Bog

Stjærnen bag gavlen

Af (
0
)

Analyse

Bjørnvig, Thorkild - Stjærnen bag gavlen

Stjærnen bag gavlen er Thorkild Bjørnvigs litterære debut. Med den skrev han sig ind i et litterært miljø, der, oven på to verdenskrige, var præget af en dyster tone.

Digtsamlingen Stjærnen bag gavlen (1947) er den danske essayforfatter og digter Thorkild Bjørnvigs (1918-2004) litterære debut. Bjørnvig skriver sig ind i et litterært miljø i 1940’erne, der, oven på to verdenskrige, økonomisk og psykologisk depression, er præget af en alvorsfuld og dyster tone. Miljøet, der hovedsageligt udgøres af forfattere som Martin A. Hansen, Bjørn Poulsen og Ole Wivel, mødes omkring Heretica-tidsskriftet. Her søger man at bryde med ideologisk filosofi og den tænkning, der har præget litteraturen de sidste 20 år, f.eks. socialrealismen, marxismen, kulturradikalismen, funktionalismen og freudianismen. Disse kætterske digtere eftersøger menneskets virkelige sindelag og dets forhold til den rene natur – i relation til kunstnerens rolle.

Det er netop denne eftersøgning af det menneskelige sinds forbindelse med naturen, Stjærnen bag gavlen bliver et udtryk for.

Værket er en såkaldt digtsuite. Samlingen består af 26 digte, som er fordelt i fire overordnede afsnit, nemlig Opvaagnen, Til Een, Soria Maria og Landskabsbilleder. Over disse klynger af digte forsøger Bjørnvig at beskrive et lyrisk jegs livsudvikling fra fødslen og den tidlige barndom, over ungdommen og de følelser, der her følger med, for til sidst at slutte, hvor alt slutter, nemlig med alderdommen og døden. 

Værket synes at pege på, at det netop er i døden eller i endeligheden, at det uendelige skal begribes. Måske ikke i digterjeget selv, men i individets forbindelse og tilhørsforhold til naturen; men det er imidlertid ikke en klassisk romantisk naturforbindelse, der her tilvejebringes.

Suiten starter i Opvaagnen netop med morgen og opvågnen. Denne vågenhed skaber allerede i starten et paradoks, der spilles på gennem hele samlingen. Det lyder således i det andet digt, Sommermorgen: "Jeg vaagned en Morgen og følte ingen / virkelig Overgang fra min Drøm”. Jeget vågner, men den drøm, som vi muligvis lige har læst i Maanen og det gode Mørke, fortsætter og blander sig med den nye dag; drømmen smelter sammen med virkeligheden. Det er denne sammenblanding eller ophævelse af modsætninger, der netop bliver en gennemgående figur i hele værket.

Bemærk, hvordan linieskiftet, enjambementet, alligevel søger at bryde ind mellem virkeligheden og drømmen. Når vi til sidst i Landsskabbilleders Overflyvning læser: ”Mørket flyder// […] Virkeliggørelsen / sprænger Virkelighedens Grænser” og i tredjesidste digt, Forvandling, læser: ”og vaagne med hele dets enkle, varme / Styrke ind i min tabte Natur!”, er naturen og jegets skaberkraft smeltet sammen, og vi er tilbage, hvor det hele begyndte. Eller rettere, naturen bliver en subjektiv erkendt virkelighed, der ulmer i jegets indre. Noget som man netop har set det hos de danske symbolister, f.eks. hos Viggo Stuckenberg. Samtidig har jeget paradoksalt selv været udgangspunktet for hele livs- og tilblivelsesprocessen.

Værket bevæger sig hele tiden i de samme ordklasser og kredser om de samme temaer. Således præges hele samlingen af ord, der knytter sig til naturen, tiden og mennesket. Kroppens placering i dette forhold bliver et centralt omdrejningspunkt, hvor hjertet bogstaveligt talt bliver værkets motor. Ordet optræder på næsten hver side og pumper liv i og besjæler ordene. Gør dem levende: ”Og fjærnere Timer – dit Ansigt / rent og uforbrugt, / med Brynenes sorte Vinger / spørgende løftet til Flugt ./ Aa, Støvregn, som sugede Hjærtet / og løste det op i Savn, / mens Fiskerbaadende dunkede i den morgengraa Havn”. Erindringerne på disse sidste sider i digtet Easterparade – en Passion viser tilbage til digtet Erkendelse, hvor titlen på suiten undfanges: ”Og naar Havet er Glas / og klinger af Stjærnernes Skær, har én Stjærne sin Plads / bag Gavlen, og klinger især”.

Naturen og mennesket, skaberen og skabelsen kan ikke adskilles, ligesom det faktiske liv og erindringen om det, smelter sammen. Dette bliver Stjærnen bag Gavlens centrale konstruktion: værket har både en fremadskridende tid, begyndende med morgen og forår og sluttende med aften og efterår; og en tid der brydes op i en sammenblanding af individet, naturen og skabelsen – derfor bliver digtet et uendeligt kosmos. Suiteformen og det nogenlunde faste rim- og metrikmønster sørger for at indfange naturen og mennesket i en kunstiggjort rytme.

Menneskets forhold til naturen og kunsten berører Bjørnvig gennem hele sit forfatterskab, men tematikken kommer tydeligst til syne i digtsamlingen Delfinen – miljødigte 1970-1975 . Her er Heretica-dagenes ideologiopbrud imidlertid glemt, og Bjørnvig skriver nu netop med udgangspunkt i menneskets ideologiske ansvar overfor sig selv og naturen.

Stud.mag. Henrik Romby Smith Madsen, september 2007

Kilder, links og centrale værker

 

28 jun.19

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
03978176
ISBN
0
Antal sider
70

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer