Bog

Stykker med himmel

Af (
2020
)

Anmeldelse

Stykker med himmel af Rebecca Bach-Lauritsen Stian Hole (ill.)

25 maj.20

En ualmindelig begavet og smuk børnebog, der viser, at håbet eksisterer et sted, uanset hvor smerteligt det er at miste. At der i sorgen findes stykker med blå himmel.

Det bedste i verden er at have farfar som sin allerbedste ven. Farfar er også den eneste, der kalder Karl ved navn. Hans mor kalder ham skat, den nye pige i klassen kalder ham idiot, sygeplejersken på plejehjemmet kalder ham Karlsson, og Morgan fra skolen kalder ham rigtig mange navne. Farfar er heldigvis altid hjemme, så de kan snakke. Men efterhånden siger farfar ikke så meget mere.

’Stykker med himmel’ er den selvstændige fortsættelse til Veronika lyder som harmonika. De to historier foregår sideløbende med hver sin hovedperson. Denne gang tilhører fortællerstemmen drengen Karl, som Veronika råber "forkælede idiot!" efter i filmlokalet i forgængeren ’Veronika rimer på harmonika’.

Karl bor sammen med sine forældre. Moren har en garnbutik, og faren er graver. Karl går i skole, men leger ikke med de andre børn. Han bliver drillet af Morgan, og når det sker, sidder ordene fast indeni, som om nogen "har holdt ham for munden indefra". Til gengæld kan han rigtig godt lide at være sammen med sin farfar, som han ofte besøger efter skole.

Farfar, der elsker livet og elsker at fortælle historier, bliver svagere og svagere. Karls far kan godt lide, når tingene passer ned i kasser, og da farfar dør, tænker Karl, at farfar nu er, hvor hans far gerne vil have ham, i en kasse med et låg, der passer. Farfarens død frigiver indestængte følelser i Karl og midt i sorgen, lærer han at handle. Han er ikke så bange længere og hans nyfundne selvsikkerhed får ham både til at stå op mod Morgan og giver ham også modet også til at lave en aftale med Veronika.

Bogen minder tematisk om billedbogen af Synne Lea 'Du og jeg', der også er illustreret af Stian Hole eller 'Den dag farfar stak af' af Ulf Stark. Læseren efterlades med samme tænksomme fornemmelse indeni som efter læsning af ’Lille moskusmand’ af Annie Bahnson, ’Mit navn er Ella-vil du købe det?’ af Mette Hegnhøj eller ’Kære Freja’ af Karen Vad Bruun. Alle eksempler på bøger med dybde, nuancer og poetisk indhold, der får børn til at føle sig set og voksne til at huske.

'Stykker med himmel' er en sproglig oplevelse, der med poetisk lethed minder sin læser om, at døden er en uundgåelig del af livet. Norske Stian Hole står bag de enormt smukke billeder til bogen, der passer utrolig fint til historien. Læs den, hvis du er 10 år, men også hvis du er 80.

Bogdetaljer

Forlag
Høst
Faustnummer
47902231
ISBN
9788702301090
Antal sider
90

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer