af bonden, blodet og jorden, der senere gjorde ham populær ved det tyske naziregime.

Læseren følger hovedpersonen gennem dennes kriser, drømme og sultfremkaldte galskab – og det er dét, der er bogens formål, at tegne et portræt af et menneske, der ikke ligner de andre, men som netop derfor er billedet på det moderne individ og dets ubevidste, uforståelige og irrationelle sjæleliv. Denne tendens bliver endnu stærkere i Hamsuns senere 1800-tals værker.

Hvor sult-heltens irrationelle opførsel til dels kan forklares gennem det faktum, at han faktisk sulter, er der ingen undskylding for personer som Glahn fra 'Pan' (1894), Nagel fra 'Mysterier' (1892) og Johannes fra 'Victoria' (1898). De er helt og fuldt styret af det, som Hamsun kaldte de sjælelige mimosebevægelser. 

'Sult' er også en kunsterroman, en fortælling om sproget. Hovedpersonen opfinder nye ord, skaber historier og lyver. Hamsun skænker sin hovedperson poesiens og skabelsens gave, men placerer ham dermed også uden for samfundet. I slutningen af 1800-tallet skete der en markant ændring af kunstnerrollen. Hvor kunstneren ud fra det moderne gennembruds selvforståelse var en centralt placeret figur, bærer af både sociale og nationale opgaver, bliver han omkring 1890’erne en outsider. Han bliver set som den, der er på ydersiden af samfundet - en som ikke er forankret i en selvforståelse, som giver ham andel i et fællesliv. Sådan er Sult-helten. Han er en vandrer og en observatør. Hans bevægelse rundt i Kristiania er, som Poul Auster formulerede det, en bevægelse gennem en labyrint af sult. Hovedpersonen er aldrig det samme sted særlig længe ad gangen. Han sover i et fattigt værelse, hviler sig på en bænk, forfølger unge piger, eller søger ud mod byens grænse – og altid har han sulten som følgesvend, sulten og sine egne tanker. Sultheltens vandring gennem Norges hovedstad er nemlig indgangen til  en rejse ind i sjælen – en rejse som læseren får lov til at følge tæt.

Selvom der findes tidligere eksempler på brugen af indre monolog, var Hamsun den første, der brugte denne teknik igennem et helt værk. 'Sult' er en lang indre monolog kun afbrudt af enkelte eksempler på direkte tale. Sult-helten deler sine tanker og drømme med os, sine vanvittige indfald og rablende følelsesudsving, men ikke blot det – han analyserer dem også for os. Han holder dem frem, betragter dem, eksperimenterer med dem, på samme måde som Hamsun selv fremviser sin hovedperson.

Denne fornemmelse af at være med inde i Sult-heltens hoved forstærkes af, at vi aldrig hører om hans fortid eller hans fremtid. Han er blot et moderne følelsesmenneske midt i den storby, hvis gader, torve og mennesker, han benævner, når han passerer dem, og hvis historie han selv delvist skaber gennem sin sultfremkaldte galskab. I 'Sult' frembringer Hamsun således et særegent univers hvor den fysiske rejse og den sjælelige rejse er intimt koblet – både med hinanden og  med evnen til at skabe. Bevægelsen går som en rød tråd gennem romanen og indbefatter altid alle tre aspekter – det fysiske rum, det følelsesmæssige rum og det tænkte og skabende rum. Dette skaber den kompleksitet, som Hamsun selv anså for det fremmeste karaktertræk ved det moderne menneske. 

Et interessant aspekt af Hamsuns nye sjælelige realisme er, at det moderne menneske i hans værker altid er en mand. Den kvindelige hovedperson i 'Sult' fremstilles udelukkende gennem den mandlige hovedpersons blik, og navnet Ylajali, som Sult-helten selv har opfundet, indikerer at den virkelige kvinde bag navnet må vige pladsen for hans forstillingen om kvinden, hvis karakter formidles gennem de utallige drømme og forestillinger, han har om hende. Det samme ses i flere af Hamsuns tidligere værker. Edvarda fra 'Pan' og Dagny i 'Mysterier' vises ligeledes kun gennem mandens blik – og først i 'Victoria' får en kvinde lov til at udtale sig direkte, omend først i værkets sidste kapitel. 

Dette gør dog ikke Hamsuns roman mindre interessant – heller ikke for et kvindeligt publikum. Der er en god grund til, at 'Sult' stadig bliver fremhævet som en af den nordiske litteraturs vigtigste frembringelser. Den kom med noget der var radikalt nyt – og hvis man interesserer sig for moderne litteratur og dens udspring, er 'Sult' et must. Men også hvis man blot nyder god og udfordrende litteratur, har 'Sult' noget at byde på. Sproget er besværgende og poetisk, og handlingen, der næsten er en ikke-handling, indfanger den læsende i sin egen bagvendte og fantasifulde verden, der både er præget af stor nød og stor skabelsesevne. En verden, der er umulig at dicifrere, umulig at forstå til bunds, hvilket selvfølgelig er baggrunden for, at 'Sult' er en af de mest analyserede romaner i nordisk litteraturhistorie. Som Rolf Nyboe Nettum, ekspert i Hamsun, sagde: ”Den som ytrer en mening om Knut Hamsun, vet at man alltid kan si det modsatte”. Det er sandt, og det vil det formodenligt vedblive at være. Hamsun er ikke for fastholdere, men netop dette gør, at 'Sult' kan blive ved med at indfange nye generationer af læsere. 
 

28 maj.13

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Kim Leine
ISBN
9788702130713
Antal sider
202

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer